Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var fredag aften og Ealasaid var kommet sent ind i spisesalen, så derfor var der kun plads ved siden af en lille gruppe af førsteårselever, der stirrede på hende da hun satte sig ved siden af dem. Hun tog sig dog ikke af det, men smilede bare bredt til dem og nussede en af dem i håret. "Godaften" Bemærkede hun og grinede godmodigt, inden hun vendte sig mod aftenens retter og begyndte at spise. Imens sad hun og betragtede de andre elever i spisesalen, hun fik flygtigt øjenkontakt med sin nye ven Freddie, der sad ovre ved Slytherin bordet. Hendes kinder blussede en smule op så hun skyndte sig at se ned i sin græskarsuppe. Forhåbentlig havde han ikke lagt mærke til det. De små førsteårselever var hurtigt færdige med at spise og skyndte sig ud af salen det øjeblik de fik lov til at gå. Hun så smilende efter dem og rakte ud efter et stykke brød, som hun delte i to og begyndte at søbe supperesterne op med. Det smagte virkelig godt og hun havde ikke tænkt sig at lade en enkelt mundfuld gå til spilde.
Post by Frederick de Carew on Feb 5, 2016 15:48:39 GMT
Slangernes bord var som altid forbilledligt. Hierarkiske strukturer overholdt til punkt og prikke. Som man havde for vane at gøre ved middagsbordene, sad syvendeårseleverne ved bordenden tættest på underviserne – og førsteårseleverne i enden tættest mod døren. Man skulle tro at de ældste slanger havde det privilegium at sidde ved Storsalens døre, så de kunne forlade rummet først og have frit valg blandt de bløde stole i opholdsstuen bagefter. Men Slytherinbordet havde et hav af uskrevne regler: regler som tilgodeså de ældste og dem fra prominente familier. Det var dem der forlod bordet først. Og ellers kunne disse privilegerede reptiler altid henstille til at de skulle have siddepladserne. Det hele var ordentligt den fredag aften – bortset fra Frederick de Carews placering. Ikke overraskende sad han nede ved førsteårseleverne. De mindste slanger havde måbet, da den mørkhårede sjetteårselev satte sig blandt dem. Men han begyndte at spise, og så gjorde de det efterhånden også. Når de vantro blikke de andre slanger imellem blev for meget, stillede Freddie dem et hurtigt spørgsmål over sin suppe. Han var en stolt slange. Men han gad ikke opfordre folk til at lufte deres interne splid foran de tre andre huse. Slytherin havde i forvejen et ry for at være ondsindede – og de små var snart de eneste, som ikke tænkte mere på ham end dem selv.
Da han var ved at stille endnu et spørgsmål til en mut knægt overfor, så han et par mørkebrune øjne helt ovre ved den modsatte væg. Et par store, kastanjebrune øjne i et fregnet ansigt, omrammet af rødt hår. Eala sad åbenbart også blandt de mindste elever i dag. Han prøvede at smile sigende til hende, men forgæves. Hun havde allerede set ned i suppen igen. Freddie skævede en enkelt gang mere over mod løvernes bord, men spiste så ellers i fred. På vej ud fik han at høre for sit valg, og han gav de andre slanger noget at tænke over på vejen ud. Han havde stadig halvdelen af sin suppe tilbage i skålen, da der nærmest var fuldkommen rømmet i salen. Ravnene og grævlingene var væk, og Freddie kunne se at Eala var blevet siddende. Han skubbede bænken ud, tog det sidste brødstykke sammen med skålen og gik over mod løvernes bord.
Post by Ealasaid M. Weasley on Feb 5, 2016 16:01:11 GMT
Ealasaid fokuserede på at spise sin suppe, men i øjenkrogen kunne hun se Freddie rejse sig op og da han tog sin skål med, begyndte hun at blive unaturligt nervøs. Både fordi det var ham og fordi det var virkelig drastisk, hvis han rent faktisk havde tænkt sig at sidde ved Gryffindors bord. Sandt nok der var ingen til stede længere, men de få der var ville se det og i morgen eftermiddag ville alle vide at Freddie havde sat sig over ved løvernes bord.
