Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en nøje lagt plan fra starten, men den endte med at køre længere end Penelope egentlig brød sig om. To måneder inde i ægteskabet med Tristan Flint var det dog på tide at briste hans illussion om, at hun var gravid. Frem for at fortælle ham den sandhed, at hun havde bedraget ham, gemte hun på svineblodet fra en stuvning. Det var svært at opbevare, men hun havde sine metoder. Alt for bevidst om hvad der kunne gå galt, hvis han tilkaldte en helbreder til at se på hende, udførte hun dåden imens han var væk på en flere dage lang tur.
Hendes gamle kjole blev ofret på bekostning og med den endnu med tydelige plotpletter, hængende som det forreste vasketøj i brisen udenfor, gik hun omkring og ordnede dagens andre ærinder i huset, inden det blev tid til at gå til kroen. Det var hvad hun ville have gjort, hvis det havde været en ægte abort, trods alt. Der var ikke tid til at hænge omkring og have ondt af sig selv.
Post by Tristan Flint on Jun 22, 2017 18:06:07 GMT
Et træt smil hvilede på Tristans læber da han transfererede sig selv hjem til Hogsmeade. Det havde været et par lange dage London, og udsigten til et bad, en seng og et rent sæt tøj, satte fart i hans skridt. Med et naivt håb om at hans hustru havde karret klar, måtte hans trætte øjne kigge en ekstra gang på den blodige kjole der vejrede i sommerbrisen, før han med et var vågen igen. "Pen..?" Han kaldte ind i huset, vild i blikket mens benene søgte mod køkkenet. "Pen..!?" Døren blev revet op, uden at vide hvad han ville finde.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jun 22, 2017 18:21:26 GMT
Penelope rettede sig op ved råberiet og mærkede en isnende følelse i maven. Det var nu hendes evner til at forgøgle for alvor blev sat på prøve. Hun brød sig ikke rigtig om det - Tristan var jo på mange måder en helt udmærket mand - men det var for længst for sent at ombestemme sig. Hun havde ellers gjort sit for at forsøge rent faktisk at blive med barn i perioden.
Da han rev døren op, stod hun endnu og var ved at pille brøddej af fingrene, til det brød der skulle bages i en af byens ovne. Hun så op med store øjne og glippede en anelse med dem, som han stirrede på hende. Endelig klarede hun halsen lidt, som om der var en klump der.
"Undskyld," kom det dæmpede svar på det spørgsmål han ikke havde stillet.
Post by Tristan Flint on Jun 25, 2017 22:07:06 GMT
Forbandelsesbryderen var vild i blikket, som de grå øjne faldt på hans hustru. Han nåede lige netop at puste ud og konstatere at hun var stående, før ordet faldt over hendes læber og blikket gled ned imod hendes mave. Han frøs i døren, mens en let skælven var det eneste der bevægede hans krop. "Nej.. Nej, det er ikke sandt." Håbløst rystede han på hovedet, mens ordene nærmest hviskende kom over hans læber.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jun 28, 2017 10:19:47 GMT
Det var ikke fordi Penny nød at påføre smerten, som hun så i Tristans ansigt - praktisk talt i hele hans krop. Hun ville langt have foretrukket det anderledes. Som det var, trak hendes bryn sig trist sammen, men hun forsøgte også at lade være med at overspille.
"For to dage siden, konstaterede hun hult, i overensstemmelse med blodet, der var størknet. "Undskyld..."
Tristans krop dirrede svagt, som realiseringen han ellers prøvede at forvise ramte ham. Hvor meget han end benægtede det, kunne han ikke længere afvise at det var sket, han havde set blodet. Afmagten brusede frem i ham, og med afmagten kom verden. Han magtede ikke at kontrollere den, og alligevel lykkedes det ham at styre den mod de skåle der allerede stod fremme på spisebordet i stedet for hans unge viv. Arrigt blev de revet ned på gulvet hvor de smadrede med en klirrende lyd og alligevel bragte det ikke deres barn tilbage som han dampende realiserede da han igen vendte sig mod sin hustru.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jul 13, 2017 21:54:29 GMT
Penelope hoppede næsten af overraskelse, som Tristan fejede lerskålene på gulvet, hvor de knækkede og et enkelt skår kørte lidt rundt, før det faldt endeligt. Hun var dog ikke så let at slå af pinden. Efter et par øjeblikkes tung tavshed, viftede hun tryllestaven i retning af skårene med en dæmpet mumlen, der fik dem til at samle sig og efter et øjeblik også svæve tilbage på plads. Nogen fabelagtig magiker var hun - modsat han - absolut ikke. De fire års skolegang havde dog ikke været komplet spildt. Hun formåede absolut at reparere helt almindelige husholdningsobjekter.
Til gengæld formåede hun ikke at sige mere til Tristan, men lagde tryllestaven fra sig og fortsatte med at nulre brøddej af fingrene, uden at se ham i øjnene. Tværtimod stirrede hun ned på sine egne hænder.
