Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Frederick de Carew on Aug 13, 2016 11:48:50 GMT
En æblegrøn kulør sneg sig ind i den gyldenlyse manke. Farven tiltog langsomt, så æblegrøn snart blev smaragdgrøn – håret begyndte rent faktisk at være den farve, som var karakteristisk for efeu. Og hun advarede ham imod at ønske at se hende vred! Freddie forsøgte at smile drilsk, men kunne ikke blive fri for sit imponerende ansigtsudtryk. Selv efter at have kendt Rosalie i så mange år, glemte han stadigvæk alt om hendes formskifterevner. Indtil at de blev himmelråbende åbenlyse. ”Når du er rigtig vred kommer der edderkopper ud?” blev han simpelthen nødt til at spørge hende om. Han lo over hendes sigende blik. Hun kendte lidt for godt til hans forkærlighed for fikse indfald. Det var måske den eneste ulempe ved at have været venner med hende i så lang tid. Freddie godtede sig gevaldigt over at tænke tilbage på dengang i Magiens Historie, da han forsøgte at få lidt morskab ind på bagerste række ved skødesløst at forsøge at rede hendes hår med magi. ”Du havde sikkert fået tidligt fri af professor Slughorn, hvis der var stukket ild i det,” pjattede han.
Rosies åbenlyse modvilje mod at se professorerne som tiltrækkende, parret med de trodsige arme og de hvirvlende krøller udstrålede en barnagtig modstand mod emnet. Freddie klukkede triumferende. ”Pjat med dig. Du er lige professor Vals type,” De gik over græsset i social stilhed - han havde travlt med at finde busken igen i virvaret af gevækster rundt om skoven. Med et selvtilfredst smil stillede han sig sigende ved en høj, kompakt busk. Det lignede at den havde misforstået vækstprincippet og var vokset nedad i stedet for opad. Den var i hvert fald vokset sammen, så man ikke kunne se under den. Freddie havde lige åbnet bogen og lagt den i græsset, da Rosie talte, meget bestemt og direkte. Drengen så døvstumt på hende, og satsede på at han havde hørt det han helst ville høre. ”Det gør jeg da gerne,” Han studerede hende veltilpas. ”Du måtte gerne have spurgt mig noget før,” påpegede han snu.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 14, 2016 18:35:52 GMT
Der kom i hvert fald ikke edderkopper ud af hendes hår, ikke så vidt hun vidste. Hun var dog meget sikker på at der aldrig var endt underlige ting under de ellers så lyse lokker. Hun rystede derfor blot på hovedet. Af og til mente hun at Frederick var en del mere underlig end hende selv. Hun tog stor ære i ikke at være som andre, så længe det kom hende naturligt. "Min onkel ville aldrig lade mig på tidligere. Om så der var ild i mit hår og jeg ville blive skaldet." sagde hun og lo let ved tanken, dog gjorde det hende også en anelse bange.
Hun skar en grimasse ved nævnelsen af navnet på deres fælles professor. "Neej." sagde hun og puffede let til ham med sin albue. "Men du, er til gengæld hendes type" sagde hun og fniste. Hun roede let med sin ene sko i jorden og kiggede lidt væk. "For en gangs skyld, tag mig seriøst" sagde hun og skulede til ham. "Øv nej, andre skal da ikke se det!" sagde hun småpanisk og kiggede rundt.
Post by Frederick de Carew on Aug 14, 2016 19:52:20 GMT
Der gik en indre koldfront gennem Freddie, da Rosie mindede ham om hendes slægtskab med vicerektor Slughorn. Det faktum havde han også lykkeligt glemt alt om. ”Rosie, jeg misunder dig ikke det lod i livet.” smilede han medfølende. ”En onkel som ikke engang vil give dig chancen for at overleve, hvis du spontant bryder i brand.” Der var sikkert mening med underviserens kronisk knastørre humør, men Freddie forstod nu ikke hvorfor manden insisterede på at ligne en der havde glemt en syltet agurk et sted syd for rygraden. På den anden side lignede Freddies far også en, der havde mistet en syltet agurk et tilsvarende ubehageligt sted.
