Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Éamon kunne ikke rigtig finde ord for hvad nyheden om Lorcan og Emmas hemmelighed havde gjort ved ham. Han var lykkelig for at familien var reddet; blev det en dreng. Men han var knust over hvordan det var forgået. Han var dog ikke i stand til at vise en så sårbar side af sig selv længe af gangen. Så hans ansigtstræk lå mere over i det sammenbidte og frustrerende. Han anede ikke hvad han skulle sige, til nogen, hvis de spurgte om hans humør, eller den generelle interesse for hans velbefindende. Han var vred, men kunne af gode grunde heller ikke blive ved med at smide med ting. Han havde mere end en gang i dag fået en af de unge tjenestepiger til at græde, og det var en ny rekord.
Han sad med sig selv og sine tanker på sit kontor, hvor hylderne var fyldt med alt fra bøger og samle objekter gennem tiden. Han var intet rodehoved, og selvom han ingen skam følte for den nemme indretning i forhold til hans måde at komme rundt på, så sad det alligevel dybt i ham, at det var ham besværligt at få fat i den mindste ting.
Han sad en smule lænet ind over skrivebordet, som fjerpennen ved hans side noterede de mumlende ord, der gav sig til kende med den sorte blæk mod pergamentet. - Selvom han var i vildrede skulle arbejdet fortsætte.
Post by Lorcan LeStrange on Mar 21, 2017 23:34:59 GMT
Efter flere år med en forstyrrende trang til at foretage sig ting i skyggerne, var Lorcan blevet temmelig dygtig til at lades som om intet var sket. Han havde i de sidste par dage konverseret afslappet med sin familie under aftensmåltiderne, og generelt ikke lignet en mand der just havde fortalt sin broder at han havde ligget med hans kone. Han havde meget bevidst undgået at opsøge Éamon på tomandshånd, da han ikke følte noget behov for at gnide salt i såret, men som han fandt sig selv udenfor kontorets dør, var der ingen vej uden om. I hænderne havde han en rulle pergament der krævede den andens underskrift, og indholdet var for vigtigt til at han ville overlade det til en husalf, eller en af godsets tjenere. I stedet tog han en dyb indånding og malede det neutrale smil der havde hersket på hans læber siden aftnen i pejsestuen, før han trådte ind efter en kort banken. "Éam, jeg tænkte nok at jeg kunne finde dig her. Jeg har noget du gerne må kigge på." Han fremdog pergamentet, og besværede ikke den anden med at rejse sig op for at gribe ud efter det, men bevægede sig i stedet frem og rakte det til ham.
Post by Éamon LeStrange on Mar 21, 2017 23:52:19 GMT
Éamon brød sig ikke om at socialisere sig. Særligt når han havde trukket sig tilbage til sit kontor, betød det for det meste at han ønskede ro, og alene tid. Han kunne dog ikke forhindre nogen i at komme ind, da besværet med en låst dør, for dem ingen forhindring var. Han kiggede derfor en anelse sløvt op da døren endelig gik op.
Han burde have vidst det, det var ingen overraskelse da Lorcan trådte ind, da det blot var et spørgsmål om tid. Det hjalp dog at de ikke skulle have nogen følsom snak. Når der var arbejde imellem dem, havde han måske en mulighed for at kunne få deres forhold op på det neutrale, i stedet for følelserne lå og dulmede oppe i det røde felt.
Han løftede armen så han kunne gribe fat om rullen. Han slog med en let finger mod fjerpennen der lagde sig fladt på bordet. Han rullede pergamentet ud og lod blikket glide hen over det. "Nå. Lad mig se" mumlende han og gned sine øjne.
Post by Lorcan LeStrange on Mar 22, 2017 22:48:36 GMT
Lorcan havde intet imod ikke at være sin faders ældste søn. Han havde læst dokumentet, men det var en tung vægt løftet fra hans skuldre ikke at skulle tage stilling til hvad der stod i det. Det var noget med krav på jord, en opgave deres fader elegant havde ført videre til Éamon siden det heller ikke var noget han brød sig om at håndtere, og han nikkede derfor også blot bydende da det landede i de rette hænder. Hæmmet som han var, var det for det bedste at han følte at hans opgave på godset var vigtig og værdsat. "Det er de østlige gårde.. Floden er i de sidste par år gået over dens breder og de påstår at de har mistet meget jord. Fader tænkte at du kunne finde en løsning." Han sendte ham et selvfølgeligt smil, som om det var tydeligt hvor deres styrker lå, mens øjnene fæstnede sig ved broderens velkendte. Bag deres venlige glød, han ved mange års træning havde lært sig at fremkalde, granskede de dog den andes blik med den magi han efterhånden kunne udføre diskret og ubemærket. Hænderne der knyttede sig ned langs siden blev lettere svedige, som han ledte efter det nag han forventede at finde efter deres sidste private samtale.
