|
Jagt
Jun 11, 2017 21:35:34 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 11, 2017 21:35:34 GMT
Pesten havde endnu engang ramt England, og på trods af at den endnu ikke havde sneget sig ind på Malfoy Manor, påvirkede den stadig familiens jorde gennem de bønder der døde som fluer. Den tryggede stemning der herskede på herregården, særligt blandt de tyende der syntes mere berørte af sygdommen, havde dog ikke forhindret husets herre i at tage sin ældste søn med på jagt i det lune junivejr.
Den aldrende adelsmand sad rank i sin saddel med buen henslængt over skulderen mens hestens tøjler blev strammet så den gik fra trav til skridt. Ordene imellem de to havde indtil videre været få som de var drevet gennem skoven, men tavsheden havde varet ved længe nok, og emnerne Malfoypatriarken følte krævede en ligesindet pressede sig på. "Vi er blevet inviteret til bryllup hos familien Weasley og MacMillanklanen." Lysten lyste ikke ligefrem ud af de kolde øjne, som en snert af foragt sneg sig ind i stemmen ved det første efternavn. Øjnene søgte sønnens, tydeligvis forventende en reaktion der ville afspejle hans manglende engagement i den lavtstående forening.
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 11:10:15 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 12, 2017 11:10:15 GMT
Det skete ikke frygtelig tit, at Lionel og hans fader lavede noget alene sammen og han var ikke dum nok til at tro, at det var for hyggens skyld. Ude i skoven var de langt fra resten af husholdningen og der var ingen tvivl om, at den ældre mand havde et motiv. For nu lod han dog som ingenting og hævede blot et enkelt bryn over informationen.
"Hvilken MacMillan?" Han trak en smule på smilebåndet. MacMillans var der nok af, men han selv mindedes unge Kenna og kunne tænke sig til, at det snart måtte være på tide for hende. Ikke at hun ikke var blevet redet grundigt til i forvejen. Det kunne en Weasley dog næppe klage over. Deres blod var mere udvandet end den vin de utvivlsomt ville skænke ud til brylluppet.
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 12:35:48 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 12, 2017 12:35:48 GMT
Det var kun i kraft af at Nicholas selv havde været i gang med at lede efter et passende parti til sin yngste søn, at han vidste hvem det nyannoncerede bryllup skulle stå imellem. Lord MacMillans ældste datter havde ikke været nogen dårlig kandidat til Paxton blandt det sparsomme udvalg af piger der var til rådighed, og dog sagde det mere om Lord MacMillan end Malfoypatriarken brød sig om, at han i stedet ville have sit rene blod udvandet af væslets. Skotter havde i Nicholas optik altid været utilregnelige. "Lord MacMillans ældste datter, Ealasaid" Det højlandske navn drillede hans fornemme tunge, mens øjnene igen fandt sønnen.
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 12:50:26 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 12, 2017 12:50:26 GMT
"Hm," brummede Lionel, uden at huske pigen af andet end navn. Han havde gjort noget ud af, at kunne de vigtigste slægters medlemmer, selvom det ikke rigtig interesserede ham hvad MacMillans revl og krat var navngivet.
"Jeg går ud fra, at vi har accepteret invitationen?"
MacMillan var trods alt en rådsfamilie. Og fuldblods.
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 14:13:30 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 12, 2017 14:13:30 GMT
Nicholas søgte meget målrettet i sønnens ansigt, og dog fandt han ikke hvad han søgte efter i den glatte mine. Skotterne var fyrige, og Nicholas ville ikke bebrejde sin søn for at have udnyttet det. En enkelt tanke faldt med et lille smil på den skotske kammerpige, før sønnens ord rev ham tilbage til den grå nutid, og udsigten til det lavadelige bryllup i det sydengelske. "Det ville klæde os. Beathan vil blive om end endnu svære at arbejde med, hvis vi ikke er til stede, eller ikke finder en meget god undskyldning for at afslå." Det var tydeligt på rådsmedlemmets ansigt at han havde prøvet at finde en, og til sin store fortrydelse var kommet til kort.
