Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Den sorte død havde ramt de britiske øer endnu engang og selvom mange magikere var forskånet, var det ikke alle der kunne gå fri. Da først sygdommen havde ramt den første blandt besætningen, var den ikke sen til at brede sig og da først Mortimer Borgin selv mærkede de første symptomer, var de midt på vandet og endnu med et langt stykke til land. Af samme grund var tilstanden kritisk, da først de nåede til Brest.
Det var flere dage siden nu og kun hjælpen fra dygtige helbredere betød, at han - i modsætning til flere ulykkelige skæbner blandt besætningen - stadig trak vejret. Sygdommen havde ikke sluppet ham helt, men han ville leve. Den tunge lugt af sved og ilde hang dog i det mørke rum, hvor Mortimer nu lå og befandt sig et sted mellem sovende og vågen.
Post by Blance d'Montacute on Jun 1, 2017 21:57:29 GMT
Brevet fra Mortimer Borgins far var blevet læst og genlæst af Blance, af hendes forældre og det havde taget en lang diskussion, før hun havde overvundet deres frygt og fået tilladelse til at rejse til Bretagne. Hun var i følgeskab med tjenestefolk, men ellers nærmest mere fri end hun havde været i hele sit liv. Det ville have været en ny, spændende oplevelse, hvis ikke hun gik og var så bekymret for denne ellers så fremmede mand, som hun havde forliget sig med at skulle ægte snart.
Da hun blev vist ind i det trange, mørke lokale, vendte hendes mave sig i forræderi, men hun holdt indholdet nede. Det tog et øjeblik at lokalisere den blege figur på lejet, før hun gispede og stirrede. Modsat Mortimer Borgin, var hun et yderst nydeligt syn, men hendes ansigt fortrak sig i bekymring, som hun stod nærmest lammet og så ned på ham. "M-mester Borgin?" Hendes stemme var en hvisken i det lille rum, hvor de var ladt alene. Der var vel næppe nogen, der kunne tro, at noget som helst upassende ville ske i hans tilstand alligevel.
Post by Mortimer Borgin on Jun 2, 2017 8:43:33 GMT
Selvom han var i bedring, så han ikke sund ud. Det var ingen mild sygdom, men et svagt raspende åndedræt afslørede at der i hvert fald var liv i den næsten voksfarvede skikkelse.
Da en lys, blid stemme brød gennem mørket registrerede han den da også, selvom han ikke genkendte den. Der gik da også en tid, før øjenlågene langsomt sitrede og et uklart blik fandt omridset af krøller i det spæde lys der var at finde i det indelukkede rum.
Han var ikke sikker på om det var virkeligt. Var det mon en af de engle, som levede i mugglernes verden?
Post by Blance d'Montacute on Jun 2, 2017 10:27:57 GMT
Blances bryn trak sig sammen, men en svag forhåbning gryede, da hans øjenlåg sitrede. Hun fulgte sit umiddelbare instinkt, frem for at tænke alt for meget på form, som hun sank forsigtigt ned på kanten af sengen og placerede sin hånd på hans pande, for at mærke efter den feber, som hun havde hørt fulgte med sygdommen. Da han nærmere var kold end varm, trak hun dog langsomt hånden til sig igen og sank en enkelt klump. Han var tydeligvis ikke død, men han så heller ikke ud som om han var helt levende.
"Mortimer?" Hendes stemme var endnu dæmpet, men en smule mere insisterende, som hun skubbede den sidste rest af høflighed til side og så intenst på ham. "Er De vågen? Skal jeg tilkalde 'elbrederen?"
Post by Mortimer Borgin on Jun 2, 2017 20:27:13 GMT
Det var den virkelige fornemmelse af hånden, der fik ham til at indse, at det ikke var en forestilling. Det trak ham længere op af døsen og han blinkede tungt. Det tog tid, før han forstod ordenes betydning - omtrent den samme, som det tog for ham at genkende den unge kvinde med krøllerne i halvmørket.
"Nej," svarede han uden megen styrke og med raspende stemme. Det fik ham til at hoste, før han sank udmattet sammen igen. Øjnene missede mod hende, irriteret af bare den mindste smule lys. Han følte sig stadig ikke helt til stede - som om det var svært at holde fokus. Det slørede hans tanker og det var af samme grund, at de næste ord der forlod ham var på det sprog, der lå ham nærmest.
Post by Blance d'Montacute on Jun 2, 2017 20:59:48 GMT
Blance havde ikke meget erfaring med ømhed overfor en mand, men der var mange grænser, der var slørede, når ens halvfremmede forlovede lå halvdød og pestplaget overfor en. Hvis ikke hun - og hendes familie - var blevet forsikret, at han ikke ville smitte hende, ville hun aldrig have siddet der, så hun var mere eller mindre frygtløs i sin tilstedeværelse. Da han nægtede, nikkede hun svagt, omend hendes bryn trak sig sammen over hans hoste.
Hun rejste sig for at rette på puden under hans hoved og stod foroverbøjet, da de fremmedartede ord nåede hendes ører. Det var ikke hans engelske eller franske og konklusionen, at han enten talte walisisk eller fik et anfald, sprang hurtigt frem. Som hun så ind i de sammenknebne øjne, glippede hun selv med sine egne.
"Jeg taler ikke det sprog, Mortimer," bemærkede hun lavmælt, men i så nøjagtig en engelsk udtale, som hun formåede. Det var et godt stykke fra perfekt. "'ar du brug for noget?"
