|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 4, 2016 21:14:11 GMT
Tilegnet Devyn Ollivander Foråret 1358 Dymphna sad i en sofa i Ravenclaws opholdstue og kiggede ud på aftenhimlen udenfor. Hun burde egentlig læse op på en prøve, men hun var blevet fanget af sin egen tankestrøm og havde egentlig heller ikke lyst til mere læsning. Der var snart ikke lang tid til at hun havde afsluttet sin skolegang på Hogwarts, det var mærkeligt og ret trist. Hun troede egentlig at hun ville have set frem til det, siden hendes år på skolen havde været lidt problematiske, men nu da hun skulle væk var hun ked af det. Hun glædede sig ikke ligefrem til at skulle tilbage til Irland og hendes families stridigheder. Hun havde på mange måder haft det en del bedre de sidste par år end hun nogensinde havde og selvom hun holdt utrolig meget af den grønne ø, var der også meget hun slet ikke kunne fordrage. Til sidst sukkede hun svagt og åbnede sin bog, men endte med at sidde og stirre ud i luften.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 4, 2016 22:08:24 GMT
Devyn havde været på biblioteket for at finde noget materiale i besværgelser, og var nu vendt tilbage til kollegiet med et stykke pergament i hånden hvorpå der var de notater han havde fået skriblet ned. Efter at have løst dørens gåde trådte han ind i ad døren og fik hurtigt øje på Dymphna der sad i en af sofaerne og bestemt ikke så optaget ud af den bog der lå foran hende.
Han spadserede derhen og smed sig i sofaen hun sad i. "Du ligner en der får læst en hel masse," kommenterede han og vendte blikket imod hende. Pergamentet lagde han derefter på bordet foran dem.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 5, 2016 11:40:41 GMT
Dymphna så en anelse forbløffet ud da han satte sig ved siden af hende, hun havde ikke hørt ham overhovedet, men det skete ofte når hun var opslugt af sine egne tanker. Hun sukkede let og nikkede, mens hun forsigtig lukkede bogen sammen og lagde den til side på et bord i nærheden. "Jaeh.. en smule.. " Svarede hun og smilede mildt til ham. "Du ser også ud til at have travlt." Hun fulgte hans bevægelse med blikket og så på de noter han havde skrevet på pergamentet. "Besværgelser kan jeg se. Jeg burde også studere det fag yderligere.." Bemærkede hun inden hun lænede sig tilbage i sofaen, dog uden at miste sin rette holdning.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 6, 2016 18:17:59 GMT
Han blinkede et par gange da hun kiggede hen på hans noter og nikkede derefter svagt til hendes bemærkning. "Du må gerne låne mine noter, hvis det kan hjælpe dig," informerede han hende så om, selvom det ikke rigtig var en nyhed. Samtidigt gav han sig til at løsne sine sko, skubbe dem af, og trække en fødderne op under sig for derefter at kunne vende sin overkrop imod hende i en lidt mere behagelig position - som hende, stadig rank.
"Det er underligt at tænke på at vores tid som elever her snart er løbet ud, ikke?" Antydningen af et flertydigt smil var at spotte på hans ansigt for en stund.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 6, 2016 19:09:46 GMT
Dymphna betragtede ham mens han tog sine sko af og satte sig til rette, noget som hun aldrig ville tillade sig selv at gøre. Hun var alt for strengt opdraget. Hans ord fik dog hende til at smile en anelse og hun nikkede. "Jo, det er underligt. Tror endda jeg kommer til at savne det. Tænk engang, jeg har hadet det her sted nogle gange.." Sagde hun og så sig eftertænksomt omkring, inden hun glattede sit skørt forsigtig. "Skal du i lære som tryllestavsmager når du er færdig med skolen?" Spurgte hun og så nysgerrigt på ham med et mildt smil på sine læber. Hun fandt tryllestave utrolig spændende og ville nogle gange ønske, at hun var fra en familie som hans.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 6, 2016 21:42:57 GMT
Devyn nikkede lettere bekræftende til hendes svar. Det havde ikke altid været en dans på roser og slet ikke for hans kære veninde. Han bemærkede hvordan hun rettede sit tøj til og smilede lidt til hende - han havde nu altid synes at hun var en fin én, i ordets mest positive forstand.
Ved hendes spørgsmål mærkede han sig selv nikke igen. "Ja, det er efterhånden planen. Ved du hvad du skal?" spurgte han så og så måske endda en smule bekymret ud, uden at det var den mindste smule bevidst.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 6, 2016 22:35:36 GMT
Dymphna ville have spurgt mere ind til hans planer, dem fandt hun nemlig interessante. Det hun skulle bruge sin sommer på var dødkedeligt og hun havde ikke voldsom meget lyst til at fortælle om det. "Du ved det sædvanlige.. Min mor bruger mig som et middel til at få vores slægt på benene igen. Jeg skal giftes til et godt parti så vi 'kan få genoprettet slægtens status'" Sagde hun og så bedrøvet ud i luften, mens hun sukkede forsigtigt. "Og når det ikke kommer til at ske, bliver jeg et problem, ligesom min fader." Hendes blik blev fjernt og hun forsvandt ind i sig selv, som om nogen havde fjernet hendes bevidsthed fra virkeligheden. Hun havde heller ikke meget lyst til at være her, hun havde mest lyst til at forsvinde.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 6, 2016 23:05:22 GMT
Devyn ville næsten ønske at han ikke havde stillet spørgsmålet, så trist som hun da så ud. Han rynkede utilfredst på næsen og drog et suk. "Du bliver kun et problem i de rammer," halv-mumlede han så - han var jo godt klar over at de rammer ikke 'bare lige' var nogen man rev sig fri fra.
