Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Hvad Conleth havde tænkt, da han havde indledet sig med gambling, havde Niamh absolut ingen anelse om, og hun var stadig godt rasende på sin stupide broder. Hvis denne så også bare havde kunnet holde det til sig selv, men nej; nu havde han absolut skullet blande sin søster ind i det! Niamh havde haft den største lyst til bare at lade ham riste, men… han var trods alt familie, og han var i problemer. Af den grund havde hun klædt sig i en praktisk, grøn kjole og flettet håret i en stram fletning, der hang ned ad ryggen på hende. Kosten var blevet fundet frem, og hun var taget af sted for at mødes med den ukendte mand på bestemmelsesstedet i skoven, hvor en pakke ville blive overbragt hende, som hun så skulle tage med hjem til Conleth. Det lød ikke så besværligt igen, men hun havde en fornemmelse af, der lå mere bag det end som så.
Som hun landede i en lille lysning, havde vinden trukket godt i hendes hår, og fletningen var slet ikke så stram længere og gyngede let fra side til side, som hun gik den sidste bid vej til sit bestemmelsessted. Så var det vel bare at vente?
Egentlig var Alfred på arbejde, det har havde været længe ventet og nøje planlagt, og netop derfor var han ankommet i god tid til mødestedet. I flere måneder havde man forsøgt at sætte kløerne i denne bande, og selvom man havde vidst der var noget skummelt, havde det bare ikke været muligt at gribe ind grundet de manglende beviser. Tingene skulle køre efter bogen, og netop derfor lå Alfred nu mellem nogle buske, helt musestille i sin pumaform og blot observeret sine omgivelser. Han var ikke sikker på hvornår byttet ville ankomme, og han havde allerede ligget der i en time, da lyden af en kost brød stilheden og fik ham til at løfte hovedet og spidse ørerne. Øjnene, der i dag var mere grå end blå, fandt hurtigt mod himlen netop som kvinden landede, og naturligvis tog det ham ikke mere end et øjeblik at finde ud af hvem det var. Synet af sin forlovede, der pjuskede så sig omkring, gjorde ham utilpas, for hvad i alverden lavede hun her? Et eller andet sted håbede han bare at hun var landede afsides Hogsmeade og at hun ville bevæge sig ind mod byen med det samme, men.. det skete ikke, og naturligvis var han straks alarmeret. Hvad foregik der? For nu blev han dog liggende der på sin plads, godt skjult for alt og alle.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 19, 2017 23:39:54 GMT
I det næste kvarter stod Niamh blot og ventede med kosten i den ene hånd og den anden klar tæt ved sin stav. Dog gjorde hun sit bedste for at se afslappet ud. At hun så i tankerne fandt dette mødested mere og mere besynderligt, og at en ubehagelig fornemmelse arbejdede sig op langs hendes rygrad, gav hun ikke udtryk for. Hun havde det som om, hun blev iagttaget.
Omsider hørtes skridt gennem underskoven, og Niamh var et øjeblik lettet; hun ville bare have dette overstået så hurtigt som muligt! Lettelsen blev dog snart erstattet af uro, som hun så tre mænd træde frem fra skyggerne, de to af dem med nogle glubsk udseende bæster holdt i en lænke fra hver hånd. Uvilkårligt veg hun et skridt tilbage, som dyrene udstødte nogle faretruende lyde, og hendes fingre foldede sig om staven og trak den bag hendes ryg. ”Hvor er knægten, der plejer at komme?” blev der forlangt, og Niamh hævede det ene bryn. ”Jeg er her i hans sted,” svarede hun med større ro og myndighed i stemmen, end hun havde håbet på at kunne mønstre. Et fnys lød. ”Hvem af jer har sladret til rådet!? Vi ved, de ved besked!” Den dårlige mavefornemmelse holdt altså stik! Det her var langt mere end bare at samle en eller anden pakke op fra en lidt lurvet gut ude i en skov, og hun rykkede på sig for at svinge sig på kosten og flyve væk. Ikke at hun kom så langt dog, før dyrene blev pudset på hende, og stave blev holdt op; angreb skudt af sted mod hende. Hun forsvarede sig mod angrebene fra troldmændene, mens et af dyrene fik sat tænderne om hendes kost og gjorde sit for at flå den fra hende. Det gav et ordentligt ryk i hendes spinkle ramme, men hun holdt stædigt fast og kastede en besværgelse efter dyret for at få det på afstand. At bakke væk var udelukket, og hun stod ingen chance mod så mange. Hendes eneste håb var at få befriet sin kost og flyve væk derfra, hvad hun også gjorde et indædt forsøg på. Det var første gang i hendes liv, Niamh ønskede, hun havde større praktisk erfaring med magisk kamp frem for udelukkende den øvelse i forsvar, hun havde erhvervet sig.
