Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Jacquet d'Montacute on Jul 21, 2017 17:07:58 GMT
Jacquet kunne mærke den indre ro samle sig i hele hans krop. Han havde i det store hele været ligeglad med hvad hun tænkte og mente, mest om ham selv. Han havde ikke set dem som ægtefolk, knapt var hun en del af hans familie, havde han ment. Overbevist sig selv om. Men som de lå her - Det var svært ikke at tillade de enkle følelser at slå rod. Det ville gøre det hele meget nemmere hvis han blot tillod sig selv det.
Han kiggede på hende med et hævet bryn da hun veg hovedet væk fra hans side. Han trak vejret dybt ind. Han kunne mærke hvordan de små trækninger omkring hans øjne sneg sig frem, ved strømningen af hendes ord. "Jeg har aldrig accepteret min fars valg om vores ægteskab. Det er sandt at jeg ville andre ting. Til trods for jeg kendte rutinen, havde jeg haft et nært håb om at være indblandet." sagde han og rettede sig en smule op. "- Jeg tænkte kun på mig selv, det var slet ikke gået op for mig, at du også blev skubbet ind i et nyt liv, du måske også helst havde været fri for" han vidste han ikke havde været særlig sød, og det var primært hans egen opførsel han hentydet til.
Post by Annea d’Montacute on Jul 21, 2017 19:08:39 GMT
Selv om Annea ikke så på hans ansigt, lå hun og lyttede til hans stemme og reflekterede over hans ord. Og lige så meget over sig selv. Hun kunne mærke sin mave knudre sammen, for det var ikke en behagelig snak. Alligevel følte hun et behov for at starte den. For at blive forstået og hørt i stedet for blot ignoreret og gemt væk. Fornemmelsen af til dels ubehag, men på samme måde en form for lettelse satte sig i hendes brystkasse og på hendes vejrtrækning.
”Jacq…” Hun sukkede dybt. Det gjorde sit indtryk på hende at høre hvordan han så velovervejet tænkte over hendes situation. Men var det virkelig også hele sandheden? Hun lukkede sine øjne for bedre at kunne mærke sig selv. ”Det er det liv der er blevet valgt for mig. Jeg har aldrig kendt til andet. Jeg er blevet båret på hænder og fødder ad denne vej hele tiden. Og det har været så længe at jeg ikke ved hvor anderledes det kunne have været. Eller hvad anderledes er. Selv om det på mange måder er anderledes fra hvad jeg forestillede mig det til at være… Så er det stadig det liv jeg altid har ønsket mig”. Hun holdt en kunstpause. Hun mærkede sit eget hjerte slå lidt hurtigere i takt med sine egne ord. “Jeg havde bare ikke forventet at det skulle være med dig. Med alt hvad du indeholder. Og måske er det det der er kommet i vejen. Jeg har ikke altid gjort det nemt for dig heller. Det er ej let for mig at sige, selv om jeg er vant til at føre store ord foran mus og mænd”.
Post by Jacquet d'Montacute on Jul 25, 2017 12:38:13 GMT
Jacquet var træt og udmattet. Nattens mørke omsluttede rummet og gjorde hans krop døsig. Til trods for at han knapt nok kunne holde sine øjne åbne, gav han det et ihærdigt forsøg. Det hjalp at være i nærheden af Annea, når han ikke direkte kunne se hende i øjnene. Han blev nødt til at tage det som en start. Han blinkede en anelse med sine øjne og rykkede en anelse på sig. - Det var aldrig en rar oplevelse når nogen skulle sukke på sådan en måde, efter at havde sagt ens navn. - Man kunne ikke se det, da grimassen gled over hans ansigt.
Hun talte for meget. Det var en ting han var sten sikker i, og det var noget de blev nødt til at drøfte på et senere tidspunkt. Særligt når han var træt, kunne det syntes for meget. Han kunne knapt nok overveje sit svar, før nye muligheder dukkede frem. Derfor gav han først hendes arm et lille klem og så frem mod det store vindue. "Måske vi bare skal, starte forfra? Uden hverken fordomme eller høje forventninger?" han rettede sig en smule op, så han i stedet lå på siden, med sin hånd støttende mod sengen.
Post by Annea d’Montacute on Jul 25, 2017 12:53:47 GMT
Det var rart. Bekræftelsen Annea kunne mærke over det lille klem fra Jacquet og hans ord der viste at han tænkte det samme som hende. ”Du læser mine tanker”.
