En lysere fremtid

Svala var fortvivlet. Hun kunne ikke gøre rede for hvordan hun egentligt havde det. Der var tanker hun ikke kunne sætte i bås, og følelser der dansede forvirret rundt foran hendes øjne, der gjorde hun knapt nok kunne koncentrerer sig om enkle ting.

Hun bed hårdt ned med fortænderne imod underlæben som hun igen skævede mod Silvester. Hun var bange for hvad han ville svare, og vidste ikke om hun oprigtigt ville hører de ord han havde at ytre. Hun forsøgte at fjerne noget af håret fra sine øjne, men det var forgæves. De gled ligeglad tilbage og blokerede halvdelen af hendes udsyn.

Hun var ikke tilfreds med det svar hun fik. Hun havde alle dage ikke brudt sig om de valgt hendes far havde truffet gennem hendes liv. Der skulle derfor en del til at ændre det syn som han havde givet hende.
"Han fortæller aldrig mig noget." bemærkede hun og vendte blikket ligefrem og lænede hovedet tilbage. Et dybt suk forlod hende, som hun alligevel søgte Silvesters hånd. - Hun var bange.

Svala strøg de lettere slanke bløde fingre hen over Silvesters ru. Hun blinkede et par gange med sine øjne og holdte kort vejret. Hun brød sig ikke om at være i det uviste, og det krævede en stor del af hende at lade tingene gå sin gang, uden at have en finger med i tempoet og planlægningen. Hun var bange for at hendes bror ville tage affære, gøre ting han mente var bedst, men hvor Svala ikke delte samme syn. Kunne han finde på det?
Hun lyttede intenst da han begyndte at tale. Hun bed sig i kinden og nikkede stumt. Udover at hun normalt ikke talte om sig selv og sin familie til andre, så havde hun i bund og grund ingen venner at tale med. Hun klemte hans hånd og rettede sig en smule op, så hun sad mere behageligt. Hun var vant til at Silvester kunne få en mere alvorlig mine, men noget i hende gippede. Var han bange?

Svalas blik var fortvivlet. Det var bare et spørgsmål om tid før den lille dæmon på hendes skulder ville tage over og spinde tråde af af løgne og paranoia. Hun bed sig i kinden. Hun kunne se at det var alvorligt. At ville ikke gøre et så stort nummer ud af det blot for at skræmme hende.

Hun lagde hovedet langsomt på skrå og betragtede ham som ordene forlod ham. Det var ikke altid helt hun kunne sætte sig ind i udfaldet og hun forsøgte derfor at få det hele med så Silvester ikke skulle uddybe mere end højst nødvendigt.
"Jeg er ligeglad hvilken stand vi har Silvester, jeg vil bare være sammen med dig" sagde hun stille. Hun trak lidt på sine skuldre og rejste sig fra sækken hun sad på for i stedet at kigge ud over vandet. "Jeg kan jo ikke være en del af dit liv hvis jeg er en andens vel?" sagde hun og knugede sine hænder.

Det var rigtigt nok at Svala ikke kunne sætte sig ind i de levevilkår hun ville få, når først hun havde ramt bunden. Hun var dog fast i troen om at det var uden betydning så længe hun bare var sammen med Silvester. Andet behøvede hun ikke. Men hun havde heller aldrig skulle tænke særlig meget hvor pengene kom fra. Hun slog blikket ned kiggede ned på sine hænder der vred sig mod hinanden. Hun kunne ikke lide at hele hendes tilværelse som hun kendte den var ved at ændre sig, uden at hun kunne gøre noget.

Hun kneb øjnene så meget sammen at der viste sig et par rynker hen over næsen. Brynene trak sig sammen, og utilfredsheden var malet over hele ansigtet. “Ville du kunne undvære mig?” spurgte hun og så ham dybt i øjnene.

Hvad mente han med det? Svalas undren udgjorde sig i et par rynker der strakte sig hen over panden. Hun vidste ikke hvad hun skulle syntes om ordene der forlod hendes tvillingebror. Hvordan undværede man ikke hinanden rigtigt? Hun spidsede læberne. “Det forstår jeg ikke” erkendte hun med et lille suk.

Det hjalp dog på humøret at vide at Silvester havde det på samme måde som hende selv. Men begejstret for samtalens emne var hun ikke, og tvivlede på hun nogensinde ville vænne sig til tanken. Ikke kun nok med at hun skulle tilhøre en anden mand, så vidste hun at den anden halvdel af planen var at Silvester også skulle binde sig, hvilket absolut ikke faldt i god jord hos den blonde heks.

“Vi kunne stikke af..” kom det så svagt fra hende som hun skævede op mod sin bror.

Svala åndede tungt ud og bed ned i underlæben. Hun var ligeglad med om det virkede for let, det eneste hun bekymrede sig om var om hvorvidt de var sammen. Sandsynligheden for at det ville være det var ikke særlig stor, når planen lød til at være at de begge skulle finde passende parti. - Så var hun ikke ræd for at blive kaldt en kujon. - Men det undlod hun at sige højt.

Hun trak let på sine skuldre. Hun følte næsten at det var ligegyldigt hvad hun sagde, så ville Silvester finde en eller anden måde at vende det på. Hun var ikke enig med ham, og holdte hans blik i sit. “Jeg syntes ikke at vi skylder vores familie noget som helst” bed hun efter ham og lagde armene over kors.