Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Marie ventede på et svar og fik det, omend aldrig direkte. Hun gjorde dog som budt og slog hætten op over hovedet, mens hun forsøgte at lade være med at tænke på, hvor skrøbelig jorden så ud under hestens hove. Allerede før de var helt nede, var regndråberne begyndt at falde; flere og tungere.
Hun kastede et enkelt, varsomt blik op mod himlen og undlod for en enkelt gangs skyld at sige noget. Hun så hellere, at Lionel fokuserede på at få dem i læ og skulle hun være ærlig, var hun mere optaget af regn, glat mudder og hestehove, end hun var af samtale.
Post by Lionel Malfoy on Feb 18, 2016 20:39:44 GMT
Lionel førte hesten sikkert ned af skråningen og red imod skoven, der lå bag det tilsigtede hegn, som bønderne var ved at bygge. De var naturligvis ikke forhindret af regnen, der begyndte at falde.
Magikerne behøvede heller ikke at være det - hvis blot de var ude af syne. Det kom de hurtigt, som han ledte dem ned af en skovsti og væk fra arbejdernes nysgerrige blikke. Han lod hesten sænke farten og hev endelig i tøjlerne, da de var helt omgivet af skoven. Alene.
Marie skærmede sit ansigt mod regnen og i ly af hætten, tillod hun sig også at lukke øjnene. Det gjorde ubehaget væsentlig nemmere at bære og hun åbnede dem først igen, da de sagtnede farten og en knasen af grene afslørede, at de var i ly af skoven.
Hun rankede sig lidt og kastede et blik op. Enkelte dråber fandt gennem de tætte kroner, men nogle steder fandt lyset dårligt vejen ind. "'ører skoven 'er også til jeres land?" spurgte hun efter et øjeblik og brød den stilhed, der kort havde sænket sig over dem.
Post by Lionel Malfoy on Feb 18, 2016 22:08:51 GMT
Lionel havde det varmt efter ridtet, men gjorde intet for at udbedre situationen. Han rankede sig dog en smule, løsnede grebet om tømmerne og klarede halsen ved Maries spørgsmål.
"Så meget som man kan eje en skov. Der er væsner her, som ikke kan jages ordentligt bort, så længe mugglerne er i nærheden..." Han lænede sig lidt imod hende med latter i stemmen. "Men jeg skal nok beskytte dig."
Marie kunne ikke hindre sit blik i at glide en kende nervøst rundt ved hans svar, men så snart den varme, muntre stemme lød lige ud for hendes øre, formåede hun ikke at fastholde tanken om, hvad der potentielt kunne lure i skyggerne. Læberne krøllede sig op i et smil og hun drejede hovedet ganske let mod ham, stadig uden at kunne se ham.
"Det ved jeg," svarede hun simpelt. Blikket havde været nedslået, men nu så hun op og fandt et ligegyldigt punkt med blikket. Hun tog en enkelt indånding af skovluften og fugtede læberne, før hun talte igen. "Spørgsmålet 'er er dog, om det er dig, jeg burde passe på, monsieur Lionel."
Post by Lionel Malfoy on Feb 20, 2016 15:51:41 GMT
Lionel kunne ikke lade være med at stramme grebet en anelse om hende, ganske besidderisk. Han havde ikke lyst til at slippe hende igen, ikke engang for at søge bedre ly fra regnen. "Enhver ung kvinde bør vogte sig fra for meget opmærksomhed fra en mand," bemærkede han dæmpet, tæt på hendes hals.
"Især hvis hun ikke er lovet til ham." Han tog en dyb indånding. "Men jeg har alle planer om at gøre dig til min, Marie Moncute." Og snart. Inden han blev sindssyg.
Marie følte sig pludselig en anelse tør i halsen. Armen om hendes liv, den varme ånde mod hendes hals og ordene gjorde absolut ting ved hende. Gode ting, men absolut ikke passende. Hun trak vejret dybt ind og sank en enkelt gang. Det var heldigt nok, at hun sad med ryggen til ham og ikke kunne gøre noget.
"Jeg 'åber, at den dag kommer snart," konstaterede hun endelig, en anelse åndeløst. Det sitrede i hendes mundvige, men hun var dybt seriøs og denne gang, hudløst ærlig. "Før dine ord driver mig helt til vanvid. Ved du, hvad de gør ved mig, monsieur?"