Langsomt skubbede Annea sig op at sidde. Hun bøjede sig hen over ham, med en arm støttende til hans brystkasse. Der var kun relativt kort afstand imellem deres ansigter. Hun smilte ømt, der var en vis blidhed over hendes blik, da en hånd lagde sig mod hans kind. ”Jeg forestillede mig ikke dig. Jeg kunne ikke. Så måske ville det være bedre, hvis jeg stoppede med at forestille mig hvordan ting burde være… Og i stedet fokuserede på den mand som du er”. Kort tid efter havde hun lukket afstanden imellem dem og placerede et kys imod Jacquets pande. Der fulgte en lille række af dybfølte, dog sommerfuglelette kys, strøg og nap med hendes læber langs hans kæbelinje og hals. Så lagde hun sine arme om hans brede skuldre i en bjørneomfavnelse – så bjørnet som en lille kvinde af Anneas kaliber kunne frembringe. Lige nok til at lade ham vide at hun ikke bare lige ville slippe igen.
Post by Jacquet d'Montacute on Jul 28, 2017 9:34:54 GMT
Jacquet kunne ikke prale af sine evner inden for forståelsen af kvinders tankegang. Han følte sig ofte på bar bund, men kunne i dette øjeblik mærke en lettere tung sten falde fra sit bryst. - Han havde aldrig rigtig sat sig ind i tingene; sit ægteskab og sin kone. Men han vidste hvad der stod på spil. Han havde været trodsig længe nok. - Han svarede hende dog ikke med ord, men nøjes i stedet med blot at strække smilebåndet.
Han kiggede på hende med de blanke blå øjne der blev lyst op af det svage månelys. Han vidste hvad han burde gøre, hun var stadig så ung, så uerfaren. Alligevel mærkede han sig selv stryge sin tommel over hendes bare arm. Han brummede som svar. De samme regler gjaldt jo for ham selv. Han rømmede sig let. Han vidste ikke hvad han skulle syntes om hendes små kys. Det var ambivalent for ham, han forsøgte dog at give sig hen i alt hendes hengivenhed.
Han lukkede sine arme omkring hende og holdte hende blidt og tæt indtil sig.
Post by Annea d’Montacute on Jul 28, 2017 12:29:49 GMT
Fornemmelsen af at blive holdt så tæt var stadig ny for Annea. Ingen anden mand end hendes brødre havde holdt og nusset hende sådan i hendes yngre år. Så at en mand der ikke var familiær var så tæt på hende, det var en ny følelse, der af og til strålede sommerfugles basken i hendes brystkasse. Hun begravede sine fingre i hans hår igen og knugede enkelte lokker i sin hånd. Hun skænkede det ikke en tanke, det der ventede forude. Det der burde være sket for et år siden. Selv om hun havde været tiltrukket af Jacquet siden hun så ham i en stigende grad, der ofte havde irriteret hende. At han så lå og nussede hende tæt, det var intet hun kunne klage over.
Den lyshårede heks gabte og møvede sig helt ind til Jacquets krop under dynen, af det som stofferne tilladte. Utilsigtet formåede hun at gnide sit lår imod hans mest private sted. Da det gik op for hende rykkede hun sig dog ikke, på trods af det massive sug hun følte i sin mave. Mørket dækkede over hendes rødmossende kinder. Hun blev liggende sådan med armene om ham og sin krop let trykket imod hans. Det var det tætteste hendes generthed ville tillade hende at gå uden at blive anmassende og nok til at hun kunne udforske ham og fornemme ham på måder der før havde været ude for rækkevidde.
Nysgerrigheden brændte hende jo mere hun tænkte på ham, og hun bekæmpede let en lyst til at føle mere af ham. Hun ønskede at illustrere sin dedikation til ham, og selv om det var dejligt at ligge i hans arme, så følte hun kun at det kunne udtrykke en vis del af det hun følte for ham. Han var en mand hvor sprog ofte var utilstrækkelige som udtryksform. Og hun forsøgte i månelyset at få sine kærtegn til at tale for sig. Som sådan valgte hun at tale med den vej der føltes godt, da hun med sin hånd strøg den ned langs hans brystkasse og ned til hans mave. Ikke med nogen tanke i sinde, ikke med nogle beregninger. Blot en stigende hjertebanken og ønsket om at ville have ham til at føle og forstå som hun gjorde.