Han så mod hendes åndsfraværende øjne og fik en ret dårlig smag i munden: en blanding af dårlig samvittighed og harme over de krav der blev stillet til hende. I et forsøg på at hjælpe rykkede han sig tættere på hende, lagde en arm om hende og aede hende forsigtigt imens han så på hende, denne gang tydeligt bekymret. "Det er altså helt forkert."
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 6, 2016 23:12:48 GMT
Dymphna stivnede en anelse da han satte sig tættere på hende, hans intimitet var uventet men efter hun slappede lidt af, havde hun ikke så meget imod det. Hendes øjne blev en smule blanke, hans venlighed var for meget for hende. Det fik alle hendes velopbyggede facader til at falde til jorden og hun skulle bruge alle sine kræfter på ikke at sætte sig til at græde. I stedet smilede hun sørgmodigt til ham og trak på sine skuldre. "Måske, jeg ved det ikke.. Det er sådan mit liv nu engang er.. Jeg forsøger at acceptere det." Svarede hun og så ned på sine hænder. "Nogle gange ville jeg ønske jeg kom fra en familie som din i stedet.. "
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 6, 2016 23:48:23 GMT
Efter nogen tid, da hun igen begyndte at tale, trak Devyn sin arm til sig men blev siddende hvor han nu sad. Han rynkede en anelse på sine bryn og prøvede at finde ord for sine blandede følelser.
"Det ville jeg også, men ønsker får desværre ikke én så langt." Han rodede sig selv en smule i håret i frustration inden han fortsatte: "Hvis du forholder dig passivt svarer det jo lidt til at du dig jo nærmest bare lægger dig ned og tager imod de besværgelser der bliver kastet imod dig. Har du overhovedet ikke lyst til at bryde fri af båndene?"
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 6, 2016 23:53:35 GMT
Dymphnas bedrøvede blik fandt hurtigt hans øjne og hun så forbløffet på ham. "Men hvad skal jeg så, hvis jeg bryder fri, så har jeg ingen familie.. ingen der kan give mig mad på bordet.. " Sagde hun og rystede på hovedet. "Og min far.. min far ville være så bekymret.. og han ville være helt alene med de to.. " Hviskede hun og så væk, mens hun fokuseret rynkede sine øjenbryn. Derefter rystede hun på hovedet og bed kæberne sammen. "Nej.. det går ikke.. " Hviskede hun og skævede op mod Devyn. "Alting er så simpelt.. for dig.. men det er det ikke i min familie." Hun sukkede og så ned på sine hænder, de var blege på trods af hun havde været en del ude i solen dette forår.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 7, 2016 0:11:18 GMT
Devyn stirrede utilfredst ud i luften. Stadig utilfreds over hele situationen, nu også utilfreds over at han ikke bare kunne løse den med et trylleslag. Han bevægede sine fingre imod hinanden, inden han stoppede sin hånds bevægelser og rettede blikket imod Dymphna og blev straks lidt mildere i blikket.
"Det ved jeg godt at det ikke er. Men der bliver altså nødt til at være en vej... for både dig og din far. Jeg nægter at tro på at der ikke er." Det sidste blev sagt med en stærk overbevisning.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 7, 2016 0:16:15 GMT
Dymphna var ikke indstillet på at diskutere dette emne med ham, de var tydeligvis uenige om hendes muligheder. Derfor smilede hun en anelse stramt og trak på skuldrene. "Måske" Mumlede hun og glattede endnu engang sin kjole, som slet ikke havde behov for det. Derefter så hun ud på himlen udenfor og forsøgte at finde frem til et emne som de kunne tale om. Hun kunne dog ikke rigtig komme i tanke om noget, så derfor forblev hun tavs og betragtede i stedet omgivelserne, som om hun ikke kendte hvert et lille hjørne allerede.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 7, 2016 0:24:48 GMT
Devyn kunne godt mærke at hun ikke rigtig havde lyst til at tale mere om det og lod derfor sine tanker rumstere lidt videre for en stund. Han smed sine ben ned på gulvet, men blev ellers siddende hvor han allerede var placeret i sofaen, og kiggede lidt tomt ud i luften foran sig.
"Undskyld jeg kom til at spørge," fik han mumlet. Det var ikke fordi han ikke mente det, mumleriet handlede nok mere om at han stadig følte sig frustreret. Han havde nu heller ikke i sinde at undskylde overfor resten han havde sagt, for han mente det stadig.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 7, 2016 0:31:38 GMT
Dymphna fortrød sin egen opførsel det sekund han undskyldte, hendes lettere kolde facon havde måske været i overkanten. Hun vendte derfor ansigtet mod ham og så ham beklagende i øjnene. "Det gør ikke noget.. jeg forstår godt hvad du mener.. " Sagde hun lavmælt og smilede undskyldende til ham. "Du er en god ven Devyn, jeg fortjener dig slet ikke" Sagde hun og smilede en anelse mere, mens hun tog fat i hans hånd og gav den et klem. Hun forstod slet ikke hvorfor han overhovedet gad spilde sin tid på hende nogle gange.
|
|