Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Selskaberne lignede altid hinanden. De samme taler, om de samme rygter, med de samme fremmødte, over det samme mad. Det værste var hans moders evindelige hvisken, og diskrete udpegning af unge kvinder, som hun mente han skulle indsmigre sig hos.
Ikke at det var nødvendigt for ham at gøre en indsats. Forlovelsesfester havde det med at plante romaniserede idealer i hovedet på de unge piger; flere af dem med blikke vendt fnisende i Alfreds retning. Kun Merlin måtte vide hvad de fandt tiltrækkende i den høje arving, der stod og surmulerede i et hjørne, til sin egen fætters forlovelse.
Alfred drak glasset i sin hånd tom for indhold, før han satte retning hen mod en tjener, for at hente sig et nyt. På vejen skiftede han dog mening, da et nyt nummer gik i gang, som trak størstedelen af selskabet ud på dansegulvet. Hurtigt fik han i stedet drejet rundt, og satte i stedet desperat kurs mod en af balkonerne, for at trække noget frisk luft. (og undgå unødig klammeri med en af de ugifte kvinder der var til stede)
Cecily tumlede lidt forvirret rundt, men var hele tiden bevidst om, at tre øjne hvilede på hende, når de kunne se hende. Det sørgede de generelt for at kunne hele tiden og hun var, som konsekvens, ganske velopdragen. Hun havde drukket et enkelt glas vin og overmodigt havde hun leget kispus med sine forældre og tvilling og var dukket udenfor, på trods af kulden.
Da et ansigt mejslet i sten dukkede op, troede hun i et øjeblik, at det var Conrad. Hun kunne dog sagtens kende sin ældre fætter og vidste ikke om det var værre eller bedre. I hvert fald fik det hende til at rødme. "Alfred," hilste hun dog med et forsøg på et smil. Han var altid så alvorlig og helt umulig at blive klog på. Slet ikke som Argus.
Hans åndedrag var begyndt at synes kvælende. Den varme, alkohol og hormonfyldte luft stak i halsen, i sådan en grad, at den friske natteluft forekom Alfred at være den eneste redning. Det var først da han trådte ud i den kolde luft, at han mærkede varmen og støjen fra selskabet bag ham forsvinde ind i en anden tidsalder. De grå øjne blev ganske kort rettet mod den klare måne, der kastede sit blege lys ned over borgen. De grå øjne gled i, som han tog en dyb indånding; trak den kolde luft helt ned i lungerne, og udåndede så hans egen ånde, som dannede en sky foran hans ansigt.
Stilheden var alt han havde, indtil døren bag ham gik op, og den æra han havde efterladt bag sig, kom skyllende ind over ham endnu en gang. Han spændte i kæben da hans navn kom over den fremmødtes læber, men da han drejede hovedet så han til sin lettelse, at det ikke var en af de unge adelskvinder med stikkende øjne, men derimod hans harmløse kusine.
“Cecily”, hilste han i et smil, der trods blidheden, ikke nåede hans øjne. Han drejede rundt, så han i stedet for at stå foroverbøjet, kunne læne sig op ad balkonen. “Hygger du dig?”
Cecily følte sig aldrig rigtig afslappet i Alfreds selskab. Heller ikke nu, hvor hun vred sig lidt over hans blik. "Åh. Ja. Ja, jeg hygger mig vist," svarede hun svævende, før hun skævede imod døren hun var kommet ud af. Hun kunne dog ikke bare gå.
Hendes svar fik ham til at rynke på brynene den mindste smule. Det svar var ikke hvad han havde forventet af hende. Han havde et klart billede af at unge kvinder var helt tossede med selskaber som disse. Han skilte læberne ad med tungen for at fugte dem engang, før han ganske kort skævede ud mod omgivelserne igen, netop som hun skævede hen mod døren.
En svag grad af munterhed blev affødt i hans mundvige kort efter hendes spørgsmål. “Jeg kunne spørge dig om det samme”, konkluderede han roligt. Tænkende lod han diskret sit blik glide ned over hendes ansigt, før han i stedet rettede blikket mod salen, de begge havde forladt for kort tid siden. Han gjorde et svagt kast med hovedet i den retning. “Bør du ikke være derinde og danse med de andre unge, Cecily?”
Hendes holdning var præget af følelsen af, at blive forhørt. Hun trak skuldrene lidt op og fangede sin underlæbe mellem tænderne, før hun skottede imod salen. "Jeg ville lige have lidt frisk luft," svarede hun, uden rigtig at svare.
Hendes bryn trak sig lidt sammen i pludselig undren. "Er du ikke en af de unge, Alfred?"
Alfred var ikke rigtig typen der testede folk. Han gjorde sig hellere i kortfattede svar, og undgik helst at stille spørgsmål, med mindre de var en nødvendighed. Prioriteringer, derimod. Dem værdsatte han. Lige nu prioriterede han Cecilys selskab frem for de andre inde i salen. Måske endda frem for sit eget.
Hans ansigt og øjne var rolige. Indeni smilede han over hendes svar - velvidende at hun ikke kunne se det udadtil. “Synes du det, Cecily?”, spurgte han hende tilbage uden at svare. Glasset hvilede flygtigt mellem hans fingre, og han drejede langsomt på stilken, uden at gøre anledning til at tage en tår lige foreløbig.
Post by Cecily Crouch on Mar 10, 2016 16:34:56 GMT
Cecily blev lettere forfjamsket af det direkte blik og sænkede sig eget som en genert skolepige, lettere rød i ørerne af forlegenhed over den direkte opmærksomhed fra den skræmmende fætter. Hun var dog godt opdraget og tvang det forsigtigt op igen og forsøgte at smile, selvom det blev temmelig halvhjertet.