Post by Jacquet d'Montacute on Jul 31, 2017 18:19:51 GMT
Hun var stadig ung i Jacquets øjne, men ikke længere for ung. Hun var vokset både fysisk og psykisk. Det var umuligt ikke at bide mærke i. Halvdelen af grunden til at han bevægede dem hen imod et særligt sted havde lige så meget at gøre med den pligt der lå i deres ægteskab, men også fordi han ikke andet kunne være bekendt. Han skyldte sin familie, Annea og sig selv og i det mindste at forsøge sig. Så længe det kunne give en arving. Dog lå de problemer længere ud i horisonten.
Han blinkede kraftigt med sine øjne, end hvor meget han ville forsøge kunne han ikke kvæle det lille støn der forlod hans læber. Om berøringen var bevist, kunne han ikke tyde. Hun var trods alt på så bar bund som nogen kunne komme, og han var ikke den der ville presse for meget på. Han kiggede ned på hende. Et lille smil sneg sig frem på hans læber som han bøjede sig ned og fangede hendes læber i et blødt men lidenskabeligt kys.
Post by Annea d’Montacute on Jul 31, 2017 19:34:54 GMT
Et uventet gisp kom fra Annea, da Jacquet lagde an til et kys i mørket. Hun frøs og spærrede øjnene let op. Ikke på grund af ubehag, men nærmere fordi det var det første kys Jacquet frivilligt havde taget initiativ til. Hun sank en klump inden hun lidt tøvende nappede ham i læben og imødekom hans tilnærmelse ved at fortsætte det. Annea lænede sig længere ind mod Jacquet, så hun bedre kunne nå ham. Da hun først afbrød kysset var det for at genvinde luften, fordi hun havde glemt at trække vejret.
”Jacq!” udbrød hun forbavset. ”Jeg vidste ikke at du var så’ god til at kysse…” Et lidt smørret grin kom frem på hendes læber. ”Hmm… Må jeg få mere?” Hendes stemme var så lav som en blid hvisken, da hun nysgerrigt lukkede sine øjne og lod deres læber mødes igen.
Post by Jacquet d'Montacute on Jul 31, 2017 19:44:07 GMT
På den ene side var Annea til tider svær at læse. Som nu. Der skulle gå enkle sekunder uden at Jacquet foretog sig noget, da han i første omgang skulle finde ud af de signaler som hun sendte. Dog tog han det positivt at hun ikke trak sig væk, eller på nogen måde indikerede ubehag. Det var et forsigtigt fugtigt kys. Han ønskede ikke at gå for hurtig frem, og overgav sig derfor til hende. Det var vigtigt for ham at hun var til stede, og ikke følte sig forulempet.
En let latter slog op over hendes ord. Han rystede på hovedet og strøg flygtigt en hånd gennem det pjuskede blonde hår. "Du lyder nærmest overrasket" sagde han og skævede til hende og blottede tænderne i et smil. Han trak hende indtil sig i et kærligt favntag og mødte glædeligt hendes læber igen, uden at svare på hendes spørgsmål. Han strøg let et par fingre over hendes skulder, men nøjes stadig blot med at holde hende tæt. - Han var ikke sikker på han i nat ville gå hele vejen. Det var alt for hurtigt. Når man som to mennesker blev et, skulle det helst gerne være noget særligt. Og siden Annea var skrøbelig, ville han gøre langt mere ud af det, end et tilfælde. Havde det ikke været for tordenvejret, havde hun aldrig opsøgt hans seng.
Post by Annea d’Montacute on Jul 31, 2017 20:18:50 GMT
Annea førte sin arm op og greb blidt fat i Jacquets pjuskede hår. Hans anerkendelse og imødekommenhed omkring hendes tilnærmelser varmede og sendte små sommerfugle ned i hendes mave. Det gjorde hende også mere modig, og en anelse mere fremfarende. Hendes tungespids opsøgte legende hans, og hun lod sig medrive i øjeblikket. Det resulterede i at da ufamiliære følelser fra Jacquets underkrop begyndte at bevæge på sig, søgte Anneas hånd fra hans mave ned til hans underliv. Der turde hun først ikke bevæge den længere, men hun endte alligevel med at tage chancen og glide hånden hen over formen igennem stoffet som hun afbrød kysset. Og hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre med det der var begyndt at bringes til live.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 5, 2017 10:15:03 GMT
Det gav et sæt i Jacquet. Han blev nødt til at få frem at atonomien i hans krop, og hans hjerne ikke altid fungere sideløbende. For selvom begejstringen for deres fortagende viste sig hos ham, kunne han mærke at alt andet ikke var med. Det var ikke det rigtige tidspunkt, men et skridt den rigtige vej. Han lagde derfor sin hånd mod hendes og løftede den op, i samme bevægelse rystede han på hovedet. "Jeg kan ikke. Ikke i aften." bemærkede han stille i håb om at hun ikke tog det på den forkerte måde.