Da han var kommet så tæt på at det ville være akavet at ignorere ham, så hun op og smilede en smule forbløffet til ham. "Vover du dig ind i løvens hule? Det er farligt, det ved du godt ikke?" Bemærkede hun inden hun puttede et stykke brød i munden mens hun betragtede ham. Hendes øjne skinnede drillende til ham, hun morede sig lidt over hans gåpåmod.
Post by Frederick de Carew on Feb 5, 2016 16:19:58 GMT
Freddie holdt kursen mod løvernes bord med blikket mod heksen. Det kunne godt være at der ikke var mange elever tilbage, men de var langtfra alene i rummet. Han var den eneste, der rørte på sig og kunne ikke undgå at blive lagt mærke til. Da han nåede Gryffindors langbord, smilede han kort til dem der var blevet tilbage og som stirrede på ham, hvorefter lømlen lagde brødet fra sig på den tomme plads overfor. Suppeskålen blev sat ned ved siden af bagværket, og han mødte Ealas øjne med et sigende blik. Han lagde skeen ved siden af sættet og blev stående med en hånd i bordet, så hun lige havde tid til at fordøje hvad det var han lavede. Eventuelt sende ham væk, hvis det ikke var hendes kop te at blive set med ham i andet end et linnedrum.
Ealas ordvalg fornøjede ham. Han var på vej ind i løvens hule. ”Det er ikke alene farligt, det er forbudt.” mindede han hende drilsk om. Mod, grænsende til overmod, plejede man at sige var løverne. Men ikke i dag. Det naturlige slægtskab enhver elev burde føle med sit kollegium sørgede for at det ikke kostede kollegiepoint at sætte sig ved et andet bord. Men det blev aldrig gjort alligevel, af den simple grund at det var uhørt. Når Freddie sagde at det var forbudt, selvom det ikke kostede kollegiepoint, så var det fordi at det kostede én noget andet: en del påtale at sætte sig ved et andet bord – endda løvernes. ”Men du skal ikke se så langt, hvis jeg sidder lige overfor dig.” smilede han muntert til hende og satte sig. De grønne øjne vedblev at betragte de brune: der spillede en glød af drilagtig overbærenhed. Det klædte hende.
Post by Ealasaid M. Weasley on Feb 5, 2016 16:27:58 GMT
Ealasaid måbede chokeret over hans bemærkning, som om hun ikke vidste hvor forbudt det var. Hvis hun havde sat sig ved Slytherins bord, var der helt sikkert en del løver der ikke ville have talt med hende - i hvert fald et par dage. Løver var dog også en stolt art.
Hun blottede sine tænder i et skævt smil og nikkede. "Det er sandt nok." Bemærkede hun hvorefter hun tyggede om munden, mens hun betragtede ham overvejende. Derefter smilede hun pludseligt og slog håret om bag skulderen. "Jeg valgte at forsøge at snige mig ind på vejledernes badeværelse som du sagde, det lykkedes mig at få et kort bad men der var en Slytherin vejledere der opdagede mig og trak point fra Gryffindor." Hun grinede en anelse og sendte ham et sigende blik. "Men det var det værd" Sagde hun som en afsluttende kommentar og puttede endnu et stykke brød i munden.
Post by Frederick de Carew on Feb 5, 2016 17:30:11 GMT
Ealas lamslåethed fik Freddies smil til at blive bredere. Det kunne vel ikke komme helt bag på hende at slangerne forbød at man frivilligt var nærgående overfor løverne. Sad man ved samme bord i timerne var det i orden – det var knap så velanset at man havde venner i løveflokken, endsige at man sværmede for en løve. Med mindre man gerne ville lære de forstokkede slanger en lektie, selvfølgelig. Hendes nik om at det var rigtigt nok blev modtaget med en klukken. Ja, ved Kirke var det da rigtigt. Hun svarede ikke på om hun havde kigget på ham, men lømlen forblev i troen. Han havde kigget på hende.
