Bryllupstråd [S]

Tristan havde dårligt sovet i flere dage. Hvis han havde fortalt sit fremtidige jeg, at han om blot få måneder ville stå til et bryllup, ville han ikke have troet det. Tristan havde efterhånden vænnet sig til tanken om at han med stor sandsynlighed aldrig ville finde en passende kvinde der gad ægte ham, og at stå midt i De Tre Koste og vente på sin forlovede virkede derfor fuldkommen uvirkeligt. Den mørkhårede troldmand var i dagens anledning blevet klædt i en dybblå tunika, med enkle små broderier. Det mørke hår var blevet nænsomt klippet, og dog var der intet der havde været i stand til at dække arene på siden af hans ansigt.

Ansigtet lyste dog alligevel op, da hans udkårne trådte ind i kroen. Han havde ganske vidst håbet at brylluppet kunne holdes et langt mere respektabelt sted, eksempelvis Muldoon godset, men hans kommende svigermor havde sat foden ned. Inderst inde var han måske meget glad for at vielsen og festen kom til at foregå i vandte omgivelser, da kroen havde været hans andet hjem de sidste mange år, og han havde derfor heller ikke tøvet med at spørge Hr. Doggeridge om det var muligt at leje kroen til festlighederne. Stedet var efter hans mening som forvandlet, og selvom hans moder havde rynket på næsen af ideen, havde det dog ikke overskygget glæden over at hendes søn endelig havde fundet sig en brud.

Selv samme moder stod i øjeblikket og duppede sine øjne, som brylluppet gik i gang. Tristan havde indtil videre gjort hvad han kunne for at holde hende væk fra sin forlovede, mest af alt for ikke at blive pinlig over hendes opførsel, og dog forsvandt alle bekymrede tanker om hvorvidt moderen ville lave en scene, da øjnene i stedet fokuserede på hans underskønne forlovede, der ble ført ned af gulvet. Et lettere nervøst og forventningsfuldt smil lå på hans læber, og han kunne ikke tage øjnene fra hende, da troldmanden gik i gang med cermonien.

For Tristan føltes det hele en smule uvirkeligt. Følelserne boblede rundt i hans bryst, og dog prøvede han at udstråle en hvis ro for Dymphnas skyld. Hun måtte være mindst ligeså spændt og nervøs som ham. Forventningen voksede i hans mave, da tryllestøvet dalede ned over deres hænder, og øjeblikket hvor de to var endeligt forseglet kom nærmere og nærmere. Han fulgte hvordan Dymphna løftede sløret, og tøvede ikke med at trække hende ind i et dybfølt kys, der måske var lidt længere end nogen i forsamlingen havde regnet med. Det føltes så godt endelig at kysse hende. Endelig at måtte kysse de fyldige læber, uden at en tjenestepige var over dem som høgen, eller han blev nødt til at tænke på den unge piges ære. Nu tilhørte de hinanden, og han kunne kysse hende alt det han ville.

Øjeblikket føltes så fuldendt, da han kyssede Dymphna foran hele forsamlingen. Der var ikke nogen der kunne kalde deres kærlighed ugyldig nu. Ingen der kunne rynke på næsen, eller finde det upassende, nu da de to magikere var gyldigt forenet. Det var alt hvad Tristan havde ønsket sig, og øjeblikket føltes derfor også uvirkeligt. Han ønskede at øjeblikket varede for evigt, og dog nægtede glæden at vige for en skuffet mine, da hun trak sig ud af deres kys. Hendes ord varmede ham med det samme, og det betød heller ikke noget, for nu kunne han kysse hende ligeså meget han ville.
"Og jeg er blevet din" Han smilede varmt til hende, før blikket gled ud over den lille forsamling, der tydeligvis var glad på parrets vegne. Det var alt hvad han nogensinde kunne ønske sig, også selvom hans moders glædeshulk lød tydeligt gennem stilheden.

