Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Marie kunne ikke lade være med at stråle en kende af stolthed, da hun blev præsenteret for selskabet af både engelske og franske adelsmænd og hun gjorde sit absolut bedste for at være det mest charmerende hun kunne. Det pæne, imødekommende smil forlod ikke hendes læber, da hun pligtopfyldende hilste på de mange gæster, der delvist var til stede for hendes skyld og hun følte sig næsten en kende beruset over den magtfølelse det medbragte. Det selvom hun endnu ikke havde rørt en dråbe vin.
Over det vidste hun dog udmærket, hvad hun mest af alt så frem til og smilede blev en anelse varmere, selv med den obligatoriske adelskvindes kontrol, da hun drejede sig mod sin nu forlovede, krydsede rummet og indtog pladsen ved hans side. De var de første, der skulle tage plads ved middagsbordet, som allerede bugnede af dampende mad i spektakulære udstillinger og hun tilbød ham sin arm med et enkelt, dvælende blik.
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 19:10:43 GMT
Lionel var ikke meget til alt pompen og pragten, selvom han var dygtig nok til at navigere rundt i den sociale hvepserede til sin egen forlovelsesfest. Da han tog plads med Marie ved sin side var han stadig overvåget fra alle leder og kanter, men i det mindste havde han en samtalepartner, der var mere interessant end den tredje jarl af ligegyldigheds-land.
"Frøken Moncute," hilste han dæmpet, som han tog hendes arm og ledte hende frem mod bordopstillingen. Blikket gled over hendes kønne ansigt en enkelt gang og han smilede, mere end blot af høflighed.
Marie havde altid elsket selskaber. Hun navigerede så let som ingenting i adelens uskrevne spilleregler og faldt naturligt ind på den sociale rangstige. Hun havde brugt mange aftener på at tale med og smile pænt til ældre adelsmænd med upassende bagtanker, fundet sig til rette blandt snobbede adelsfruer og endda fundet sig i naive pigebørn, der i sidste ende ville ofre deres ry for en blåøjet forestilling om romantik.
Det var sådan, det var, men hun kunne ikke huske, at det sociale spil i noget øjeblik havde tiltalt hende så meget, som det gjorde, da Lionel tog hendes arm. Ikke engang i samme grad, som det havde gjort under hendes første forlovelse. Så hun smilede op til ham med et enkelt glimt i de lyse øjne, set halvt gennem sine øjenvipper. "Forhåbentlig ikke meget længere, monsieur," svarede hun dæmpet. "Nu 'ar du snart fanget mig 'elt, non?"
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 19:46:53 GMT
Det var lige før rovdyrsmilet, som han smilede indeni over hendes ord, blev synligt udadtil. Lionel begrænsede sig dog og nikkede let i sin forlovedes retning. Fanget, så absolut. Hun anede ikke hvor sandt det var.
"Jeg håber du glæder dig lige så meget som jeg til fangsten," bemærkede han afslappet, før han slap hendes arm og trak stolen ud for hende i en glidende bevægelse.
Maries mundvige sitrede over de dæmpede ord og hun kastede et enkelt, dvælende blik tilbage mod ham, før hun tog plads på stolen. "Det er ingen 'emmelig'ed," bemærkede hun dæmpet, blikket rettet ud mod gæsterne, der også så småt begyndte at tage plads omkring dem.
Smilet var tilbage på hendes læber og hun gengældte et enkelt nik eller to i hilsen, selvom det mest af alt var fristende at rette sin fulde opmærksomhed mod manden ved siden af. Synet af gæsterne bragte dog en enkelt tanke frem og hun så interesseret til siden. "Jeg synes endnu ikke, at jeg 'ar mødt din søster?"
Lionel sank ned ved siden af Marie og nikkede let til en tante, før han vendte blikket imod sin forlovede - sin fangst - og hævede et enkelt bryn. Hans smil var stadig høfligt, men primært det.
"Ethelburga og hendes mand kommer ikke meget ud," konstaterede han. "Han foretrækker, at hun er nær ham og deres søn. Hun er et sart væsen."
Marie tog ordene for gode varer, omend hun var en kende overrasket over at høre, at den kommende svigerinde ikke ville være der i det hele taget. "Hvis det er det bedste for dem," nøjedes hun med at svare og smilede svagt. Selv var hun temmelig sikker på, at hun ville blive sindssyg, hvis hun aldrig kom ud.
"Jeg ser frem til at møde 'ende en dag." Blikket rettede sig kort over menneskemængden igen. Det var absolut tilfredsstillende at blive præsenteret i så offentlig sammenhæng med arvingen. Der var dog en anden del af hende, der foretrak de mere private stunder.
Lionel var ikke så interesseret i at diskutere sin lillesøster og besvarede blot Marie med et let skuldertræk, før han løftede det nyskænkede bæger med vin. Skik foreskrev, at han ventede på skålen, men der gik ikke længe, før Nicholas tog ordet og gav alle mulighed for at drikke. Lionel tog sin tår med blikket på Marie og fugtede læberne efterfølgende.