Tålmodigt blev han liggende på sin plads, det var svært ikke at rykke sig, for han ville virkelig gerne forlade sin post og konfronterer hende, kræve en forklaring på hendes tilstedevære. Kvinden blev jo for fanden stående, dermed var det klart at hun ventede på noget eller nogen. Han brød sig ikke om det, for selvom han ikke kendt sin forlovede så godt som han gerne ville, så mente han at kende hende nok til at det her var langt ude.
Et kvarter senere rykkede han let på sig, og drejede hovedet i den ene retning. En let brise førte da også færten af tre mennesker, og fire store hunde i hans retning. Straks var han på vagt, for han vidste hvem disse mænd var, havde skyggede dem før, og vidste præcist hvor farlige de kunne være, men de var nu heller ikke jordens klogeste – heldigvis. Et blik blev kort vendt i retning af Niamh, og han vidste nu med sikkerhed, at kvinden ikke havde forventede det der snart udspillede sig. Konversationen der faldt var måske kort, men mere end nok for ham, rådet blev også nævnt, og så gik mændene ellers til angreb på hans forlovede. Naturligvis rejste han sig omgående, øjnene ikke forladende mændene eller hundene imens, og han forlod sin plads og listede sig nærmere. Da han var tilstrækkelig tæt på, satte han af fra jorden og i deres retning, netop som den ene hun kastede sig imod hende. Det lykkedes Alfred at lukke de skarpe tænder om hundens strube, og de tumlede om i græsset et stykke væk. Omsider slap Alfred sit tag i hunden, og kom på benene, den metalliske smag af blod var afskyelig, men han ignoreret den blankt som han i stedet knurrende gik nærmere. Han havde tydeligvis overrasket mændene, og han udnyttede deres chokeret udtryk til at træde i mellem dem og Niamh. Det var trods alt ikke hverdag at man så en puma, faktisk.. var dette dyr slet ikke kendt på disse kanter, mere eller mindre en stor kat, sort, med stålgrå øjne, blottede klør og tænder og mere end to meter lang. Selv de store hunde så små ud i forhold til ham, og de stod og gøede og knurrede af ham, ikke at han lod sig afskrække. For nu, valgte han at forblive i denne form, men han var klar til at forvandle sig til menneske, hvad øjeblik det skulle være.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 20, 2017 0:23:32 GMT
Et af de store dyr sprang imod hende, mens hun var optaget af at få et andet væk. Som hun vendte sig rundt for at møde det andet, blev hun overrasket af det store, mørke dyr, der nærmest kom flyvende ud af ingenting. Det var ren og skær reaktion, som hun sendte nok en besværgelse i Alfreds retning, men til alt held, ramte hun ved siden af denne gang. Væsnet var ikke som noget, hun før havde set, men det stillede sig overraskende nok mellem hende og angriberne, der i øjeblikket var mere end overraskede over den pludselige indblanding. Niamh havde fordelen allerede at være overrasket og forvente hvad som helst, så hun var kommet sig hurtigt og fik afvæbnet den ene af mændene med et svirp med tryllestaven og en sikkert udtalt besværgelse. Den ene af de store hunde havde halvt om halvt fået knækket hendes kosts skaft, og det ville i bedste fald være usikkert at forsøge at flyve på det. Hun holdt dog stadig i det med så fast et greb, hendes knoer var hvide som sne, mens hun dårligt stoppede et sekund for at få vejret mellem hver besværgelse.