Post by Éamon LeStrange on Mar 29, 2017 2:52:00 GMT
Selvom Éamon var træt, tog han alligevel opgaven til sig. Selvom det kort ærgede ham at det ikke blot var noget han kunne skrive under på og så lade en anden ordne det. Nyheden om det nye familie medlem havde rørt noget i ham. Noget det gav ham en lille lyst til at blive bedre, til de ting han i tidens løb havde forsømt en smule. - Der var der dog ingen der kunne gøre noget uden hans accept, så selvom Lorcan måske havde idéer af sine egne var han uden bestemmelse, med mindre han fik det.
Det gik ud over markerne, hvis floden havde taget jorden til sig. De skulle have det tilbage, men det var ikke noget der kunne ske over en enkel dag. "Vi må grave ud ved floden. Forsøge at få så meget af vandet tilbage hvor det kom fra. - Den skal sno sig i stedet" bemærkede han og fulgte med pegefingeren hen over kortet over familiens gårde og marker. Med en let strøg med fjerpenne gjorde han de små ændringer.
"Det er dog ikke sikkert at løsningen vil redde noget. Men det er et problem vi kan se på senere." sagde han og satte sig tilbage i stolen. Han brød sig ikke om sure bønder, men de måtte tilpasse sig situationen, som Éamon og familien også skulle.
Post by Lorcan LeStrange on Mar 29, 2017 20:17:12 GMT
Der var de der troede at det at være adelsmand kun gik ud på at drikke vin til eksklusive fester, spise overdådige middage og grine af hinandens vittigheder. Lorcan havde intet imod at opretholde den illusion, men når sandheden skulle frem var det et langt hårdere arbejde at bestyre et gods. Han så derfor også blot interesseret ud da broderen kom med sin løsning, overbevist om at det sikkert var for det bedste. Hans egen ville være enten at fjerne de der brokkede sig, eller give dem et rigtigt problem at klage over. "Har du fortalt fader de gode nyheder?" Han havde ingen grund til at diskutere udgravningen af floden, og sendte ham i stedet et roligt smil, mens han endnu engang granskede den andens blik efter hans ærlige mening om det kommende barn, og hvordan det var kommet i stand.
Post by Éamon LeStrange on Apr 2, 2017 13:01:06 GMT
Det var ikke så underligt, hvordan de to brødre havde det med de opgaver der fulgte med når man var en del af deres familie. Éamon var glad for at rollerne ikke var byttet om. Selvom han et eller andet sted ikke var i tvivl om at at Lorcan ville sørge for ham, grundet hans svækkende krop. Det hjalp dog at det var Éamon selv der var første sønnen, og til trods for sin ulykke stadig formået at beholde sin respekt. Deres evner var forskellige, og selvom der stadig herskede en vrede og en tvivl hos den ældste bror, kunne han alligevel ikke undvære den anden i længere tid.
"Nej. Emma skal være længere henne først, og jeg skal have vores helbreder til at se på hende før nogen anden får den glædelig nyhed at vide" glæden for at snakke om netop dette emne var ikke så stor, havde Éamon selv været skyld i sin kones lykkelige omstændigheder. Men så længe slægten var sikret, kunne han vel ikke være andet end taknemmelig.
Post by Lorcan LeStrange on Apr 12, 2017 8:44:01 GMT
Lorcan vidste meget lidt om barnefødsler, og om hvor kritisk den første tid var. Selvom han inderst inde forbandede at hans ugentlige aftale med Emma var endt, hvilede han alligevel trygt i at hans opgave var udført. "Men er du klar til at blive fader?" Han havde allerede afskrevet det lille liv, i hvert fald i hans selvsikre bevidsthed. Blikket gled derfor også endnu engang undersøgende over broderen. Han tænkte ikke på hans krøblede tilstand, men nærmere på hans skarpe sind. For at det skulle fungere skulle barnet være hans i alt andet end kødet.
Post by Éamon LeStrange on Apr 13, 2017 22:50:39 GMT
"Jeg har været klar længe." bemærkede Éamon med et løftet bryn som om at det var en åbenlys konstatering. Det kunne godt være at han var blevet bitter med tiden, over netop ikke at være i stand til selv at give sin familie de arvinger den fortjente, så havde han altid vidst at hvis det nogensinde skulle vende, ville han være klar. Det blev han desuden nødt til.
Han lænede sig tilbage i stolen og foldede sine hænder sammen. "Du burde selv forberede dig på samme rolle. Nu da vi ved at det virker hos dig, burde du gøre din kone med barn så snart det er muligt" kom det så fra ham med dyb stemme som blikket festnede sig på Lorcan.