Marie tog også sit eget krus, da anledning var til det og nippede ganske let til den stærke vin, der havde været hendes bedste følgesvend i tiden i de kolde, nordlige lande. "Non?" spurgte hun, en kende overrasket. De var der, men der var mange mennesker og de havde dårligt haft tid til at hilse på mange.
"Jacquet kender du. Mine forældre, Guiscard og Filippa, er der." Hun nikkede mod to, lyshårede franske magikere, der for kort tid siden havde taget plads på den modsatte side for dem, end hvor Lionels forældre befandt sig. "Estienne, min anden bror, passer godset derhjemme. Hvorfor mine søstre ikke er 'er, ved jeg ikke. Undtagen Blance. 'un er endnu på Beauxbatons."
Lionel fulgte Maries gestik til forældrene, som han havde hilst flygtigt på. Blikket hvilede en ekstra gang på moren. Hun var stadig en tiltrækkende kvinde og det fik hans mundvige til at sitre en anelse i en særlig tilfredshed. Der var kvinder, der ældedes med alt andet end ynde. Med en smuk mor var der potentiale for, at han også havde lyst til at besøge Maries seng om mange år. Ikke at det var strengt nødvendigt, når først hun ikke kunne bære børn.
"De kommer vel til brylluppet," antog han, en kende fraværende i sine spekulationer. "Som med alt held bliver inden den første høst." Han løftede hendes hånd i alles påsyn og trykkede et kys imod håndryggen, uden at slippe hendes blik. "Vores fædre er enige. Der er ingen grund til at vente."
Ved det simple kys, til skue for hele salen, bredte et smil sig på hendes læber, der ikke kunne efterlade den mindste tvivl om, at hun var sin fremtidige mand ganske hengiven. Tværtimod lyste det temmelig klart ud af hende og hun fugtede læberne, en kende opslugt, før hun nikkede en enkelt gang.
Trangen til at tvære sit eget, gode ægteskab ud i ansigtet på søstrene var ganske stor, men det var ikke det, der fik hendes mellemgulv til at slå en lille kolbøtte. ”Det ’åbede jeg ikke, at der ville være,” indrømmede hun dæmpet, uden at det var nogen stor hemmelighed. Hendes øjne glimtede svagt. ”Jeg tror jeg kunne blive ganske gal af at skulle vente for længe på dig, monsieur Lionel.”
Lionel måtte tage sig i nakken for ikke at smile alt for selvtilfredst. Hans mundvige trak dog faretruende afslørende op og han skjulte det bag vinglasset, som han tog en tår, uden at se direkte på Marie igen.
"Det kan vi ikke have," bemærkede han dæmpet. "Selvom en lille smule smertefuld ventetid kun gør foreningen så meget desto sødere." Han klarede halsen diskret. "Fortæl mig en ting, min kære," lagde han diskret ud, før han lænede sig lidt hen imod hende. "Denne her ting med... Håret. Er det mode i Aquaitane?"
Marie kunne nemt have erklæret sig uenig, men trak i stedet blot lidt på smilebåndet over hans ord og tog en diskret tår af sin egen vin. Hun havde stadig den krydrede smag af den på læberne, da han stillede et spørgsmål og hun tog sig tid til at fugte dem, før hun rakte ud og satte kruset fra sig.
"Blandt de kvindelige magikere," konstaterede hun roligt og så afslappet som var det en moderne frisure, de talte om. Det kunne man selvfølgelig også betragte det som. Blikket var rettet mod gæsterne og smilet på hendes læber var mildt og gav det indtryk, at de lige så godt kunne have talt om vejret. "Det gør 'uden 'elt glat under 'ænderne, non?"
Lionel tog en hørlig indånding ved Maries lille, listige spørgsmål, der effektivt sikrede, at hun havde hans fulde opmærksomhed. Han stillede bægeret med vin fra sig og klarede halsen diskret, men højt nok til, at hans borddame kunne høre det.
"Du leger med ilden," bemærkede han lavmælt. "Jeg tvivler på, at det er passende, at jeg kommer og inspicerer før brylluppet, men ved Merlin..." Han fugtede læberne og trak vejret ind, inden han sendte hendes far et høfligt smil gennem lokalet. "... Hvorfor var din hud glat den aften? Du vidste ikke, at jeg ville komme." Og hun havde været sammen med Argus og hans mor i London den dag. Øjnene blev knebet en smule sammen.
Maries blik glinsede i et øjeblik af dyb tilfredshed over hans ord og hun smilede blot et lille, elegant smil, uden at komme med yderligere opfordringer. Hvis nogen skulle drives til vanvid, så skulle det absolut være dem begge.
Det næste fik hende til at trække svagt på en enkelt skulder og da hun drejede hovedet mod ham, var smilet på hendes læber roligt. "Der er ingen grund til at lade stå til, selv hvis det blot er for sig selv, non?" spurgte hun, uden at forvente et svar. At det aldrig havde været den primære grund, skulle han absolut ikke have at vide.
I stedet hævede hun blot øjenbrynene lidt. "Og for dig, nu."