"Uhm. Det ved jeg ikke," kom det hjælpeløst. "Du er da ikke over tredive eller gift..." En udmærket rettesnor for om nogen var gamle.
Alfred ønskede af egoistiske grunde at holde på Cecily, så han var fri for at snakke med de andre ugifte kvinder, men han var ikke blind for de røde ører, og hendes mimik der gav ham en mistanke om, at hun ikke følte sig særlig tilpas i hans selskab. Ikke at han bebrejdede hende for det. Han kendte den følelse bedre end de fleste.
“Nej, det er sandt…”, svarede han hende kortfattet i en rolig grimasse, som han i en lige så rolig bevægelse, hævede glasset til sine læber. Han tog en lille tår, og smagte tålmodigt på indholdet, mens blikket igen gled mod salen. “Fryser du, Cecily? Hvis du gør, bør du skynde dig ind i varmen igen. Jeg vil helst ikke være årsagen til at du ligger syg i morgen”, selvfølgelig ønskede han ikke at hun blev syg, men det ville aldrig være faldet ham ind at påpege det, havde det ikke været for hans skjulte agenda i form af at give hende en mulighed for at slippe for hans selskab, uden at hun skulle have det dårligt med det.
Post by Cecily Crouch on Mar 10, 2016 22:12:15 GMT
Cecily tøvede lidt og betragtede fætteren drikke. Hun fik lidt ondt af ham. Han virkede altid så trist. Svaret på spørgsmålet kom da også prompte, som hun glemte sine manerer og rystede hurtigt på hovedet, så håret føg lidt omkring hende.
"Nej. Her er ikke koldt." Hun indså ikke, at det var en løsning på at komme væk, men havde på nuværende tidspunkt også fattet så meget sympati for fætteren, at hun måske var blevet alligevel. Hun smilede prøvende. "Der er sikkert masser af piger, som godt kan lide gamle mænd," beroligede hun ham. "Og som sikkert gerne vil giftes med en som dig." Hun nikkede lidt. Den værste rædsel var, at være en, der ikke kunne blive gift væk.
Øjenbrynene trak sig let sammen, mens han i en blanding af vantro og forbløffelse så på hende. En ting var de uforskammede ord hun lige havde spyttet efter ham. At hun tilsyneladende var fuldstændig uvidende om netop dette var en helt anden.
“Du bør ikke bruge kræfter på at have medlidenhed med mig, kusine”, han kløede sig lidt på halsen. “Den er med sikkerhed brugt langt bedre et andet sted”, at finde ham selv en hustru var det mindste problem for ham. I hans situation havde han egentlig muligheden for at vælge og vrage som han havde lyst til. Sådan da. Det var hos kvinderne medlidenheden burde være. De havde langt færre valg.
Post by Cecily Crouch on Mar 12, 2016 10:15:22 GMT
Cecilys kæbe faldt lidt ved de uventede ord og hun blussede helt op i kinderne af skam, før hun skyndte sig at ryste på hovedet igen. "Jeg... Det har jeg ikke." Var det værre eller bedre? Hun var usikker og slog blikket ned. Hvis hun bare var gået noget før, inden hun havde rodet sig ud i at fornærme Alfred. Hendes far ville blive rasende.
"Undskyld," kom det dæmpet og skyldbetynget ned imod balkonens gulv. "Jeg mente bare, at det ikke vil være svært for dig at finde en god hustru. Det var ikke min mening at være uhøflig. Undskyld."
Argus havde det helt fantastisk til festen, han var i sit es og godt tilfreds med mængden af ugifte frøkener der gjorde deres bedste for at få hans opmærksomhed. Han havde danset hele aftenen, men havde egentlig tænkt sig at finde sin kusine og bede hende om en dans. Han havde dog ikke fundet hende før nu, men da han kom ud på balkonen så det ud til at Alfred var kommet ham i forkøbet.
"Så i har sneget jer herud uden at fortælle mig det? Jeg er skuffet." Sagde han, men blottede dog tænderne i et smil og så på dem med et drillende glimt i sine øjne. "Aftenens seværdighed må da være da tjeneren spildte vin på Fru Malfoy. Skandale" Bemærkede han og forsøgte at se forfærdet ud, men hans morskab skinnede igennem hans blik.
Der var noget så uskyldigt over Lily at han ikke kunne være sur på hende. Han vædede læberne ad for at lægge en dæmper på hendes skyldsfølelse, men nåede aldrig at omvende tanken til ord, da hans bror kom væltende ud på altanen.
“Argus”, hilste han med et svagt suk, og løftede sit glas i en kort hilsen, før han tog en behøvet tår af glassets indhold. “Du fejler aldrig i at opfange ting, Broder”, kommenterede han tørt på hans brors forsøg på at være vittig, og havde et næsten arrogant smil lurende i mundvigen, der tydeligt afslørede, at hans fortælling ikke kunne kede ham meget mere, end når deres moder for hundrede gang ønskede at fortælle dem historien om hvordan hende og deres fader havde mødt hinanden.
Post by Cecily Crouch on Mar 13, 2016 14:49:15 GMT
Det gav et sæt i Lily, da Argus meldte sin ankomst. Hun havde dog svært ved, at skjule sin lettelse. Argus var så nem at tale med og Alfred måtte have mere at sige til ham, end han havde til hende. Han var også klogere end hende og bedre til at svare på ting.
Hun så imellem de to brødre og endte med at trække lidt usikkert på smilebåndet over Argus' historie, uden at kunne finde ud af hvad hun selv burde sige eller gøre i situationen. Hun var ikke vandt til at tage initiativ til noget i selskab med sine ældre fætre. Det var ikke passende, ville hendes mor sige.