Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Apr 27, 2017 20:55:13 GMT
Der var gået lang tid. Flere år. Den eneste kontakt der var blevet delt mellem Benevolence og hendes forældre havde været ganske få breve de sidste mange år. - De dukkede ikke engang op til hendes bryllup, til trods for at hun, den ene gang, nærmest bønfaldte dem. Hun havde haft et spinkelt håb om at de ville ændre deres syn på den verdenen hun var en del af nu. De havde vendt hende ryggen, noget som var nærmest værre, end havde de valgt helt at afskrive sig retten som hendes forældre.
De forstod det ikke. De var stædige, og havde alle dage været det. De mente at det perfekte liv befandt sig i den lille by, hvor de begge to havde boet hele deres liv. Hvor de regnede med at deres perfekte børn også ville skabe sig et liv. Benevolence var ikke perfekt, hendes far havde sågar beskyldt sin kone for utroskab. - Hun var forkert.
Alligevel, af grunde hun endnu ikke selv forstod, havde hun accepteret deres håndudstrækning. De kendte til nyheden om det nye medlem af familien, og det derfor grunden til hvorfor de havde krydset vandene. De kunne af gode grunde ikke bruge susepulveret til en mugglerby.
Vinden hev i Benevolences hår. Rynkerne omkring hendes øjne viste tegn på utryghed. Hun frygtede hvad der ville komme til at ske, og hvad udfaldet af besøget ville være. Jakob lå og sov, med den ene kind hvilene mod hendes brystkasse. Han kunne lige knapt vralte, og havde svært ved stadig at holde balancen. Hans ene hånd var lukket omkring noget af kjolens stof, og små lyde kunne anes hver gang han træk vejret ind. "Jeg ved ikke hvorfor jeg lod mig overtale af dem" lød det så pludseligt fra hende, da bygningerne kom til syne i horisonten.
Blair var anspændt. Mere end anspændt. Familie var alt for ham, men i hans øjne var Benevolences ophav ikke værdig til den titel. Sådan havde han haft det i årevis og det havde ikke ændret sig. Det manifesterede sig i den rungende tavshed, der omgav ham - endnu mere udpræget end ellers og som han stod ved siden af sin hustru, var der intet ved hans kropsholdning der signalerede glæde ved udsigten til et gensyn med de mennesker, han kun sjældent havde set.
"Nej," svarede han lavmælt, det første ord fra ham i lang tid og meget sigende i sig selv. Han forstod det heller ikke og en sitrende muskel omkring hans kæbe afslørede det. Han var der kun for sin egen families skyld. Fordi han ikke ville lade dem rejse alene.
Post by Benevolence Wright on Apr 30, 2017 13:07:44 GMT
Det gjorde det heller ikke nemt at Benevolence godt kendte Blairs mening om det hele. Alligevel var hun taknemmelig for at han til trods, var taget med hende. Det det gjaldte hendes familie, selvom det var den familie der egentlig ikke ville kendes ved hende, kunne hun alligevel ikke lade være med at give dem en chance mere. Selvom hun vist nok havde sagt engang at hun aldrig ville se dem igen.
Så kunne en mors skrevne ord alligevel stadig få hende til at genoverveje kontakten. Hun var dog langt fra tryg ved hele situationen og havde op til flere gange overvejet om de skulle vende om. - Dog ved synet af havnen blev det klart for hende at det var for sent.
Nu kunne hun lige så godt få det overstået. Hendes bryn trak sig sammen som hun tog det sidste skridt op af trappen så hun kunne fortsætte hen over landbroen. Det lignede sig selv. Genkendeligheden bragte dog ikke en lige så varm følelse til hende som det kunne have gjort.
Man kunne næsten se hele byen når man kiggede rundt. Hvad man så, var det der var. Som de kom tættere mod midten, lagde Benevolence godt mærke til hvordan en mor trak sit barn til sig, som om hendes tilstedeværelse ikke var ønsket, og at den viden omkring magien der flød både i hende og hendes mand, var nok til at ingen kontakt til dem var ønsket. Det fik hende til at sukkede svagt. "I det mindste slipper du for at kommunikere med dem" bemærkede hun og skævede til Blair.
Blair havde aldrig tilbragt megen tid i mugglernes verden. Han var opvokset i en magikerslægt med et magikererhverv og velvidende at de ikke ville finde meget magi i Benevolences hjemby, var han utilpas. Den følelse steg kun, da han så hvordan folk genkendte den lyshårede kvinde og en nagende følelse af at folk vidste mere end de burde og at det potentielt kunne skabe store problemer, bredte sig i ham.
"Du kan stadig nå at ændre mening," lød det lavmælte svar på hendes ord, anspændt og ikke med snerten af morskab bag sig. Til gengæld var det flere ord end han havde ytret i timevis.
Post by Benevolence Wright on May 1, 2017 13:11:01 GMT
Man kunne intet skjule i en så lille by som Kearvaig, selvom om man sågar forsøgte med ihærdighed, ville det altid komme ud. Det var derfor ikke så underligt at Benevolence aldrig rigtig havde fundet troskab hos nogen af sine veninder. Når noget ikke hørte hjemme, så lod man i stedet som om det ikke eksisterede. - Dog at hendes forældre gerne nu ville kendes ved hende, kunne man tage på den ene eller den anden måde.