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 14:54:28 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 12, 2017 14:54:28 GMT
Lionel trak en anelse på smilebåndet. Det skulle ikke være ham den største udfordring at få en aften til at gå hos Weasleys. De skænkede vel trods alt op, uanset fortyndingsgraden og maden kunne næppe være forfærdelig til et bryllup. Desuden var der ikke så langt dertil og transporten ukompliceret selv med transferens. Marie ville sikkert også nyde at blive luftet lidt...
"Moder og Marie bliver uden tvivl begejstrede for en mulighed for at komme udenfor," bemærkede han, som en eftertanke. "Skal Paxton med?"
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 19:42:04 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 12, 2017 19:42:04 GMT
Nicholas havde håbet på en gylden anledning fra sin ældste søn, og skuffelsen over at det ikke var en veletableret undskyldning der forlod Lionels læber prægede i et kort øjeblik hans ansigt. Han tvivlede ikke på at hans hustru så frem til den festlige anledning, om alt andet så for at udpege de mange smalle steder der uundgåeligt ville være at finde til brylluppet. Han var sikker på at de begge ville håndtere sig selv med den opløftede værdighed der knyttede sig til Malfoynavnet, men det samme kunne ikke siges om hans yngste søn. "Efter hans seneste udskejelse er jeg ikke sikker. Måske han har bedst af at blive hjemme." Beslutningen var i sidste ende hans, og dog var det langt fra uhørt at den aldrende troldmand tog sin søn med på råd. Oftest for at prøve hans evne til at træffe de rigtige valg, snarer end egentlig at lade ham påvirke hans beslutninger.
|
|
|
Jagt
Jun 12, 2017 21:24:39 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 12, 2017 21:24:39 GMT
Lionel gav et enkelt skuldertræk; underdrevet, han rykkede ikke for voldsomt på sig fra hesteryg. "Måske. Men så efterlades også muligheden for sladder om hvorfor han er hjemme," konstaterede han simpelt og med et enkelt, misbilligende drag om munden. Der var en enkelt rigtig god grund til at fremstille Paxton som velfungerende lige nu og han bifaldt den ikke.
I realiteten var han rimelig ligeglad med om knægten blev lovet bort, men han var alt andet end ligeglad med årsagen til det. Mistilliden til hans evner med Marie gjorde ham gnaven, anspændt og han vogtede stadig på sin fader efter den underliggende trussel til hendes liv.
|
|
|
Jagt
Jun 13, 2017 23:48:18 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 13, 2017 23:48:18 GMT
At påstå at Nicholas var tilfreds med sit afkom var en stærk overdrivelse. Det eneste af hans tre børn han ville påstå at være stolt af sad på en hest ved siden af ham, mens de to andre undlod at leve op til hans eksempel. At det var lykkedes ham at gifte Ethelburga væk så hendes udskejelser ikke længere plettede hans eget, men Gauntnavnet var et under. "Folk har nok at sladre om i disse tider, men jeg har ikke brug for rygter om at pesten er kommet indenfor vore mure. Paxton kan deltage, måske vil det gøre ham en smule mere taknemmelig at opleve Weasleyfamiliens armod." Beslutningen blev truffet med et lille bestemt nik, som Nicholas styrede hesten ind på en bredere sti. "Din hustru til gengæld.. Jeg føler intet behov for at vise hendes flade maveskind frem til resten af England." Endnu engang blev der nikket bestemt, overbevist om at sønnen forstod.
|
|
|
Jagt
Jun 14, 2017 21:36:04 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 14, 2017 21:36:04 GMT
Lionels ansigtsudtryk gik fra uinvesteret til sammenbidt på et splitsekund og hans tænder skar en enkelt gang imod hinanden, før han fulgte efter farens hest og drejede ind på siden af ham, atter engang.