Post by Lorcan LeStrange on Apr 13, 2017 23:17:37 GMT
Selvom kravene til en anden søn var mindre end til den første, kunne Lorcan ikke komme udenom at det blev forventet af ham at han stiftede familie. Man havde givet ham en ung hustru til formålet, men selvom han havde udført sin ægteskabelige pligt på bryllupsnatten, havde han dårligt rørt hende siden, og tanken om at komme en søn i hende virkede nærmest frastødende. Han havde derfor også svært ved hvad han skulle svare til broderens ord, da ingen af dem kunne benægte at han havde udstyret i orden. "Familie er din opgave." Han rettede ryggen, og sendte sin broder et høfligt smil. Han havde stadig svært ved at se ham i øjnene, konfronteret med sin gerning. "Familien er min."
Post by Éamon LeStrange on Apr 13, 2017 23:44:33 GMT
èamon stirrede på sin bror, som om at han næsten ikke kunne tro sine egne ører. Det irriterede ham at han netop havde forventet selvsamme svar fra Lorcan.
"Din opgave er hvad end jeg siger den er lillebror." hvæsede han nærmest. Han havde rejst sig, dog med besvær, men oprejst stod han. Han støttede sig til bordet.
"Det er mindst lige så meget din opgave at give LeStrange familien nye medlemmer som det er min. - Wilhelmina er en del af familien nu." Han kneb sine øjne let sammen og rystede på hovedet.
"Vær du bare glad for at jeg stadig ser dig som en del af den" det var hans sidste ord inden han med besvær fik sig sat ned på stolen igen.
Post by Lorcan LeStrange on Apr 19, 2017 10:36:15 GMT
Lorcan havde modtaget broderens vrede, aftnen hvor han og Emmas bedrageri var blevet afsløret. Derefter havde der hersket en mærkelig, ufuldendt stemning imellem dem der fik det til at klø ubehageligt i bødlens fingre. Han blev hverken skræmt, eller trådte tilbage da hans ældre broder valgte at rejse sig, og alligevel løb det ham koldt ned af ryggen, som han på trods af de få ord, udmærket forstod deres fulde betydning. Optaget af sine egne sager, glemte han hurtigt hvilket storsind Éamon havde udvist ved at acceptere deres bedrag, og han måtte derfor også knytte næverne let, da han blev mindet om det. "Jeg gjorde det for alles bedste Éam." Hans stemme var lavmeldt, mens hans gennemborende blik igen fandt broderens.
Post by Éamon LeStrange on Apr 20, 2017 20:26:00 GMT
Selvom det langt fra var i orden det som Lorcan havde gjort, følte Éamon intet overskud til at fortsætte den. Særligt ikke så direkte som hans bror viste sig at være. Han gned træt et par fingre mod sine øjne og kunne næsten ikke se på ham da ordene faldt. Han tog en dyb indånding og sage i det første halve minut ingen ting.
"Du morer dig rigtigt Lorcan, din slange. - Du skal holde dig på afstand af mig, og særligt skal du holde dig langt fra min hustru." sagde han i en alvorlig tone som han endelig kiggede op på sin bror. Lorcan havde ikke brug for personligt at troppe op på hans kontor, det kunne han få en anden til.
"Hvis jeg nogensinde skal kunne tilgive dig, må du love mig at du aldrig gør noget som det igen. Hører du?"
Post by Lorcan LeStrange on Apr 20, 2017 21:11:05 GMT
Lorcan forstod først for sent at han var gået over stregen. På trods af at hans gave til at læse andres sind, havde han aldrig lært at være ydmyg, eller at sige undskyld. Alligevel gjorde han et hæderligt forsøg, ved at lægge ansigtet i angrende folder. Skulle han være ærlig fortrød han dog ikke sine nætter med svigerinden. I stedet savnede han hendes bløde hud under sine fingerspidser. Alligevel rettede han let ryggen, og bøjede hovedet, kun få millimeter, men stadig ærbødigt. "Jeg morer mig ikke Éamon. Men jeg indrømmer at jeg lod mig rive med af din hustrus desperation efter en arving. Jeg havde intet valg. Var det ikke blevet mig, var det blevet staldknægten." Hans stemme var diplomatisk og overbevisende, som de lyse øjne søgte efter forsoning i broderens.
Post by Éamon LeStrange on Apr 21, 2017 22:02:13 GMT
Éamon var ikke i et særligt festligt humør, og Lorcan måtte vide at hvad end han ville komme med af ord nu, absolut ikke ville falde i god jord hos den ældre troldmand. Han brummede dog en smule da hans lillebror bøjede hovedet. Det var stadig ikke nok til at han ville lade tvivlen komme ham til gode.
"Var din mund!" hvæsede han så. "Jeg vil ikke hører dig forklare dig." bed han af ham og skubbede stolen ud og greb ud efter sine krykker. "Jeg har intet mere at sige til dig."