Man kunne roligt sige at der skete noget omkring hende, og hvor han selv syntes at have et nogenlunde overblik, hvilede hans fokus egentlig mere på mændene end på hende. At hun rent faktisk havde kastede en besværgelse over ham da han var sprunget på den ene hund, havde han opdagede, og med nød og næppe var det lykkedes at undvige. Nu stod han så imellem, mændene betragtede ham med chokeret udtryk og han trådte enkelte skridt frem, truende og klar til at springe på dem hvis de ikke bakkede. Det var forsøget værd - tænkte han - og han ville gøre sit for at undgå at afsløre sin identitet, men .. mændene lod sig ikke kue og begyndte straks efter at kaste flere besværgelser efter ham. Alfred satte nok engang af, undgik en besværgelse og en anden strejfede ham svagt, men ikke nok til at det stoppede ham. i løbet af ingenting havde han væltede en ene af mændene, og hævet armen med staven mere eller mindre af ham, noget der naturligvis fik troldmanden til at hylle op og desperat forsøgte han at fjerne pumaen over sig. Alfred slap, og kravlede ned fra ham, væmmedes over smagen af blod, men der var igen ikke så meget at gøre. Han fik da også travlt, for selvom der var en mand nede, var der stadig to andre og tre hunde, og.. det gik nu heller ikke stille for sig. Nok var denne skikkelse praktisk under visse situationer, men lige nu, ville han foretrække en tryllestav, eller sågar et sværd! At hele situationen ville have været mere underholdende havde Nimah ikke været der, var ligeledes svært at ignorer.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 20, 2017 12:39:08 GMT
Der var nok to mænd tilbage, men den ene havde i det mindste travlt med at lede efter sin tryllestav, som Niamh trods alt havde fået skudt ud af hånden på ham. Niamh havde dog ikke meget tid til at holde øje med det store dyrs ofre lige nu. Tilsyneladende gik det efter mændene, og hun havde mere end nok at se til med at holde hundene på afstand. Der var to af dem, der stadig fandt hende mest interessant, og hun gjorde sit for at holde dem på afstand. Et forsøg blev skam også gjort på et angreb, men hun fejlede og fik selv et ordentligt rap over nallerne, så hun et øjeblik var tæt på at tabe staven. Kun ren og skær viljestyrke fik hende til at overvinde smerten og holde fast. Det havde dog distraheret hende et øjeblik for længe, og en af hundene var over hende og væltede hende omkuld med tænderne solidt plantet i hendes højre skulder. Et støn slap fra hende, som hun landede på ryggen på jorden med dyret ind over sig, og mens hun satte en fod mod dens strube og forsøgte at tvinge den væk, famlede hun efter staven, der var gledet fra hende under faldet og lå få centimeter fra hendes højre hånd. Det var takket være hundens rusken i hende, hun fangede den igen, og det hurtigste lige nu blev at jage staven i øjet på den. Den slap med et højt hyl, og hun lagde kræfter i for at sparke den væk. Desværre temmelig nytteløst.
Tingene eskaleret, og da Alfred vendte sig om, var det til et syn af Niamh der lå i græsset med en hund over sig, og tidsnok til at se hende fange sin tryllestav, og stikke den i øjet på dyret. Et halvt øjebliks chok, inden manden traf en hurtig beslutning. I næste nu, havde han forvandlet sig tilbage til sin menneskelige skikkelse, smidt en trylleformular oveni for at sikre sig sin påklædning, og smed en besværgelse efter hunden der lammede den fuldstændig, så kunne han sparke den væk. Ikke et øjeblik havde han set rar ud, vrede lynede i hans blik som han knælede ved hende, og derefter løftede blikket mod mændene der blegnede ved synet af ham. Endnu en Lammer blev sendt af sted mod den ene, i mens havde den anden fundet sin tryllestav i græsset og smed en besværgelse efter Alfred. Han rykkede sig, men ikke hurtigt nok, og den ildvarme pil strøg tæt forbi ham og strejfede hans kindben inden nok en besværgelse faldt fra ham og sendte den sidste mand i jorden. De sidste to hunde kredsede om dem, knurrede og gjorde sig tydeligvis klar til at kaste sig over dem. I ren og skær vrede, smed han en besværgelse, der sendte begge dyr i jorden, men til forskel for de to mænd, og den lammede hund, var det uden en chance for overlevelse til disse to.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 20, 2017 16:25:26 GMT
Netop som hun begyndte at være urolig for hvad, hun skulle gøre med hunden over sig, stivnede den, og sekundet efter stod en stor skikkelse halvt ind over hende efter at have sparket dyret bort. Med et gisp rykkede hun sig, troende, det var pumaen, der nu var kommet efter hende, men som hun kom op at sidde på sine ben, staven holdt frem, og så ud over sine omgivelser, glippede hun med øjnene. Hvor i alverden var han kommet fra!? Et let gisp lød fra hende, som hun så ildpilen foruroligende tæt på hans hoved, og hendes svælg og mave trak sig hårdt sammen. Han klarede sig dog og forbløffede hende ganske med sin effektivitet, som han fik mændene lagt ned. To hunde var tilbage, og Niamh var kommet på benene og trak tættere på Alfred med ryggen mod hans og staven hævet til forsvar … Ikke at det dog kom så langt, for hun havde knapt nået at trække vejret ind for at stålsætte sig, før han kastede en sidste besværgelse og.. det var ovre. Hendes grønne øjne flakkede rundt over sceneriet, åndedrættet hastigt og en kende overfladisk, og mens blodet sivede fra sårene i hendes skulder, sænkede hun den let rystende hånd, der holdt tryllestaven. Først nu mærkede hun rigtigt smerten, men hun turde knapt pakke staven væk. Resterne af hendes kost lå nogle meter væk – i to stykker – og godt plukket, og der var ingen chance for, den ville kunne repareres. En klump blev sunket.
