Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 28, 2016 21:49:33 GMT
Kalliopes ører matchede pludselig Amals, da han lo af tanken om hende som en let løsning. Hun klarede halsen en anelse og så underlig ud i hovedet over det idylliske lille fremtidsbillede han tegnede. I det mindste kunne hun hvile trygt i forvisningen om, at han omtalte det som noget, der kunne have været. Hvis ikke det var forhindret. Selvfølgelig også af hende, delvist. Hun ville jo aldrig kunne acceptere, at det var så nemt...
Til gengæld accepterede hun uden problemer, at han gik. Hun åbnede endda døren for ham og lukkede den så snart han var ude, nærmest uden at se på ham. Hun hvilede panden imod træet og tog en dyb indånding, før hun sank ned at sidde på sin seng.
Efter flere lange, tavse øjeblikke udbrød hun et lettere højlydt bandeord, som heldigvis blev dæmpet af besværgelsen. Ikke at hun tænkte meget over det. Hun førte en hånd gennem håret, før hun pludselig rejste sig op og forlod værelset.
Da hun bankede på Amals dør kort efter bankede hendes hjerte hastigt. Tæppet lå efterladt på værelset og det var koldt, men hun tænkte ikke meget over temperatur lige i det øjeblik. I det hele taget tænkte hun ikke. Tydeligvis.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 28, 2016 22:03:42 GMT
Da Amal først var tilbage på sit dunkle kontor sank han sammen i stolen. Nu ville være et godt tidspunkt at lade sig overmande af søvnen, men de lyseblå øjne syntes ikke villige til at hvile. Hele kroppen sitrede svagt, hver en celle føltes aktiv, de smidige muskler skiftevis spændtes og afslappedes under hans hud. Betænksomt drejede han den tomme, klare flaske rundt imellem sine hænder i en langsom bevægelse.
Brat røg hans blik undrende mod døren ved lyden af en banken. Omhyggeligt satte han flasken fra sig og rejste sig for at åbne. Hvad der mødte hans blå øjne, fik ham til at synke hurtigt. ”Kallie?” Blikket fejede hastigt om bag hende, ud på gangen, før det blev trukket tilbage til hende. Stående i natkjole foran hans kontor. Han ville have spurgt om hun manglede noget, men modsat tidligere, var han pludselig underligt mundlam.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 28, 2016 22:16:44 GMT
Hun anede ikke hvad hun lavede. Der var et eller andet ved Amals håbløshed og fjogede, nærmest drengede charme, der tiltalte hende. Eller også var det hans dumme, idylliske fremtidsbillede. Uanset hvad, stillede hun ikke spørgsmålstegn, men handlede impulsivt, da han åbnede døren. Hun var væsentligt lavere end han, men til gengæld var hun ædru og ikke klodset, som hun lukkede fingrene om hans tunika og trak ham ned, hvor hun kunne trykke sine læber bestemt imod hans.
Fingrene var krummet hårdt om stoffet, men slap alligevel efter et øjeblik, før hun selv trådte et halvt skridt bagud og sank en klump, ordløs.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 28, 2016 22:46:56 GMT
Han var mildest talt overrumplet. Og komplet uforberedt. En lussing ville han have dømt mere sandsynligt. Derfor var det heller ikke en særlig aktionspræget reaktion han i første omgang havde på det overraskende kys. Først da hun trak sig væk, syntes han at vågne op med få blink med øjnene. Kortvarigt skævede han overfladisk ned af sig selv og derefter gled hans blik op langs hende, imens han med tungespidsen fugtede sine læber. Der gik dog ikke mange sekunder, før han greb til handling.
Uden ord trak han hende bestemt tilbage til sig, lige så snart hun havde trådt det lille skridt væk, og bøjede sin overkrop ned over hende for at fange hendes læber i et kys, hvor ikke skyggen af tvivl kunne spores. I stedet for at tvivle ved fornuften af det, fandt hans hænder hurtigt frem til hendes hofter hvor hans fingre greb fat i kjolens tynde stof og tvang hende med ind på kontoren idet han trådte et skridt baglæns. Lettere distraheret af den nyfundne sensation i form af Kallies bløde læber, sparkede han blot døren i med et mindre brag, der dog syntes at drukne i lyden af blodets susen for hans ører. Hans hænder var hverken generte eller lod sig holde tilbage af høflighed, da de begyndende udforskede følelsen af Kalliopes kvindelige krop. Med en ivrig nødvendighed for mere, tiltede han hovedet en anelse for at give kysset mere dybde.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 28, 2016 23:07:31 GMT
Kalliope havde ikke styr på situationen. På nogen måde. Det ville nok være bedst, hvis Amal smækkede døren i hovedet på hende eller i det mindste forlangte at få at vide hvad i alverden hun lavede. I stedet reagerede han næsten alt for forudsigeligt og præcis som hendes impulsive, idiotiske, bekræftelsessyge hoved ønskede han gjorde. Hun protesterede heller ikke, men fulgte med ham ind på kontoret og lukkede atter engang fingrene om stoffet på hans tunika. Grebet gav hende en svag følelse af balance. Nok til at det virkede som en god idé at løfte sig på tæer og gøre den lidt akavede højdeforskel mindre.