Post by Tristan Flint on Jul 14, 2017 20:46:38 GMT
Tristan stod og prustede, som det vilde blik tydeligvis ikke vidste om det skulle splitte resten af huset ad, eller falde grædende på halsen om hans hustru. Passivt og fraværende så han til som lerskålen blev klinket, før hans stivnede krop endelig satte sig selv i bevægelse. Hurtigt var han henne ved hende, men på trods af at grebet han slyngede om hende var fast, var det ikke for at knuse hende. I stedet knugede han den sarte krop ind til sig mens fingrene viklede sig ind i hendes røde hår, og en svag hulken begyndte at lyde fra hans bryst som hans øjne blev våde.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jul 15, 2017 19:50:24 GMT
Hun havde ikke vidst præcis hvad hun kunne forvente Tristans reaktion var, men at han hev hende ind i en tæt omfavnelse og begyndte at hulke i hendes arme havde ikke været en del af overvejelsen.
På trods af en mild, kvalm følelse i kroppen, rankede Penelope sig og strøg han blidt over håret, imens hun tyssede dæmpet på ham. Ikke fordi han som sådan behøvede at være tavs - det var mere en instinktiv omsorg, som hun ikke helt vidste hvor hun fik fra. Det var bestemt ikke et moderinstinkt, eftersom hun slet ikke havde noget sted at få dét fra.
"Det var bare første forsøg," forsikrede hun lavmælt, imens hendes mellemgulv hoppede lidt. Hun var afklaret med, at han desperat ønskede børn og at hun ville blive nødt til at føde dem før eller siden.
Post by Tristan Flint on Jul 16, 2017 22:36:34 GMT
Tristans mellemgulv var snørret godt og grundigt sammen, som han knugede sin unge viv ind til sig. Han havde allerede mistet et barn, men på trods af at nyheden denne gang ikke blev leveret af en følelseskold gås, gjorde det ikke mindre ondt at tænke på det lille liv der kunne have været deres. I stedet bragte Penelopes omsorg ham til ro, som han brugte et par øjeblikke på at græde sorgen ud, før han instinktivt løftede sit hoved og tommelfinger for at tørre hendes tårer bort, og måtte rømme sig let og flakke med blikket da han ikke fandt nogen. "Hv.. Hvordan har du det?" Hans anden hånd lagde sig forsigtigt på hendes mave, mens han kiggede indgående og bekymret ind i hendes blå blik.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jul 16, 2017 23:15:32 GMT
Penelope mødte Tristans blik med alvor, men ikke med nogen tegn på, at være ødelagt. Men, havde hun rationaliseret med sig selv, det ville hun ikke være. Det var normalt, at miste et barn. Hun havde været udsat for langt værre end et tab i den størrelsesorden.
"Trist," svarede hun dæmpet, som hun strøg hans sorte strithår lidt bagud og så op i hans øjne. "Men rask. Det var..." Hun trykkede læberne lidt sammen. "Det er ikke noget man taler om med en mand," konstaterede hun til sidst. Det var sandt nok.
Post by Tristan Flint on Jul 16, 2017 23:26:44 GMT
De blodige detaljer havde Tristan ikke brug for. Han havde set pletten på kjolen, hvilket var nok for ham. I stedet strøg han forsigtigt hendes nu tomme mave med sin tommelfinger, mens hendes forsikring fik et sørgmodigt, men beroliget lille smil frem på hans læber. "Det er godt. Intet forhindrer os i at prøve igen." Ordene var en smule forcerede som om han mest sagde dem højt for sin egen skyld, tydeligvis stadig mærket af de dårlige nyheder. "Jeg er din mand, er der noget du har brug for at tale om, skal du ikke holde det tilbage." Det faldt ham ikke ind, at den blodige plet på kjolen var grunden til at de overhovedet var blevet mand og kone. Hun var hans hustru nu, og han var hendes mand.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jul 16, 2017 23:44:53 GMT
En enkelt klump sad fanget i Penelopes hals, men hun rømmede sig og fik den væk. Det milde blik, der gled over hans ansigt, var dog ikke det mindste falsk og hun gjorde intet for at komme af med det. Hun strøg fingrene blidt over hans kind og langs det lange ar, før hun rystede svagt på hovedet.
"Lad os ikke tale om det," svarede hun afdæmpet, for ikke at bryde øjeblikket. "Vi prøver igen og det skal nok lykkes."
De havde tydeligvis en fælles, tavs enighed om ikke at nævne, at deres ægteskab var bygget på det barn, der ikke var, uanset at han ikke vidste, at det aldrig havde været.
At få kone og børn - en familie, virkede som det vigtigste i Tristans liv. På trods af hans mor og opvæksten på Salevyngodset, var det noget han aldrig havde haft, og dog begyndte det efterhånden at virke skæbnebestemt at han ikke skulle opnå det. Håbløsheden raslede et øjeblik igennem ham, før hendes ord slog ham tilbage på ret kurs. "Har der.. Været travlt i kroen mens jeg var væk?" De sidste par måneder havde for hans vedkommende handlet om det spirende liv, og knap så meget om hende og deres identitet som mand og kone, hvilket langsomt blev mere tydeligt.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jul 17, 2017 0:11:40 GMT
Penelope tog en dyb indånding, før hun tog et lille, usynligt skridt, der øgede graden af intimitet imellem dem. Hun gemte sit ansigt ved hans hals og befriede sig selv fra, at skulle tænke over sit ansigtsudtryk en stund.
Med øjnene lukkede og den ene arm sneget omkring Tristan, brummede hun et dæmpet svar.
"Som det plejer," svarede hun. "Fik du løst din opgave?"