Hun kom da på benene, men det var ikke meget hun nåede at gøre før han trådte til og klarede det sidste. Han var ikke en mand der ejede megen tålmodighed, og derfor gik det hurtigt med at få dem nedlagt, det her havde været noget han ville have nydt, havde Niamh ikke været der og de ækle hunde havde fået sat tænderne i hende. I det mindst var det ikke varulve! Alene tanken fik vreden til at vokse sig større, og han vendte sig mod hende, vreden slet ikke skjult. "Hvad I alverden havde De dog tænkt Dem?!" udbrød han vredt, tænderne bidt hårdt sammen så kæberne stod tydeligere frem, og blikket lyndene. Han måtte få hende bragt til infirmeriet, men han måtte også klare sig at de her tre mænd, og de to overlevende hunde. "Hold Dem tæt til mig, og sig ikke et ord.." beordrede han hårdt mens han med en besværgelse fik samlede bunken af mennesker og dyr. Den ene af mændene var godt i gang med at forbløde, men Alfred var ligeglad. I næste nu, landede tre Vægter, for at tage sig af affaldsbunken han havde skabt. "Er I uskaldte?" spurgte han, Alfred nikkede afmålt, og sendte manden et hårdt blik da han så mod Niamh med et hævede og spørgende udtryk.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 20, 2017 16:40:29 GMT
Og så skældte han hende ellers ud. Ikke at hun ikke forstod ham, men hun var godt fortumlet i øjeblikket. Det her var bestemt ikke, som hun havde tænkt sig, dette skulle foregå. Netop som hun skilte læberne for at svare ham, bad han hende tie og holde sig nær ham, og hun lukkede munden igen og satte staven tilbage i kjolelommen for bedre at kunne tage hånd om sin skulder. Kjolen var lidt laset i området, og hun trak den op og trykkede strimlerne mod sårene på forsiden af sig. Som Vægterne landede, gibbede det i hende, og hun veg uvilkårligt ind bag Alfred. Ved spørgsmålet nikkede hun også selv. Hun skulle nok klare sig, det tvivlede hun nu ikke på. Hendes hjerte skulle bare lige holde op med at hamre så hårdt …
Han lod hende ikke få et ord indført, og fortalte hende bare hvordan det her skulle gøres lige nu, og så havde hun bare at makke ret, han forventede det faktisk. Nok var de ikke gift endnu, men han var ligeglad, og hverken hans ord eller udstråling bød på noget diskussion hellere. Hans kollegaer dukkede da også snart op, hans fokus hvilende delvist ved dem, og delvist ved hende som hun mere eller mindre skjulte sig bag ham, ikke svært med hans høje skikkelse og de brede skuldre. "Hvorfor skulle vi være andet..?" svarede Alfred med det ene bryn stadig hævet i skepsis, bydende manden svare igen bare for at jorde ham. Tonen var også tydelig for den anden, der klogeligt valgte at tie og nikke i stedet for "Jeg melder mig på basen senere, der er noget jeg skal have ordnet." det var vidst ordene, mændene udvekslede blikke, men sørgede for at samle affaldet, og smutte igen. Først derpå vendte Alfred sig mod hende, og krævede hendes blik. "Vi skal have Dem lappet sammen, og så.. kræver jeg en forklaring" informeret han hende næsten pænt om.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 20, 2017 19:22:34 GMT
Der var jo ingen tvivl om hvem, der var i kontrol i denne situation, og Niamh overlod gladelig tøjlerne til ham. Dette gik ganske over hendes forstand alligevel! At hun gemte sig bag ham skyldtes nu mest, hun ikke vidste hvem eller hvad, de nytilkomne var og ville, men hun blev dog snart beroliget på punktet og trådte frem igen. Og snart efter var de alene sammen, Alfred og hende, og som han vendte sig mod hende, gjorde hun selv det samme og så op, hvor hun mødte hans gråblå øjne. Hvor meget hun end forsøgte, kunne hun ikke skjule for ham, hun faktisk var temmelig rystet over det alt sammen. ”Jeg kan selv stå for lapningen, når vi er et sikkert sted,” sagde hun stilfærdigt og sank en klump. ”Og angående en forklaring ved jeg knapt selv hvad, der skete. Min u.. broder var forhindret og bad mig hente en pakke i sit sted. Blot tage herud, modtage pakken fra en mand og tage den tilbage til ham; han ville sørge for resten. Han skylder penge væk og så ikke noget mærkeligt i at afdrage på en stor gæld ved at være pakkebud … Han kan vente sig, til jeg får fingrene i ham!”