Nu hvor han endelig havde chancen for at gøre det rigtigt, skulle det også være sådan. Han ville lærer hende meget bedre at kende, end blot at lade sig udforske. Han rømmede sig og rejste sig fra sengen, så han med et svirp med sin stav kunne tænde de enkle stearinlys der var placeret omkring sengen.
Post by Annea d’Montacute on Aug 5, 2017 19:12:08 GMT
”Undskyld, Jacq”. Annea bed sig i underlæben, da husbonden rejste sig fra sengen. Mon hun havde gjort noget forkert? Måske overgjorde hun det. Det var lidt overvældende for hende, og hun havde ladet sig rive med af at være så tæt imod ham i situationen. Måske havde det gjort ondt på ham siden han førte hende væk?
Tæpperne blev trukket lidt længere op, da stearinlysene blev tændt, så hendes kjole lå halvt skjult under den. Ikke fordi hun var så genert over sin krop. Det hjalp lidt at de havde ligget og nusset på det aspekt, men nærmere fordi hun skammede sig over hvad hun havde gjort. Og hun ville ønske at hun kunne gemme sig væk, som mus sit et hul. Derfor møvede hun sig længere ned under tæppet, så kun hendes skuldre og hoved stak op, mens tæppet blev krøllet imellem fingrene, og hun skævede væk, nu da hun ikke var sikker på hvad hun ellers skulle gøre af sig selv.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 14, 2017 20:17:39 GMT
Kunne man fortænke Jacquet i at han gerne ville gøre det på den rigtige måde, blot den ene gang? Han skulle tilbringe resten af sit levende liv med Annea, og det var så småt ved at gå op for ham at han burde tænke sig langt mere om når han var i nærheden af hende. Men det var nok også en af de ting der gjorde det så svært for ham. Rynken strakte sig hen over næsens ryg som han gned en hånd gennem håret. Han sukkede tungt.
Da ordene faldt vendte han opmærksomheden mod det blege ansigt. Han rømmede sig og rystede en anelse på hovedet. “Lad vær med det” bemærkede han en smule utilfreds, men sendte hende dog et opmuntrende smil. Der var ingen grund til at hun skulle undskylde, for en gangs skyld havde det intet med hende at gøre.
Han satte sig på sengens kant og hvilede albuerne mod sine lår. Han foldede hænderne og begravede ansigtet i sine hænder. “Jeg skal bare lige være med” mumlede han.
Post by Annea d’Montacute on Aug 15, 2017 12:28:17 GMT
I et stykke tid hvilede Anneas blik ved skiftevis Jacquet og væggen, og hun lyttede til ham. Da han satte sig tilbage ved sengekanten og bøjede sig forover, rettede hun sig op og placerede en hånd på hans skulder. ”Ssssh” hviskede hun. Annea var ikke helt sikker på processen i hans krop, på hvad der gik igennem Jacquets hoved. Men hun havde aldrig syntes om måden han så fortvivlet ud på. Hendes hænder gled ned langs hans ryg i små beroligende strøg.
”Har du det dårligt?” spurgte hun forsigtigt. Annea kendte godt til kampen mellem sin egen krop og moral. Hun havde oplevet den før. Men her var der intet moralsk forkasteligt. De var to viede mennesker der var i samme rum og til en vis grad havde de blottet deres sårbarhed for hinanden. Hun idet hun søgte hans selskab og tryghed i mørket, og han idet han virkede forvirret. Usikker ligefrem? Måske var det det. At de efter et år stadig var nye sammen. Stadig på så mange måder.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 15, 2017 12:54:20 GMT
Jacquets vejrtrækninger var tunge. På den ene side kunne han mærke at han ikke orkede at tale. Hans tanker var for mange og det gjorde ham blot endnu mere stresset end han havde lyst til. Han drejede kroppen en smule så han kunne fange Anneas blik. Han sendte hende et kort smil. “Nej.. Der er ligger mig blot en del på sinde” sagde han i en forsikrende tone. Han svang sine ben op og krøb tilbage i sengen. Han løftede sin arm så hun kunne krybe ind til ham.