|
Hjem
May 21, 2017 21:36:32 GMT
Post by Timur Obolensky on May 21, 2017 21:36:32 GMT
Det var ikke lang tid han havde haft, men Timur havde alligevel gjort det han kunne. Ud over at se til, at han ikke længere lignede en druknet hundehvalp, men var velfriseret. Da han listede sig ind i lysningen havde han både en bunke tæpper og en fyldt lille vadsæk med sig og da han først opdagede Dimas tabte han begge dele og dæmpede kun med nød og næppe et overrasket bjæf.
Lyden blev dog hurtig til en munter latter i mørket, som han genkendte krøltoppen og gik til ham, i stedet for at samle det hele op igen. Hans fingre fandt en blød kind og hans pande fandt hvile imod Dimas', som han tog en dyb indånding. "Undskyld," gentog han sig selv fra tidligere, helt ømt, men ikke nær så ynkeligt. "Jeg elsker dig."
|
|
|
Hjem
May 24, 2017 17:33:05 GMT
Post by Dimas San Nicolas on May 24, 2017 17:33:05 GMT
Selvom han forventede selskab, gav det alligevel et forskrækket sæt i ham over Timurs udbrud. Der var dog ingen uro, som han fandt den ventede lyshårede skikkelse med blikket gennem halvmørket og kom til at smile en anelse - skænderi til trods. Der var da heller ikke megen plads til at tage stilling til det, da han snart efter havde en russer helt tæt på og var alt andet end fortrydende omkring det.
Et lille, opgivende suk undslap ham, som hænderne fandt hvile mod Timurs hofter. "Jeg kommer til at savne dig," lød det lavmælt, før han slet og ret krydsede afstanden og fandt velkendte læber. Det føltes nærmest som abstinenser efter få dage uden og han turde ikke tænke på, hvor slemt det ville blive efter flere måneder.
|
|
|
Hjem
May 24, 2017 19:21:36 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on May 24, 2017 19:21:36 GMT
Timurs hjerte gjorde et solidt rejehop, som Dimas kyssede ham. Han var i den grad stadig forelsket og han skammede sig ikke over at have det sådan. Tværtimod lod han det måske lidt tage overhånd, som hans frie hånd gled ind i de mørke krøller og han ikke ligefrem trak sig fra kysset med det første.
Da han lidt gispende rykkede sig minimalt tilbage, hamrede hjertet kun mere i brystkassen og Tim fugtede sine læber med et halvt fortvivlet og halvt opstemt udtryk i sit firkantede ansigt.
"Er du sikker på, at jeg ikke kan smugle dig med hjem i bagagen?" Hans hvisken var overflødig, men intim, som han nappede lidt ud efter Dimas' underlæbe. "Jeg tror ikke jeg kan klare det uden dig."
|
|
|
Hjem
May 30, 2017 13:59:46 GMT
Post by Dimas San Nicolas on May 30, 2017 13:59:46 GMT
Dimas' ansigtsudtryk spejlede Timurs ganske udmærket, uden at han helt selv var bevidst om det. Til gengæld følte han sig en lille smule stakåndet, som afspejlede sig i den dæmpede, håbløse latter der undslap ham over ordene. Det blev til et suk, mens han lænede panden ind mod Tims.
"Jeg kan vist ikke narre nogen til at tro, at jeg er russer," bemærkede han tørt, mens en hånd kærtegnede en hofte udenpå tunikaen. "Så du bliver nødt til at klare det."
|
|
|
Hjem
May 30, 2017 15:02:47 GMT
Post by Timur Obolensky on May 30, 2017 15:02:47 GMT
Timurs øjne var fugtige, men han græd ikke, som en dæmpet, halvmunter lyd forlod ham. Fingrene strøg blidt ned over Dimas' nakke og han tog en dyb indånding, før han selv svarede.
"Kan jeg skrive til dig?"
De lyse øjne søgte varme, brune og han trak sig lidt væk, så han ikke blev helt skeløjet i forsøget. Ikke at nærheden med krøltoppen på nogen måde var ham imod. Så meget var vist tydeligt allerede. "Jeg kan lade være med at skrive mit navn," tænkte han videre. "På den måde er der ikke nogen, der behøver at vide, at jeg er en dreng..."
|
|
|
Hjem
May 31, 2017 9:56:45 GMT
Post by Dimas San Nicolas on May 31, 2017 9:56:45 GMT
Dimas kunne ikke lade være med at være en lille smule lettet for sig selv. Det var betryggende at vide, at han ikke var den eneste, der kæmpede med tanken om adskillelse - ikke fordi han nød at se Timur være trist, men det hjalp i det mindste en smule på hans egen følelse af melankoli.
"Vær sød at skrive," svarede han med et lille, skævt smil lurende i den ene mundvig. "Det er alt for længe uden at tale med dig, ellers..."
|
|
|
Hjem
May 31, 2017 11:42:24 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on May 31, 2017 11:42:24 GMT
Dimas' smil fik også lokket et enkelt frem på Timurs læber. Han nikkede svagt og rørte blidt ved krøltoppens underlæbe med sin tommelfinger.
"Merlin, jeg kommer til at savne, at kunne røre ved dig," hviskede han hæst. "At høre din stemme..." Tims næsetip strejfede Dimas' og han kunne ikke lade være med at smile.
|
|
|
Hjem
Jun 1, 2017 18:44:03 GMT
Post by Dimas San Nicolas on Jun 1, 2017 18:44:03 GMT
Dimas var mere end bevidst om, hvor længe der ville gå før han kunne stå sådan med Timur igen og han tillod sig at nyde øjeblikket helt, uden at bekymre sig om hvorvidt nogen ville komme forbi. Der var flere sukkersøde ord at udveksle og han mumlede dem dæmpet i halvmørket, før ord blev til kærtegn. Da de først kom derfra, var det absolut sent ud på natten og den næste dag ville blive hård - men det var det hele værd. Tråd afsluttet
|
|