Freddie satte hurtigt en tilsvarende spids albue i siden på selskabet. Han smilede, så det lignede at ordene smigrede ham. ”Det kan meget vel være.” legede snushanen med på idéen om MDPP-underviserens type. ”Men det skulle hun have tænkt på før hun giftede sig med en anden.” Slangen syntes egentlig godt om den mandlige professor Bennett. Han havde en skrue løs og insisterede på at fikse det selv. Rosie skruede en fod ned i jorden, og til Freddies forbløffelse gik det op for ham, at hun var forlegen. Hun protesterede mod at kysse ude i det åbne. Han rystede fornøjet ad hende. ”Hvor er du besværlig i dag.” Han rakte venstre hånd frem mod hende og trak staven med højre. Med en hurtig Diffindo delte de sammenslyngede grene sig. ”Kom indenfor,” inviterede han djærvt.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 15, 2016 14:14:11 GMT
"Han er ikke yderlige imponeret over mig" Kom det fra Rosie. Hun var måske også lidt bange for ham og havde altid haft nemmest ved at være en flab og svare igen, end at gøre som der blev sagt. Det ville i sandheden være et under, ville hun klare sig godt til sine prøver de næste mange gange. De blå øjne vente sig mod Freddie og hun lod et fnys undslippe. "Årh er du sikker på det? Hvem ville ikke være forbundet med selveste Vicerektor?" sagde hun og lo. Hun rystede dog lidt på hovedet og rømmede sig. Man kunne ikke ændre ens familie, og da slet ikke gøre sig fri af dem. I sidste ende var de alt hvad man havde. "Han skulle finde sig en dame" kom det så fra hende og nikkede for sig selv over sin kloge konstatering.
Hun havde slet ikke lyst til at snakke om andre lige nu. Det var jo slet ikke derfor de var kommet, og lige nu var hun mere spændt på noget andet. Hun så til mens Freddie gjorde værker og krøb efterfølgende ind i hulen af planter. "Det er ikke noget nyt" svarede hun tilbage, hun var altid besværlig.
Post by Frederick de Carew on Aug 17, 2016 10:33:32 GMT
Freddie havde grinet medfølende ad Rosies forhold til hendes onkel. ”Ikke mig,” lød det bestemt. Han rømmede sig unisont med hende. Han kom sikkert ubehageligt meget hyppigere i tanke om hvem han rent faktisk skulle forestille at være, når der kun var et par etager mellem ham og den menneskeliggjorte samvittighed. De moralske skrupler, når han kom i tanke om hvem han skulle forestille at være, begyndte givetvis at besøge oftere end en gang hvert skudår. ”Dame? Er du sikker på du ikke lægger ham ord i munden?” havde bøllen skråsikkert udfordret det kloge nik. Han kunne nemmere forestille sig professor Slughorn med armene om en rustning end om en hvepsetalje.
Men nu stod de ved busken, klar til at krybe ind under overhænget af blade og kviste. Det var stadigvæk ikke trængt helt ind hvad Rosie udbad sig af ham, men han levede i håbet om at det blev til mere end snakken. ”Det er så afgjort til din fordel. Ellers havde jeg ikke haft lyst til at kysse dig.” svarede han ryggen af fortroppen, med et lidt for snedigt smil. Det tog ikke længe, før de kunne sætte sig ned under buskens blade i stedet for at krybe rundt. Freddie plantede sig behageligt tæt på Rosie. Han gjorde sit bedste for at se sigende ud – selvom at det tætte lag af blade gjorde en del for intimitetsniveauet i forvejen.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 17, 2016 14:23:58 GMT
"Åh hold op, det vil sikkert hjælpe, og måske han ville holde op med at være så alvorlig og sur" sagde Rosalie og forsøgte at efterligne sin onkels udseende og skar en grimasse. Dog da hun grinte var ansigtets tilbage til hendes eget. Hun vidste ikke hvordan man kunne beskrive hendes forhold til Terry, det var måske ikke helt det bedste, men hun trøstede sig selv med at hendes næsvished var betydelig mindre end Averys. Hun glattede let sin kjole med et let suk og satte sig i græsset.