Da hun havde fået maden i maven fortalte hun at hun var taget op på vejledernes badeværelse efter deres eftersidning – men var blevet taget på fersk gerning. Freddie fnyste over hendes uheld. Eala virkede trods alt af samme støbning som ham, og der græd man ikke over spildte kollegiepoint. Hendes sigende blik om at det som forventet var det hele værd, fik ham til at smile konspiratorisk igen. ”Det glæder mig at høre. Men du kunne da godt lige have banket på døren til drengenes badeværelse og hilst på,” svarede han med et stort, smørret grin. Efter den omgang de havde haft med spindelvæv og skidt havde et ordentligt varmt bad været himmelsk. Og man fik ikke bedre forhold end vejledernes badeværelser. Lømlen havde ikke været sikker på om Eala ville invitere sig selv indenfor i badeværelset, men det havde hun altså. Han tog en skefuld suppe, inden han kløede sig let i skægget og så mod hende. ”Pokkers at vejlederen for mit hus gjorde det til en kort fornøjelse for dig.” Freddie kendte selvfølgelig godt den pige hun talte om. Magen til regelrytter skulle man lede længe efter. ”Hvor mange point mente hun at du skulle af med for at låne deres badeværelse?” Han brækkede lidt af brødet og dyppede det i sin græskarsuppe.
Post by Ealasaid M. Weasley on Feb 5, 2016 23:14:55 GMT
Freddies kommentar kom en smule bag på Ealasaid, på trods af at hun vidste han var lidt af en ballademager. Alligevel, drengenes badeværelse? Hvad antog han hende for at være - helt præcist. Hun smilede dog skævt til ham og løftede sine øjenbryn. "Ja det kunne du tænke dig.." Bemærkede hun og gned et stykke brød mod sin tallerken, hvorefter hun så ham i øjnene med et drillende blik. "Ja det var irriterende" Sagde hun og himlede med øjnene inden hun sukkede dybt. "Hele 10 point. Jeg antog at det måtte være fordi jeg også var fra Gryffindor" Pointerede hun og pressede sine læber mod hinanden. "Hvis jeg havde været Slytherin, var der nok ikke sket noget som helst" Hun smilede lidt til ham og spiste af sit sidste stykke brød. "Jeg fortryder dog intet.. badet var helt vidunderligt.. specielt efter al det beskidte arbejde." Bemærkede hun og mødte hans blik, med et skævt smil på sine læber.
Post by Frederick de Carew on Feb 12, 2016 15:38:45 GMT
De løftede øjenbryn skulle vist forestille at være bebrejdende. Freddie smilede uceremonielt ad den diskrete misbilligelse, imens Eala kørte et stykke brød ud i skålen, så det sidste suppe blev svabet op. Han mønstrede samme drilske gestus, da brune øjne mødte grønne. ”Selvfølgelig kunne jeg tænke mig det. Iført et håndklæde strategisk rigtige steder, selvfølgelig. Så ingen får en udsigt de ikke har bedt om,” gav han drilsk igen. Det kunne godt være at han var en slyngel og opførte sig mere uopdragent end han var, men han var ikke vulgær. Og bare fordi Eala lavede ballade, gjorde han sig ingen forestillinger om at hun var upasselig. ”Jeg brugte den halve aften på at fundere over om hvorvidt du ville gøre det.” smilede han anerkendende. Den fregnede heks sukkede og tilkendegav at eskapaden havde kostet 10 point – størstedelen af straffen bundede sikkert i at hun var fra det rivaliserede kollegium. Han smilede opmuntrende igen til hende over sin suppeske. ”Det er billigt sluppet, hvis du ikke fik en ny eftersidning.” mindede han hende muntert om. ”Og havde du været fra Slytherin, så havde de fundet på en anden straf end kollegiepointene.” Freddie satte pris på at han ikke skød sit kollegium i foden, når han blev taget på fersk gerning af en af husets vogtere – til gengæld var han knap så stor tilhænger af alt det brok der kom internt bagefter.
Han sank den tykke væske og brummede, særdeles tilfreds med hendes ord. Og den pæne måde hun smilede skævt til. ”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” Det havde virkelig været tiltrængt med lidt varmere vand og et større kar end man plejede. Freddie brækkede lidt af sin brødstump. Det sugede suppe, imens han så mod de brune øjne over de kønne fregner. ”Ærgeligt at professor Shariq satte dig over ved et andet bord sidste time.” bemærkede han. Det var vel for at holde ro og undgå gentagelser som den, der havde fået ham og Eala låst inde i linnedrummet.