Hun stoppede op ved det genkendelige hus, der var bygget ud i et med Apoteket, hvis front vendte ud mod det lille torv. Hun vendte opmærksomheden mod Blair. "Hvis der er bare er en lille chance for at de gerne vil være en del af vores børn liv, burde vi så ikke være de stærke at tage imod en håndsudrækning, selvom den kommer fra dem?" Hun ledte efter svar. Hun var ikke selv overbevist om at hun troede sine egne ord. "Det er kun for et par dage, og hvis du har ret, tager vi nok højt sandsynligt hjem i morgen" Et smil trak i den ene side.
Hun udåndede tungt inden hun tog i døren og gik ind. "Màthair, Athair?" kaldte hun og så søgende rundt. Der var lyd fra stuen, og det virkede til at det ikke kun var hendes forældre og yngre søskende der var hjemme. Benevolence sank en klump, det kunne lige ligne hendes mor at gøre et så stort nummer ud af det, at alle skulle være tilstede så de rigtig kunne beskue familiens sorte får. "Jeg skylder dig så meget" nærmest hviskede hun og vendte hurtigt blikket mod Blair.
Benevolences argument var det mest overbevisende hun kunne være kommet med og nok i sidste ende også grunden til at han ikke havde sat hælene i jorden og protesteret. Han ville ikke være den, der nægtede nogen i at se deres familie - også selvom han ikke mente at Beas forældre havde nogen ret til at se hans.
En dæmpet, brummende bekræftelse var dog alt svar hun fik, men til gengæld rakte han også ud og strøg en enkelt hånd over hendes ryg i et beroligende kærtegn, der stod i konstrast til hvor anspændt han selv havde været. Det tog dog til igen, så snart de stod inde i huset og ved lyden af adskillige stemmer, kastede han et enkelt, tvivlende blik ned mod sin hustru og afventede, hvad der måtte følge. Han var ikke sikker på, at det ville være noget godt.
Post by Benevolence Wright on May 13, 2017 17:12:42 GMT
Tvivlen havde været der helt fra starten af. Hun havde op til flere gange overvejet at de skulle vende op. Men noget trak i hende. Det var ved at være de sidste chancer hun kunne give sig selv om et håb for sin familie. Hun så nærmest bange ud som stemmerne fyldte huset. Mon de havde gjort det med vilje? Var det deres måde at tage det stille og roligt på, ved at inviterer alle de kendte?
Hun greb hurtigt ud efter hans hånd og klemte den hårdt. ".. Det kunne ligne hende.." kom det nærmest sarkastisk fra Benevolence. Hendes mor var altid så dramatisk. Hun løsnede slyngen der holdte Jacob på plads så hun i stedet kunne bære ham mod hoften.
Så åbnede hun døren til den store stue. - Og ganske rigtigt. Den var ikke kun fyldt med hendes forældre og yngre søskende. Deres bedre halvdel samt et par kusiner med deres forældre stod klynget sammen i en lille gruppe. Hun rømmede sig.
Maura, en høj og spinkel pige med langt lyst hår vendte blikket mod sin søster. "Bea!" kaldte hun med skinger stemme og var i et par hurtige skridt henne ved Benevolence og Blair. - Alle øjnes var nu rettet mod de to nyankommende. Fiona, hendes mor stod sammen med hendes mand, som ikke var Beas far, men en hun havde giftet sig med efter hans død. Trækningerne på den ubehag Benevolence følte viste sig langs hendes øjne. "Maura, hvor er det godt at se dig" bemærkede hun dog elskværdigt.
Blair var en granvoksen mand, der hvilede i sig selv, men som han trådte helt ind i mugglerstuen og blev mødt af en række blikke, der mestendels var fjendtlige, følte han sig mere end utilpas og han ville halvt om halvt ønske, at det i mindste var ham, der bar Jacob - et lille skjold mod svigerfamilien, der aldrig havde været imødekommende.
Der var dog intet andet for end at lade det hele udfolde sig og da en lyshåret kvinde, som han kun svagt genkendte, kom nærmere, gled hans blik mod hende. Han nikkede tavst sin egen hilsen, ukomfortabel og endnu mere sparsom med ord end ellers. Forskellen var dog, at han denne gang slet og ret ikke vidste, hvad han skulle sige.
Post by Benevolence Wright on May 25, 2017 20:48:09 GMT
Benevolence kunne ikke helt finde ud af med sig selv om hun var vred på sin mor over de mange gæster der åbenlyst var til stede, og hun nægtede at tro på at det var et tilfælde. Smilet bar hun dog stadig. Hun bøjede hovedet en smule fremover og hilste på de øvrige medlemmer. - De kunne komme hinanden nærmere senere.