"Hvis ikke jeg var besværlig? Så du kysser altså ikke på alle pigerne på Hogwarts? Kun dem over fjerde årgang?" hun lagde hånden over munden og kvælte et fnis. Hun rystede på hovedet. Hun kiggede lidt på ham og bed sig svagt i kinden. "Jeg aner ikke hvordan man gør" sagde hun så stille.
Post by Frederick de Carew on Aug 17, 2016 15:38:48 GMT
Freddie var ikke overbevist om, at det hjalp hverken dem som elever eller professoren selv, hvis professor Slughorn fik en hjertenskær. I hans hoved var manden kronisk forstokket. ”Det vil da næsten være en skam at lade din onkel få en udkåren, så du ikke længere kan lave så gode karikaturer af ham,” lød det mellem deres muntre latter.
Rosie havde hørt at det var til hendes fordel, at hun var besværlig – og delkonkluderet at han så ikke kyssede på de af pigerne, der ikke var til besvær eller var umulige at blive kloge på. Slangen rystede på hovedet af hende. Det var dog en øm hovedrysten, dog. ”Jeg skulle nødig lyde alt for løssluppen,” bemærkede han. ”Jeg har jo mit rygte som adelsmand at opretholde,” smilede han drilsk. Han havde selvfølgelig ikke tre hele årganges hekse i knæ – så ombejlet var han ikke. Men Freddie kunne lide at drille og den sikreste måde at tirre hekse på hans alder på, havde altid vist sig at kysse dem når de mindst ventede det. Enten blev de irritable, forfjamskede eller omsider lagde mærke til ham. De havde endnu ikke kysset, og Rosie virkede allerede som den anden slags – den forlegne. Det havde dog sin berettigelse: hun havde ikke kysset nogen før. ”Virkelig?” Freddie kløede sig i den begyndende skægvækst over indrømmelsen, tydeligt forbavset. ”Kan du ikke finde ud af at kysse? Hvordan lader det sig lige gøre, for en fræk heks som dig?” spurgte han, ublu for et drillesygt smil.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 17, 2016 17:44:47 GMT
Rosalie glemte nogen gange at hun var født med gaven til at ændre sit udseende. Det kunne ske både ved kommando men også når hun var meget stærk påvirket af hende følelser. Det var ikke altid lige sjovt når folk i særlige lejligheder kunne læse hende som en åben bog grundet hendes hårfarve. "Gør alt det grin du vil, det vil gøre ham godt" sagde hun stadig fast i sin mening omkring sit ældre familiemedlem. Hun skulle nok personlig holde udgik efter den helt rette. Ikke at hun havde tænkt sig at lege Kirsten Giftekniv, men nogen burde da interessere sig for hans glæde. Rosie trak i et par krøller og fulgte Freddie med blikket og smilte bredt.
Hun brød ud i grin over hans påstand og gjorde denne gang intet for at skjule det. Hun sprællede let med sine ben og rystede på hovedet. "Du er fuld af sjov, lige meget hvad dit efternavn bære vil du aldrig, Caius Frederick De Carew, rigtig opholde dit rygte som adelsmand. Fristelserne lure ved hvert et hjørne, og du er alt for nem at friste" sagde hun og tørrede let sine øjne for de tåre der var skyllet frem efter hendes grin.
Hun rynkede let på sine bryn og rystede let på hovedet af ham. "Ja, lad være med at se så overrasket ud" sagde hun og skar en grimasse af ham. Hun sukkede dybt. "Fræk, det er da det sidste jeg er, især ikke som du udtaler det" hun stak en albue i siden på ham.