Post by Ealasaid M. Weasley on Feb 12, 2016 19:13:53 GMT
Ealasaid nikkede og sendte Freddie et sigende blik. "Ja det er det" Svarede hun og skar en mindre grimasse. Det var faktisk utrolig at hun ikke havde fået trukket flere point, men det havde måske også lidt at gøre med at hun trods alt var fuldblods og adelig. Det betød noget for den vejleder der havde fanget hende, så meget vidste hun. "Ja, det havde de nok" Kommenterede hun og nikkede, mens hun spiste lidt af sit brød. Hun var egentlig ikke så sulten, men det var rart at have lidt at tygge på.
Freddies sidste bemærkning fik hende til at le afdæmpet og hun nikkede. "Det var dødærgeligt, men jeg tror han har gennemskuet os." Sagde hun og strøg fingrene igennem sit røde hår, så det faldt ned til den ene side af hendes ansigt. "Men du er da helt i stand til at lave ballade på egen hånd er du ikke? Du behøver altså ikke have mig med hver gang." Bemærkede hun og så på ham med et drillende glimt i sine øjne. "Selvom jeg naturligvis er beæret over at måtte komme med." Sagde hun og så ham i øjnene, mens hun puttede et stykke brød i munden.
Post by Frederick de Carew on Feb 24, 2016 22:53:10 GMT
Freddie skubbede sit brød rundt i bundsjatten af suppen, imens han fastholdt Ealas blik. Den indforståede måde hun så på ham, samt den måde hun skar ansigt, fik Freddie til at klukke. Der fandtes bestemt værre straffe. Oprydning i linnedskabet, eksempelvis. Og dog havde det været nådigt sluppet. Eala og ham kunne være tvunget ud i den bidende kulde for at lede efter planter, som knap nok var spiret – eller som i værste fald kun havde stukket en stikling op og nægtede at forlade jorden. Denne gang havde Freddie nydt sin eftersidning. Ikke de ømme muskler bagefter, men den måde han havde lært løvinden bedre at kende på.
Ligesom Eala var Freddie heller ikke sulten mere – men han havde ikke travlt med at komme fra bordet. Ikke så længe hun var her. Det røde hår gjorde nydeligt opmærksom på sig selv, da Eala tænksomt finkæmmede det over den ene skulder. Freddie havde efterhånden ikke set på sin suppe i lang tid. Kun lige, da han brækkede det suppevåde stykke af brødet. Det var langt mere spændende at se på hønseægsfregnerne og de brune øjne, der så afgjort var ude på skrammer. Hun var ligeså grænseafsøgende som ham. Hun havde ikke bare demonstrativt lagt armene over kors, da han satte sig hos hende – hylet op om at han sad ved det forkerte bord. Det synes han var lidt spændende. Ikke mange hekse var vildbasser, og kønne samtidig. Hendes rigeligt flabede blik og ordene om at han da ikke behøvede selskab til alt, fik Freddie til at pege mod hende med sin tørre luns brød. ”Ork, jo. Jeg er slange. Jeg snor mig gennem alt fra natterend til at sidde ved løvernes bord, med eller uden anstandsdame.” smilede han med selvironi, og lagde bagværket fra sig. ”Det er altså lidt sjovere at have nogen at dele skarnstregerne med.” bemærkede han muntert. ”Synes du ikke?” spurgte Freddie, med antydningen af øget interesse for svaret.
Post by Ealasaid M. Weasley on Feb 25, 2016 10:41:35 GMT
Ealasaid blev kun hængende fordi hun ikke ville have øjeblikket til at passere, i virkeligheden havde hun masser af andre ting hun burde tage sig til, men det var mindre vigtigt lige nu. Hun smilede skævt over hans ord om hans evne til at sno sig udenom alt. Det var sandt, han var karismatisk nok til at få drejet situationer i den retning han ønskede. Hun genkendte talentet fordi hun selv besad det, men det havde måske mere at gøre med hendes pæne smil. "Joeh.. Det er ikke så interessant at lave skarnstreger alene." Svarede hun og så ham overvejende i øjnene. "I hvert fald ikke hvis man godt kan lide at have nogen at snakke med det om bagefter." Sagde hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt. "Skal du snart ud og lave problemer igen?" Spurgte hun og placerede hagen i sin hånd, uden at tage blikket fra ham. Hun ville gerne med hvis han skulle ud igen, ikke så meget fordi balladen var så interessant, men fordi hun godt kunne lide at være sammen med ham.