Hendes hjerte bankede hastigt og hun tænkte ikke. Tydeligvis. Hun bed let i hans underlæbe og lukkede fingrene på sin frie hånd om hans side. Ingen af dem var særlig elegante, men hun var ikke optaget af elegance. Amals kys var rigeligt distraherende.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 28, 2016 23:35:56 GMT
Det var ufatteligt dumt. Meget andet var der ikke at sige til den situation, der i stedet for at løse hans problemer, blot ville gøre dem langt mere komplicerede. Men selv ikke dette fik ham til at stoppe, da han først havde mærket aftrykket af hendes læber imod sine. Den komplet uventede, og dertil også surrealistiske, drejning bevirkede at hans alkoholtågede tankevirksomhed blot gav op på at prøve at finde en mening midt i det hele. I stedet kastede han sig hovedkulds ud i…. Hvad end dette var.
Han nænnede ikke at stoppe op for et eneste sekund, i tilfælde af at Kalliope ville indse hvor komplet idiotiske de var. Til trods for bevidstheden om, at han var en åndsvag, åndsvag mand, lod han sig fordybe i et virvar af mørke krøller og rosa læber. I øjeblikket var han lidt mere bevidst om den rus Kalliope formåede at overvælde ham med, fremfor hvilke konsekvenser det ville få. Fumlende trak han hende med sig, lod sine hænder guide hendes krop nærmere og videre, indtil han endelig bøjede sig ned for at løfte hende op at sidde på kanten af hans skrivebord. Med blide, men insisterende, hænder havde han skubbet hendes lår til side, så hans smalle hofter kunne være imellem dem. I stedet for at genfinde hendes læber, lænede han sig frem og lod til en start sine fugtige læber svæve henover den blottede hud på hendes hals. Tungt ramte hans udåndings varme ånde hendes hals i sekundet før han udforskende trykkede læberne mod halsen i form af våde kys.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 28, 2016 23:46:42 GMT
Kalliope var ved at vælte en enkelt gang, men sansede det knapt. Hun havde en tendens til at blive frygtelig opslugt og var det nu, selvom hun ikke havde drukket en eneste tår. Amals ånde var nærmest nok til at blive en smule beruset af og hun havde den på nær hånd, indtil hun mærkede skrivebordet bag sig og svagt omtåget endte ovenpå det med eliksirprofessoren alt for tæt på til at kunne tænke klart. Hun gjorde plads til ham mellem skilte knæ og tog en hørlig indånding, som hans læber fandt hendes hals.
Et dæmpet "Merlin" røg utilsigtet over hendes læber og hun tiltede hovedet lidt til siden med lukkede øjne. Hendes fingre var forsvundet ind i halvlangt hår og hendes ene fod hægtede sig om bag ham og trak ham bestemt tættere på. Det var forkert - absolut. Moralsk forkasteligt endda. Det var hendes krop temmelig ligeglad med.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 29, 2016 14:11:47 GMT
Simultant var de kommet frem til, at de ikke var tætte nok, havde brug for den andens nærhed. I det hun hægtede en fod om bag ham og fik ham presset helt frem til bordkanten med alt andet end elegance, hev han hende fremad, indtil hun blot sad helt ud til kanten. Kortvarigt trak han overkroppen en anelse bagud, idet han med hastværk trak tunikaen op over hovedet og smed den fra sig for blot straks at søge fremad igen. Allerede drog han irregulært overfladiske åndedrag, der blev brudt da han behøvende kyssede hendes læber igen.