Post by Mortimer Borgin on Jun 2, 2017 21:31:20 GMT
Mortimer var for svag til at tænke meget over det uanstændige i hvor tæt hun var på. I stedet fokuserede han på at klare sine kludrede tanker og han slap en lille lyd, der signalerede at han forstod.
"Hvad gør De her?" spurgte han, kun lige hørligt. Hun havde spurgt om andet, men han havde kun så meget energi.
Post by Blance d'Montacute on Jun 2, 2017 21:38:35 GMT
Blance sank ned at sidde igen, da hun havde rettet på hans pude. Det var tids nok til at høre de svage ord på det mere genkendelige engelske. Hun trak vagt på smilebåndet over manererne, der ikke fejlede noget, selv i hans kun halvt levende tilstand.
"Jeg sikrer mig, at De ikke bakker ud nu, bare fordi De har fået en lille snue," svarede hun selv dæmpet, men med et lille, forsøgende smil på læberne. Hendes blik gled over ham og hun måtte undertrykke et lille udbrud, da det faldt til hans hænder. Hun sank en tung klump og holdt humøret oppe. De sagde, at han skulle komme sig helt, selvom han var svagelig nu og ikke så ud til det.
Post by Mortimer Borgin on Jun 3, 2017 9:41:26 GMT
Mortimer var i en tilstand, hvor han ikke bemærkede hendes væmmelse eller selv var i stand til at lade sig påvirke af sin sædvanlige selvbevidsthed. I stedet trak han blot vejret tungt og anstrengte sig for at dreje hovedet nok til at kunne se på hendes skikkelse. En hæs, raspende lyd der kunne have været en latter lød fra ham. Endnu et tungt åndedræt hævede hans bryst.
"Jeg ønsker ikke," han sank og trak vejret. Hvert ord var en anstrengelse og knapt hørligt, men til gengæld var han klarere end han havde været i dagevis. "At De bliver syg..."
Post by Blance d'Montacute on Jun 3, 2017 12:27:00 GMT
Blance trak lidt på smilebåndet over lyden, som hun valgte at tolke som latter. Hvis det var det, så var det første gang han lo af noget hun havde sagt. Hun lagde til gengæld en enkelt hånd på hans overarm ved ordene og hendes bryn fortrak sig i rynker over den tydelige anstrengelse, før hun tog en enkelt, dyb indånding - igennem munden.
"De smitter ikke mere," forsikrede hun. "'elbrederen siger, at De er ved at komme Dem og at De nok skal blive 'elt rask med tiden." Hun flyttede lidt på sig og modstod ikke fristelsen til at glatte hans viltre hår lidt væk fra ansigtet. Hans hud var hvid og man kunne have bildt hende ind, at han var på gravens rand, men hun var autoritetstro nok til at tro på helbredere. "Med andre ord, så slipper De ikke for mig," konstaterede hun efter et øjeblik. "Det var også noget at et krumspring at gøre, blot for at undgå ægteskab, Mester Borgin..."
Post by Mortimer Borgin on Jun 3, 2017 14:17:39 GMT
Mortimers øjenlåg var gledet i, men flakkede op igen, da fingre strejfede hans arm og pande. Den fysiske kontakt var uvant, men på nuværende tidspunkt registrede han den kun lige akkurat. Han blinkede langsomt og så på hende, som hun fyldte rummet med sin melodiske tale.
"De er meget... " Endnu en dyb indånding fulgte og hvert andet ord blev afbrudt af det samme. "... Opsat på, at jeg hellere ville være fri for Dem."
Post by Blance d'Montacute on Jun 3, 2017 17:22:55 GMT
Blance smilede svagt over Mortimers svar, selvom hans anstrengte tale ikke ligefrem betryggede hende. Hun trak hånden på hans pande til sig og rystede svagt på hovedet.
"Kun i spøg, Mester Borgin," konstaterede hun selv en anelse mat. "Jeg tænkte, at De kunne tåle at smile."
Hun gav hans arm et let klem og kunne ikke helt stoppe sin egen nysgerrighed. "Ville De ikke hellere slippe?"
Post by Mortimer Borgin on Aug 5, 2017 22:24:15 GMT
Mortimers øjne havde lukket sig igen og netop som havde hun fremmanet det, trak et svagt smil op i hans læber - knapt synligt i det dunkle lys.
"Nej," lød svaret simpelt. Instinktivt. Havde han været ved sig selv, havde han måske ikke svaret så ærligt, men svækket af sygdommen, kunne han kun genkende den lille følelse af glæde der kom ved hendes tilstedeværelse.
Post by Blance d'Montacute on Aug 5, 2017 22:37:46 GMT
En enkelt, hørlig indånding fulgte indrømmelsen, før smilet spredte sig på Blances læber og afslørede hendes overbid et øjeblik. Hun rankede sig lidt på kanten af sengen og lod sin hånd dvæle på hans arm.
"Det er godt," konstaterede hun blidt. "Jeg ville være blevet ked af det, hvis De ikke overlevede. Men 'elbrederen mener, at De vil komme Dem 'elt, selvom Deres 'å-ånd måske bliver ved med at være... Noir." Hun blinkede en enkelt gang og tvang sig selv til at se på den.
Post by Mortimer Borgin on Aug 6, 2017 8:23:33 GMT
Mortimer svævede et øjeblik på kanten af bevidsthed igen og det var en kamp for ham at åbne øjnene, foruden at finde hendes omrids i mørket. Det tog tid for ham ar forstå hvad hun mente, men da det sank ind, klemte hans mave sig sammen i lede.
"Undskyld," raspede han. Hvert ord var til stadighed en kamp. "De må synes..."