Post by Frederick de Carew on Aug 19, 2016 22:28:23 GMT
Freddie sagde ikke Rosies tyrkertro på professor Slughorns lykke imod. Bare den savnede person snart indfandt sig. Timerne på hans sidste år skulle helst være til at holde ud. Freddie var et stort smil, da han udstod hendes flabede kommentar – om at han aldrig ville blive en anstændig herre, hverken af opførsel eller navn. For hendes latterkramper var det mest tilfredsstillende, han længe havde været vidne til. ”Jeg bliver aldeles ikke fristet så nemt,” protesterede han, mellem et modstridende smil som voksede sig større, over at hun måtte tørre lattertårer fra øjnene. ”Jeg frister andre. Og hæver mig graciøst over detaljer såsom mit eget rygte eller andres,” fastslog han veltilfredst og langede pjattet ud efter Rosie, for en god ordens skyld. ”Hentyder du til bestemte slags fristelser?” grinede han, og skubbede uhøjtideligt en løs gren væk fra overhænget.
Hendes hovedrysten udløste et skævt smil. Men slangen var for optaget af de overraskende omstændigheder, til at udskyde svaret med dumsmart sniksnak. Absurd, at Rosie aldrig havde kysset nogen. Freddie ømmede sig med en fortørnet blanding mellem et fnys og et grin, efter den spidse albue. ”Fræk er du altså,” gentog han for hende. ”Fræk som en slagterhund, der er rendt med alle kødlunserne.” Han smilede bestemt, inden han bøjede i nakken. For at skæve stjålent op mod hende, mere reelt end før. ”Du er fræk nok til at kysse på. Det er sikkert og vist.” Med den bemærkning lænede han sig frem og nærmede sig.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 20, 2016 11:39:07 GMT
"Jeg ved bare at du ikke holder sig tilbage" sagde Rosalie uden at komme mere ind på detaljer om Freddies løsslupne kærlighedsliv, selvom der vist overhovedet ikke var følelser indblandet i det han rendte rundt og foretog sig. Men som hankønsvæsen kunne han vidst nok tillade sig mere.
Hun trak let sine ben op til sig og lagde armene omkring. Hovedet blev lagt hvilende i skødet som hun lyttede til hvad han havde at sige. Hun forstod stadig ikke ordvalget da det havde mere end en betydning, hvilket også var grunden til at hun så småt begyndte at rødme. Hun rystede igen på hovedet. "Øv nej, nu driller du" sagde hun med et lille suk. Hun blinkede først en anelse småforvirrende over at han kom tættere på. Men hurtigt gik det op for hende hvad der var i gang med at ske, så uden at tænke mere over det rettede hun sig en smule op og lod hans læber mødes hende.
Følelsen af kysset var anderledes end hun havde forventet, men det gav alligevel et svagt sus i kroppen.
Post by Frederick de Carew on Aug 22, 2016 10:02:05 GMT
Freddie brummede, tydeligt sat på plads af Rosies kommentar. At påstå at han holdt sig tilbage var årets underdrivelse. De fleste hekse var søde, af udseende såvel som temperament. Og det var ingen skam at gøre dem opmærksom på det. Manglende kræsenhed plejede at være anslag til karakterkritik derhjemme. Det var uanstændigt af arvingen til Castle Carew at føjte rundt med tvivlsomme pigebørn. Baglandet blev aldrig i bedre humør når Freddie tilbød, at han føjtede med hekse af gode familier i stedet.
Rosie blev stadig forfjamsket over hans smiger – og hun udtrykte sin utilpashed ved at få ham til at lyde som skolens største skarnsknægt. Freddie grinede. Han drillede nu ikke, men med hendes stædighed, troede hun ham næppe. Der gik ikke længe før veninden gjorde som ham - lænede sig ind mod de læber der blev tilbudt. Kysset var aldeles kysk. Det mest uartige Freddie gjorde var at snige en arm om livet på hende. Munde tilpassede sig og hud strejfede hud, i de sekunder det føltes naturligt. Med en flanørs gode tid lod Freddie hendes læber og talje i fred. Han smilede snedigt. ”En lovende begyndelse, men et kys gør ingen til hjertetyv,” Der kunne ikke være meget tvivl om, at Freddie gik helhjertet ind for øvelse – i hvert fald i øjeblikket.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 22, 2016 18:42:56 GMT
Rosalie blinkede med øjnene som hun satte sig tilbage, og fjernede et par enkle lokker fra panden. Hun vidste ikke hvad hun skille gøre af det. Hun havde jo aldrig prøvet det før og havde intet at sammenligne med. Var det godt? Skulle det være på sådan en måde? Hun bed sig i kinden og så lidt væk. "Skal vi prøve igen?" spurgte hun næsten alt for hurtigt og hun blev helt forlegen over at have lydt så ivrigt. Hun glattede sin kjole en smule og kløede sig lidt på overarmen og skævede mod Freddie igen. Mon han overhovedet havde lyst? Hvor mange kys der skulle til før man var rigtig god. Hun satte sig på huk og så mere interesseret på sin bedste ven. Hun kunne dog godt se meningen i det nu, hvorfor mange unge piger småfniste over det.