"Jeg efterlader ikke min hustru alene hjemme, imens vi tager til Weasleys bryllup," konstaterede han simpelt, som han tegnede en klar linje i sandet.
|
|
|
Jagt
Jun 14, 2017 22:03:52 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 14, 2017 22:03:52 GMT
Lionel selv var blevet undfanget få måneder inde i Nicholas eget ægteskab. På trods af at sønnens ulykke langt fra var enestående, var den den alligevel fremmed for den aldrende troldmand hvor den kun tjente som en kilde til skuffelse og frustration. I en verden hvor et navn betød alt var arvinger mere værd en guld, og at Lionel i øjeblikket ikke havde nogen betød at Nicholas på trods af de mange mønter der fyldte hans pung og kostbare ringe der sad på hans fingre, var en fattig mand. Nicholas Malfoy brød sig ikke om at være fattig, i nogen aspekter af sit liv. "Så put en søn i hende." Grebet strammede sig om faderens tøjler, som ordene blev udtalt lettere kontant, mens det skarpe blik landede på hans ældste søn.
|
|
|
Jagt
Jun 14, 2017 22:18:18 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 14, 2017 22:18:18 GMT
Det skete ikke tit, at Lionel modsagde sin far direkte. Det var dog sket et par gange over det sidste år. Episoden med tjenestepigen var ikke værd at mindes, men for Maries skyld stak han næsen ud og var mere eller mindre ligeglad om den fik slag på bekostning af det. Det gjaldt også nu, hvor han mødte Nicholas Malfoys blik direkte og ikke veg.
"Et år er ikke en evighed," konstaterede han bistert, selvom det føltes sådan. "Og hun bliver ikke mere gravid af at blive her."
|
|
|
Jagt
Jun 14, 2017 22:27:31 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 14, 2017 22:27:31 GMT
Nicholas mundvige sitrede ufrivilligt som den underbyggede frustration strammede grebet om tøjlerne så meget at knoerne blev hvide. Et år var lang tid, særligt når det år ikke havde bragt andet end skuffelser. "Vi har ikke en evighed." Ubevist trak han i tøjlerne så hesten stoppede op. Hvor gerne han end ønskede det, kunne han ikke leve for evigt. Alderdommen var allerede begyndt at sætte sine spor, og i disse tider af død stod påmindelsen om at alle skulle bort en dag kun tydeligere. "Vi må begynde at overveje om hun er gold." Ordene var igen konstaterende og uden den store sympati som de faldt var rådsmedlemmets sitrende mund.
|
|
|
Jagt
Jun 15, 2017 12:46:09 GMT
Post by Lionel Malfoy on Jun 15, 2017 12:46:09 GMT
Lionel hev bestemt i hestens tøjler, men styrede den rundt med hælene, til de to ridedyr stod overfor hinanden, såvel som ældre og yngre generation var ansigt til ansigt. Han sad rank i sadlen og blinkede ikke, som han mødte sin faders blik.
"Og hvis hun er? Hvad da?"
En tidligere samtale om samme emne var for længst krøbet op på ham, men han var ikke helt klar til at tro på, at det vitterligt var Nicholas Malfoys plan at slå hans hustru ihjel. Det ville ikke komme til at ske.
|
|
|
Jagt
Jun 15, 2017 16:04:27 GMT
Post by Nicholas Malfoy on Jun 15, 2017 16:04:27 GMT
Nicholas mine var kølig da han mødte sønnens blik direkte. Snydt ud af næsen som den mørkhårede vægter syntes at være, pakkede han ikke tingene ind. Han forstod vigtigheden af hvad der måtte gøres for familien og ligeså gjorde Lionel, det tvivlede han ikke på. "Så må vi finde dig en der er frodig. Den sorte død kræver mange i disse tider, den kunne nemt kræve Lady Malfoy." Ordene blev udtalt med en sådan ro, som havde han netop forslået af de skulle ride til venstre eller spille skak i biblioteket.
|
|