Naturligvis hævede han brynet over hendes svar, kunne hun klare det selv? Hvordan? Han anede ikke hvor dygtig hun var hvad angik healende magi, selv kunne han ikke særlig meget på den front, ikke mere end hvad han havde lært i skolen, og så en besværgelse der skulle stoppe blødninger, ganske effektiv når man var ham og man derfor kunne risiker at komme ud i uheldige situationer. Det skete nu ikke så ofte, men han havde alligevel lige lært tilstrækkeligt til i hvert fald ikke at forbløde ihjel. Det havde faktisk været hans moders ide. Men noget så simpelt som det så han havde pådraget sig på kindbenet, og som var ret så overfladisk over havde blødt lidt, ja det måtte han overlade til andre, eksempelvis moderen.
Han skulle dog netop til at bede hende gøre noget ved sin tilstand før hun begyndte at snakke om alt mulig andet, da hun pludselig selv gav sig til at fortælle om sin broder, og så spidsede han ellers ører. Det ene bryn blev skudt i vejret, vreden forsvandt langt fra, og i stedet blev tænderne bidt hårdere sammen. Den idiot! Hvem i alverden sendte sin søster i hænderne på disse typer? Hvor umandigt, nederdrægtigt, barnligt og helt og igennem æreløst! Alfred fattede det ikke, og vreden blussede blot mere og mere op, hvis det da kunne blive værre! En dyb vejrtrækning blev dog tvunget ned i lungerne, han måtte bruge hovedet, om end det ikke blev lettere af at se udtrykket i hendes øjne der klart sagde hvor rystet hun egentlig var. En sær tanke strejfede ham endda, hvor han havde en sær lyst til at trække hende til sig og berolige hende, naturligvis én han ikke reagerede på, men i stedet for skubbede brutalt fra sig. Han måtte tænke praktisk her i stedet for, der var ting han måtte vide, som eksempelvis hvor indblandet hendes broder var i alt det her. ”Nej, jeg har en anden ide. Som De måske har opdaget var jeg ikke tilfældigvis i nærheden, jeg er faktisk på arbejde. De slyngler De mødte har jeg holdt øje med i et stykke tid, og jeg bliver nødt til at vide hvor indblandet Deres broder er i alt dette, for både at beskytte Dem, men også min familie. Vi blev trods alt set sammen. Min ide er derfor at vi tager hjem til Dem sammen, de konfronterer Deres broder mens jeg lytter i nærheden, dog uset for ham. Hans respons til Dem, vil afsløre for mig hvad jeg har behov for at vide” han var direkte, men han havde trods alt lovede at være ærlig, og han sagde ligeud han kun tænkte på sin familie og hende, hendes familie var ubetydelig.. selvom de egentlig ikke burde være det taget hans tanker omkring skandaler i betragtning.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 20, 2017 20:05:30 GMT
Det så ud til at komme bag på ham, hun mente selv at kunne hele sin skade, og det var vel i grunden også forståeligt nok. Skrammen på hans kind kunne hun også ganske hurtigt få styr på for ham. Det var straks værre med den flængede, blodige kjole, men det måtte de jo se til. I stedet afgav hun dog forklaring i håbet om måske at kunne berolige ham en smule. Ikke at det havde den ønskede effekt dog – tvært imod – og hun frygtede ærligt talt et øjeblik, han ville lange ud efter hende. Ikke at han gjorde det dog, og hun sank og lyttede i stedet. Brynene rynkedes. ”Hvis han er den mindste smule indblandet i det her, vil jeg bede Dem involvere min fader også; han vil ikke tolerere en sådan opførsel fra nogen af sin klan!” svarede hun og accepterede dermed hans forslag. Øjeblikket efter så hun sig let omkring i håbet om at kunne bedømme deres omgivelser. Blikket endte dog mod ham igen. ”Skal jeg tage mig af sårene her, eller finder De det bedre at tage et andet sted hen?” spurgte hun lidt forsigtigt.