Post by Frederick de Carew on Aug 23, 2016 0:45:19 GMT
Freddie var ikke helt sikker på hvilken reaktion han havde forventet. Måske at Rosie vrælede, at han var et skarn. Og at hun overhovedet ikke ville kysse mere med ham, når han spurgte så uartigt. Mange gange var de hekse slangen pjattede med modvillige, så blev de interesserede og til sidst ville de have flere kys. Han forstod ikke helt hvad metamorfosen gik ud på. Hekse var søde, og uforklarligt modstridende. Der sad sikkert en drillesyg fe indeni og dyppede deres følelser først i salt, dernæst i sukker.
Men Rosie var så langt fra uinteresseret. Faktisk bad hun om at prøve igen, ligeså snart hun fik sine læber i fred. Slangen smilede snedigt og fulgte nonchalant med i, hvordan hun nettede kjolen og sig selv. Spøgelsesagtige tidsfordriv indtil han svarede. Han trak med vilje tiden ud. Bare for at lade hende stege lidt. De grønne øjne granskede hende grundigt. Helt indtil at mundvigene langsomt krøb opad. ”Så skidt da,” smilede han, så afgjort mindre nonchalant end ordlyden. Hun var ikke noget dårligt kys. Forventningsfuldt trak han hende ind mod sig og gjorde atter krav på hendes mund. Denne gang med mere kropskontakt og noget mere beslutsom i sin leg med hendes læber.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 23, 2016 10:34:32 GMT
Rosalies kinder var i den grad blussede op så man kunne se det rødlige i hendes kinder. Freddie var hendes bedste ven og havde været det i en lang årrække men hun var ikke forelsket i ham. Hun havde i hvert fald ingen summen i maven og andre underlige følelser der var uforklarligt. Men derfor var kysseriet alligevel spændene og hun var ivrig til at fortsætte. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sine arme der til en start blot strittede ud til begge sider. Først da hun sad bedre komfortabel kunne hun ligge sine arme omkring ham.
Det var bedre end første gang og hun var mere sikker nu til at lege lidt med på legen. Ordene han havde delt ud omkring hende rungede i hovedet på hende hvilket fik hende til at rykke en smule tættere på ham.
Post by Frederick de Carew on Aug 23, 2016 16:28:19 GMT
De lagde blødt ud, men snart var der den elastik i kysset, som Freddie foretrak når han kissemissede. Når han lagde tryk på hendes læber, afstemte hun sin mund og sin indsats med hans. Hvor hun før havde været tilbageholdende, kastede hun sig nu ind med mere mod - med øget intensitet. Hans yndlingsdel var at mærke den andens temperament. Lige nu føltes kysset så uanstrengt og dristigt legesygt, at der indfandt sig de belønningsstoffer, der kom med en god læbedans. Man fik varmen fra hendes kinder og ånde, uden at det blev febervarmt. Og det gav et velkomment adrenalinsus, når hendes læber klyngede sig til hans – når hele pakken føltes som et godt samarbejde.
Hun havde hurtigt fundet ud af hvordan man gjorde sig det behageligt, når man delte mundvand. Hun havde lænet sig helt ind i hans favn, så slangen nu kunne mærke hvor hun fyldte mest. Det forstyrrede dog ikke. Det som var mest ophidsede, var kemien i det øjeblik de holdt i gang. Bevægelserne flød så godt, at Freddie tog sig mod til. Han fugtede læberne som hentydning, åbnede munden mere og forsøgte at få hendes læber til at trække fra hinanden.