Hænderne rakte ned, og startede mod hendes lægmuskler for langsomt at køre op ad den bløde hud på hendes ben, og samtidigt også trække natkjolen med op. De nåede hendes lår, og med vidtrækkende spredte fingre, gled hans tommelfingre sommerfuglelet op ad hendes inderlår i et umådeligt langsomt tempo, der ikke syntes at passe ind hos hans ellers utålmodigt hastige bevægelser. Han drog et dybt suk, der druknede imod hendes læber. Før fingrene nåede nogen kritiske punkter, ændrede hænderne kurs og lagde sig på hendes hofter. Med et bestemt tag i disse, pressede han insisterende hendes krop ind mod sin, stoppede distraheret kysset ved følelsen af hans brede brystkasse presset ind mod hendes.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 29, 2016 18:04:11 GMT
Kalliopes pupiller var store, da Amal trak tunikaen over hovedet. Hendes blik gled ned over hans overkrop, før hun løftede det langsomt til hans lyse øjne, der var knapt synlige i halvmørket. Halvmånen sendte sit lys ind igennem et vindue og gav rummet en kulde, der stemte udmærket overens med den, der fik en svag rystelse til at gå gennem Kallie. Ikke kun fordi hun frøs.
Hun trak Amal ned til sig igen med en hånd bag hans hoved og krævede hans læber og den forglemmelse kyssene tillod hende. Hans fingerspidser imod hendes inderlår kildede og hun krummede sine egne fingre i det halvlange hår med en forventningsfuld snurren i mellemgulvet. Den frie hånd gled ned langs hans side og fandt kanten på bukserne, som hun trak en anelse i. Hun slog øjnene op med ansigtet nær hans og tog en dyb indånding, der fik hendes overkrop et umuligt stykke tættere på Amals, som brystkassen udvidede sig svagt. Hun kunne mærke hans varme krop gennem natkjolens tynde stof og var mere end almindeligt distraheret af hans nærhed.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 29, 2016 19:09:37 GMT
Åndeløst syntes han at holde på vejret i få sekunder, da hendes hånd nåede kanten af hans bukser. De lyse øjne var store og intense i deres betragtning af Kalliope idet han bed svagt sammen om sin underlæbe. Videre lunt var kontoret ikke, men Amal syntes ikke at ænse den kølige luft mod den bare hud på sin overkrop. Både alkoholens og Kallies indvirkning på hans krop syntes momentant at gøre ham immun overfor småting som rummets temperatur. Men selvom han ikke følte det i dette sekund, ville kontorets kulde indhente ham på et tidspunkt. På samme måde som hans moralske – og almindelige, for den sags skyld – tømmermænd ville overmande ham senere, selvom han ikke kunne føle dem i dette øjeblik.
Kjolens tynde stof dækkede, men skjulte ikke hendes velproportionerede krop specielt godt, idet den faldt omkring hende. Synet gjorde ham en anelse tør i halsen, og kåd som en ung dreng. Hjertet bankede flimrende i hans bryst, da hans hænder krængede op i kjolens lette stof for at trække den af hende og blotligge hendes mørkladne hud for ham. Flygtige kys blev usammenhængende strøet mod huden fra hendes kraveben og op til hendes kindben. Ræd for at han – eller hende – ville indse hvor naive de var ved at gøre dette, forholdt hans hænder og læber sig ikke stille i så meget som et splitsekund. For nu fulgte han blindt sine impulser og den underliggende lyst, der overraskede ham med hvor kraftfuld den var.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 29, 2016 19:39:27 GMT
Kallie var generelt ikke genert eller blufærdig og da slet ikke nu. Hun rykkede en anelse på sig på skrivebordet, for at hjælpe Amal med at få kjolen fri. Da først den var over hendes hofter løftede hun armene, så han kunne trække den over hovedet på hende. Ikke at det var egentlig nødvendigt for at gå videre ned af den vej de tydeligvis var trådt ind på.
Det var det til gengæld at gøre kål på den fulde professors bukser og da kjolen var kasseret et eller andet sted var det da også dem hun gik efter. Snørerne var ikke alt for indviklede og hun fik flere op med en ensidig koncentration, der fik hendes bryn til at trække sig lidt sammen og næsefløjene til at udvide sig en smule.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 29, 2016 20:58:08 GMT
Natkjolen røg samme vej som hans tunika; henkastet lå deres klæder krøllet sammen på gulvet. For blot et kort øjeblik dvælede han åndeløst ved det, som kjolens forsvinding afslørede. Med dette i tanke, var det med hastige bevægelser at hans hænder fumlende hjalp hende med snørerne på sine bukser. Alkoholen havde ikke ligefrem en god indvirkning på hans finmotorik, hvorfor det tog længere tid end normalt, og blot endte med at frustrere ham. Utålmodigt kyssede han hektisk hendes hals midt i sin fumlen med snørerne, nappede blidt den blottede hud ved hendes kraveben, før han endelig kunne skubbe sine benklæder ned over hofterne og træde ud af dem.