Maura var i et uhyggeligt godt humør, som lagt fra lå godt til hende. Bea holdte næsten vejret af frygt for hvad der kunne komme ud af munden på hende. "Mor mente i kunne have brug for at trække jer lidt tilbage oven på den lange tur, så hun har allerede gjort dit værelse klart." bemærkede søsteren. Det virkede til at hele den store sammenkomst kunne skubbes en time eller to frem. Benevolence kunne tydeligt mærke behovet for at rådfører sig med sin mand inden helvede gik løst.
Havde det ikke været for Fionas blik, der stadig løb hende koldt ned af ryggen, havde hun været bange for at forlade stuen. Benevolence vendte sig rundt og smilte så opmuntrende til Blair som hun kunne. "Ragnarok er blevet udskudt" mumlede hun og lagde en hånd mod hans og lod fingrende lukke sig.
Selvom Blair var kendt for ikke at ytre særlig meget, gav Bea ham denne gang slet og ret ingen mulighed for det. Hun ville for alt i verden skynde sig op på værelset - Hun havde behov for at rase ud.
Blair vidste ikke helt om han var lettet over udsættelsen eller om han foretrak bare at tage tyren ved hornene og få det overstået. Han lod dog Benevolence tage beslutningen og fulgte lydigt med hende op på værelset. Da først døren var lukket bag dem, vendte han sig mod sin hustru med en dyb fure mellem øjenbrynene.
Nej, ord kom der ikke rigtigt nogen af - til gengæld talte hans blik sit eget tydelige sprog, som han afventede Benevolences indledende bedømmelse af, hvad de havde i vente.
Post by Benevolence Wright on Jun 6, 2017 18:40:02 GMT
Benevolence vendte sig mod Blair. Hun kunne udmærket læse hans træk. Han behøvede knapt nok at ytre nogen ord, hvilket hun i dette tilfælde var glad for. Hun vidste ikke om hun helt kunne holde til at hendes spekulationer blev til virkelighed. I stedet for at sige noget lige med det samme, satte hun sig i stedet på sengen, med Jacob på skødet. - Det gav hende i det mindste tid nok til at klargøre situationen.
"Måske bliver det ikke så slemt" hørte hun sig selv sige. Det var for et par enkle overnatninger, og selvom hun agtede at slide sig selv op for gennemførelsen af besøget, ville hun alligevel give familien en chance. ".. Selvom de godt kunne have fortalt at de havde inviteret næsten alle fra familien" det fik en rynke til at vise sig over næsen på Benevolence, hun var langt fra tryg ved situationen.
Blair var ekstremt utilpas og alt andet end tilbøjelig til at tro på Benevolences ord om, at det måske ikke ville blive så slemt. I stedet trak rynken mellem hans øjnebryn sig dybere sammen.
"Hvorfor er de alle her?" spurgte han, en smule tonløst, men tydeligt i en forventning om at høre hendes bud end at forvente at hun vidste det. For ham virkede det som et dårligt tegn.
Post by Benevolence Wright on Aug 14, 2017 20:20:37 GMT
Benevolence kunne mærke hvordan angsten stadig sad helt ud til fingerspidserne på hende. Hun gned let hænderne mod sine øjne. “Det ved jeg ikke!” kom det næsten panisk fra hende. Måske havde de allerede været hos familien og var på vej hjem? Hun håbede det, men tvivlede på at hun kunne være så heldig. Hun lukkede øjnene.
“Måske er det min mors forskruede måde at .. byde os velkommen tilbage i familien?” Hun valgte med vilje ordene. Hun fnøs idet en latter skød op. “Åh hvor jeg dog hader hende” hun rystede på hovedet. Jacob skulle sove kvalmen ud efter sejlturen, og Benevolence havde derfor tid til at finde ud af hvor længe de resterende medlemmer af familien skulle blive.
“Jeg misunder ham” bemærkede hun sagligt som opmærksomheden gled mod den sovende dreng der havde krøllet sig sammen i sengen.
Blair købte tydeligvis ikke forklaringen. Selvom det måske var pessimistisk, så havde han svært ved at tro på at Benevolences familie var nået til et sted, hvor de var klar til at acceptere og tilgive. Det aftegnede sig i furerne på hans ansigt og han sukkede tungt, før en hånd gled over ansigtet. Med tunge skridt gik han over og satte sig ved siden af Benevolence på sengen.
"Jeg ved det ikke," sagde han endelig og efter lang tids nær tavshed på rejsen, fandt han ord nu. "Jeg stoler ikke på dem. Jeg stoler ikke på, at de ikke vil forsøge at tage dig tilbage."
Post by Benevolence Wright on Aug 15, 2017 12:24:24 GMT
Hovedpinen havde allerede lagt sig som en tung sten over panden på Benevolence. Havde hendes mor så bare kunne holde sig til de medlemmer der trods alt stadig boede i den konservative fiskerby havde det nok været noget nemmere at arbejde med. Nu stod hun over for et langt bredere panel. Hun følte næsten ikke at hun kunne byde Blair det. Hun løftede hovedet og kiggede på sin mand.
“Jeg forventer heller ikke at de med åbne arme tager imod hvad vi er, men håber at de i det mindste vil accepterer det.” Hun frygtede dog at hendes familie ville være i den tro at de kunne omvende dem.