Lionels mundvige sitrede, før et både tilfredst og beregnende smil trak op i dem. Han så stadig frem, men hans læber var tæt nok på hendes hals til at plante et enkelt, dvælende kys imod den sarte hud. Et løfte om langt mere i fremtiden. Han begærede hende mere end han havde gjort noget andet i lang tid.
"Lord Malfoy og din bror har allerede skrevet til Monsieur d'Montacute. Jeg ser ingen grund til at trække det ud i langdrag." Og med hendes alder var der formentlig heller ingen i hendes familie, der så det sådan. At han havde andre motiver for at skynde sig skulle Marie helst ikke opsnuse. Der var ingen grund til at begynde med obliviate før det var nødvendigt.
En enkelt, mærkbar skælven gik gennem hende over følelsen af varme læber mod den sarte hud og hun lukkede kortvarigt øjnene og svælgede i følelsen. Kort, som den var.
"Mmh," lød det lavmælt fra hende, før hun åbnede øjnene igen. "Père 'ar ingen grund til at afslå," konstaterede hun. Især ikke fordi, hun nu havde været hos familien i tilpas lang tid til, at der potentielt ville blive talt om det, hvis forlovelsen ikke skete.
Post by Lionel Malfoy on Feb 21, 2016 10:43:54 GMT
Lionel tog en dyb indånding og modstod fristelsen til at kysse hende mere, bide en smule og måske mærke hende skælve imod sig igen. Han måtte tage sig sammen. Selvom han ville have hende, så tilhørte hun ham ikke helt endnu. Han måtte være en smule tålmodig.
"Det mener jeg heller ikke," bemærkede han kontrolleret. "Så et forårsbryllup virker sandsynligt. Så snart din familie kan være her."
Marie elskede kontrol. Der var noget berusende over at kunne sno mænd om sin lillefinger og alligevel var det nu hende, der smeltede under et eneste, lille kærtegn. Det var en uvant situation, absolut, men hun var ikke helt utilfreds med den følelse, det gav hende.
"Oui," svarede hun simpelt, med en forventningsfuld kriblen i maven. Hun havde ikke haft det på samme måde, første gang hun skulle forloves. Muligvis fordi, at Phillippe aldrig havde trukket pinen ud, på den måde som Lionel gjorde det nu. Hun tog en indånding og fattede sig selv, mens hun så ud mellem træerne. "Regnen er stilnet af."
Post by Lionel Malfoy on Feb 21, 2016 11:06:36 GMT
Lionel var opslugt af hendes duft og af tanken om at eje hende. Han forestillede sig alle de ting han ville gøre ved hende, når først hun tilhørte ham. Det var berusende og han var næsten lidt skuffet over hendes konstatering.
"Sikke en skam," bemærkede han, før han rankede sig. "Jeg havde håbet på muligheden for at finde os et bedre ly, hvor du kunne hvile benene lidt."
Maries mellemgulv trak sig lidt sammen over hans ord og hun tog en enkelt, diskret indånding. "Du er meget betænksom," svarede hun blot, selvom det ikke var den primære tanke, der gik gennem hendes hoved. Heller ikke selvom hendes ben efterhånden var spændt af anstrengelse.
"Det ville 'ave været rart at komme ned 'erfra i et øjeblik." Af flere grunde. Mest fordi hun intet behov for at være i nærheden af hesten længere end nødvendigt, men også fordi, at det langsomt drev hende til vanvid ikke at kunne se på ham.
Post by Lionel Malfoy on Feb 21, 2016 18:47:02 GMT
Lionel overvejede et øjeblik at lade som om det stadig regnede, men han undlod, tog sig selv i nakken og lod Maries være. "Lad os se til arbejdet. Efter det, kan jeg ride tilbage med dig."
Han endte med at gøre noget han fortrød, hvis han skulle sidde hele dagen med hendes velformede bagdel trykket op imod sig.
Marie accepterede, selvom der heller ikke rigtigt var andre muligheder og forberedte sig på, at hesten endnu engang satte i bevægelse.
Da arbejdet var færdigt og de endelig var tilbage i stalden, var hun også så udmattet af at være anspændt, at hun var klar til at dejse om og der gik ikke lang tid, før hun undskyldte sig og efterlod Lionel til sine pligter. Det var muligt, at det var fristende at bruge tid med ham, men der var grænser for hvor meget en kvinde kunne holde til.