Døren var ikke låst, og ingen lydisolerede besværgelse var blevet kastet. Ikke at det var sandsynligt, at nogen trissede rundt ude på gangene. Men blot endnu to faktorer der var med til at tilføje til idiotien af deres handlinger. I øjeblikket kunne Amal dog vitterligt ikke samle sig til at fokusere på andet end den rus, der bredte sig i hans krop. Problemer kunne han se i øjnene i morgen – lige nu så han i stedet Kalliope i øjnene. Et blik tilsløret af spiritus og ophidselse, som fungerede som en selvforstærkende cocktail.
Dette var ikke tidspunktet til at lege. Som en sidenote til et beundrende blik op og ned af hende, bemærkede han dog i sit stille sind, at Kalliope helt sikkert ville være det værd. Men for nu var der ingen tålmodighed at tære på, hvorfor han med en sikker bevægelse med sine hofter lod sig give efter for fristelsen. Hans læber faldt åbne, men i stedet for at der kom nogen lyd over dem, åndede han blot tungt ud med nydelsen malet i ansigtet. Langsomt oparbejdede han en rytme, og imens bed han hårdt sammen om underlæben, hvilket blot besværede det tunge åndedræt.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 29, 2016 21:35:16 GMT
Kalliope var ikke fuld, men beruset på andre måder, som hun betragtede Amal træde ud af bukserne og blikket gled ned over ham med antydningen af et smil i mundvigene over det tiltalende syn. Hun løftede hovedet, da han kom tæt på igen, så ham i øjnene og lukkede en hånd om hans side.
Hendes læber lod en dæmpet lyd undslippe, da han kom et umuligt stykke tættere på, men hun fortrød intet. Ikke endnu. Utvivlsomt senere. Lige nu forsvandt hendes frie hånd i stedet mellem dem og hun trak vejret kontrolleret, før også hendes tænder lukkede sig hårdt om den fyldige underlæbe med et lavmælt støn. Hun var ikke en til at lade stå passivt til. Man fik ikke noget i verden uden at gøre en indsats.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 29, 2016 22:14:56 GMT
Et hæst støn gled langtrukkent over hans læber og hans øjenlåg lukkedes svagt i, imens han lagde nakken let bagover. Hungrende blev han mere bestemt i sine bevægelser. Da de blå øjne rettede sig mod kvinden foran ham igen, frembragte det en sensation, som gik direkte gennem hans krop og fik blodets pumpen til at suse for hans ører. Nydende, dæmpede ytringer gled af hans tungespids i uregelmæssige udbrud.
Han havde intet imod en hjælpende hånd. Tværtimod syntes det blot at opmuntre ham yderligere. Men alligevel lagde han en varm håndflade mod hendes mave, der uden megen vægt bag, pressede hende blidt ned mod skrivebordets bordoverflade, for derefter at gribe fat om hver af hendes håndled og løfte armene op over hovedet på hende selv. Mere eller mindre lænet ind over hende, holdt han de spinkle håndled presset ned mod bordet, og genoptog ubarmhjertigt rytmiske bevægelser. Stadig uden at slippe hende, lænede hans sig ned over hende, og af mangel på brug af sine hænder, pressede han læberne mod hendes kraveben. Herfra bevægede hans mund sig videre med nappende blide tænder og en blød, forsonende tunge.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 29, 2016 22:47:05 GMT
Kalliope havde en utvivlsom svaghed for mænd, der tog styringen. Brayan vidste det alt for godt og den skinnede igennem nu, som hun lod Amal presse sig bagud imod skrivebordets overflade og uden protester så sine håndled indfanget. Hendes blik var mørkt, som det hvilede i eliksirprofessorens i en svag trance. Hun løftede benene fra deres akavede stilling ud over bordkanten, hvor de forskød hendes balancepunkt helt. I stedet krydsede hun anklerne over hans lænd og holdt ham samtidig tæt på, hvis han skulle finde på at få nogen idéer om at smutte. Sandsynligheden havde hun ikke regnet på.
Da han kyssede hendes kraveben faldt hendes øjne i og hun vrikkede lidt med håndleddene under hans greb, før hun gispede dæmpet over små bid. "Merlin," forlod det hende mumlende, lettere overvældet. Hun havde ikke planlagt den nat. Overhovedet.