Tristan havde haft den hidtil lykkeligste dag i sit liv. Han havde danset, festet, og for en kort stund glemt at han var bastarden de færreste ville have noget med at gøre. Aftnen havde været fuld af lykønskninger, gamle venner han ikke havde set siden skoletiden, og også enkelte han ikke havde forventet ville dukke op. Hans moder havde heldigvis drukket så tæt til at hun var blevet lagt tidligt i seng på et af kroens værelser, og da det efterhånden var blevet sent, var det også på tide at de to nygifte fandt deres brudeseng. Det brede smil blev til et grin, da Dymphna trak ham ind i et kys, og han prøvede at lade være med at rødme, under de opildnede gæsters tilråb. Med grinet stadig på læberne, løftede han sin kone op i sine arme, så brudekjolen ikke skulle blive smudset af den sjappede gade. Han prøvede at få det til at se let ud, da han bar hende hjem. Det var dog ikke vejen hjem til loftsværelset som han ellers kendte så godt, de bestøvlede fødder fandt. I stedet ledte han de to nygifte ned af et par fremmede gader, til et lille skævt hus med en blåmalet dør. Med spændingen boblende i maven, over hendes reaktion på hans bryllupsgave til hende, skubbede han døren op, og bar hende traditionen tro over dørtærsklen til det lille hus. Overalt var der tændt stearinlys, og deres ting var under festen blevet flyttet, som han havde anvist. Han kyssede hende blidt, og satte hende ned på trægulvet. "Jeg har kun lejet det indtil videre, men hvis du kan lide det, køber vi det." Hans mine var beslutsom, og penge var ikke i hans tanker lige nu. I stedet lukkede han døren bag de forventningsfulde bryllupsgæster, der højlydt både jublede, og beklagede sig over ikke at blive inviteret med ind.

Tristan var nærmest sikker på at det var meget anderledes end det hun var vant til. Der var ingen tjenestepiger eller husalfer i det lille hus, og selvom Mrs. Carter havde lovet at komme over og hjælpe med at få den nyligt udnævnte fru Flint på plads i køkkenet, var Tristan bange for at det måske ikke helt var det liv hun havde regnet med. Han lod det dog ikke ødelægge øjeblikket. I stedet tog han hende blidt i hånden, og førte hende ind i stuen, hvor en stor alkove skulle udgøre deres brudeseng. Han var udmærket klar over hvad der skulle ske nu, og hvordan det skulle foregå. Han kunne ikke undsige sig at han havde besøgt et lysthus en enkelt gang eller to i sit liv, en mand havde trods alt behov, men han var ikke et sekund i tvivl om at dette var noget nyt og fremmed for Dymphna. "Er du nervøs?" Han smilede beroligende til hende. Ægteskabet var ikke fuldt gyldigt før det var blevet konsumeret, og dog skulle det for alt i verden ikke være en ubehagelig oplevelse for hende.

Tristan var ikke helt sikker på hvordan han skulle håndtere det. Han ville ikke have at det skulle blive en ubehagelig oplevelse for Dymphna, da elskov forhåbentlig skulle blive en fast del af deres ægteskabelige liv. Ud over det kunne troldmanden ikke afvise at han siden deres første kys havde haft en brændende lyst til at ligge med hende. Han havde måske undertrykt disse tanker for hendes skyld, men nu hvor de endelig var viet var han ikke sikker på at han kunne holde dem tilbage meget længere.

Han havde hørt kvinder tale om at det gjorde ondt den første gang, og dog tog han beroligende Dymphnas hænder i sine egne, og lod blikket falde ned i hendes smukke øjne.
"Kun en lille smule. Men jeg lover at være forsigtig." Der var også noget nyt i situationen for ham, der indtil videre kun havde ligget med erfarne skøger, der selv havde taget styringen. I stedet stod han en smule akavet, uden rigtig at vide hvor han skulle starte, før hænderne blidt lagde sig om hendes ansigt, og mødte hende i et kys, før hendes hoved blev til siden, og læberne fulgte halsens krumning med en række af forsigtige, prøvende kys.

Dympnas uvidenhed overraskede ham ikke. Selvom han ikke ville indrømme det, betød det dog en del for ham at han var den første mand der lå med hende, men lysten brændte i ham for at bære hende over i alkoven og få det i gang, beherskede han sig alligevel for hendes skyld. Han følte sig som en kunstner med et blankt lærred foran sig. Der var hverken nogen der havde skitseret for ham, eller lavet de indledende penselstrøg, og det var derfor fuldstændig op til ham at male som han lystede. Forsigtigt begyndte fingrene at pille ved kjolens lukning. Det var ikke mange af dem han havde åbnet i sit liv, og snøren drillede ham også, selvom sløjfen og til sidst bøjede sig for hans fingre, og han langsomt kunne begynde at åbne hendes overkjole, på trods af at han i sidste ende nok ville behøve hendes assistance. Hendes generte rødmen hjalp dog ikke på hans utålmodighed, som fingrene blev ivrige, og kun bidragede med at gøre det hele svære for ham selv.