|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 12, 2017 20:48:57 GMT
Man kunne ikke sige om Arthur, at han tøvede, når først han havde sat sig noget for. Lena havde givet ham griller i hovedet og det blev bestemt ikke bedre af, at Edith smilede til ham, så hendes charmerende overbid trådte frem.
Han besvarede smilet uden at tænke videre over det og da først sangen var slut og de alle jublede sammen, slap han hende kun nødigt. "Det er nemt nok at finde en tone, med sådan en muse," konstaterede han højlydt og drillende, til selskabet store morskab.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 12, 2017 21:00:04 GMT
Edith vidste ikke, hvornår stemningen mellem dem havde ændret sig, men hun fandt at en hånd dvælede ved hans skulder da dansen var ovre og hun indså det ikke, før hans stemme lød ud i krostuen.
Ikke typen der rødmede over opmærksomheden, fnøs hun i stedet og sendte ham et næsten irettesættende blik - spoleret af en stædig trækning i mundvigene.
"Er det normalt en udfordring for dig?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 12, 2017 21:06:38 GMT
Arthurs smil svandt lidt ind, før han så Ediths halve smil og kom til at grine i stedet. Han trak på skuldrene og slog med hovedet, før han flygtigt rørte hendes arm og blinkede en enkelt gang.
"Det kan ske. Der er dage, hvor det ikke er det første man har lyst til."
Han undlod at falde hen i dysterhed ved det sidste, selvom det let kunne være sket.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 12, 2017 21:34:26 GMT
Hun rørte ubevidst på sig, da han strejfede hendes arm og ganske som han, forstod hun meningen bag ordene bedre end så mange andre. Nu fik det dog blot et lidt mildere smil frem på hendes læber.
"I så fald vil jeg tage det som smiger," svarede hun, væsentlig mere lavmælt end før og med en enkelt gnist i de mørke øjne, som hun ikke var herre over.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 12, 2017 21:49:07 GMT
Det lille smil i Arthurs mundvige var temmelig charmerende, uden at han gav det stor tanke. Han vippede til gengæld en enkelt gang med brynene og slog lidt med hovedet i retning af baren igen.
"Jeg er kun lige begyndt, Miss Rabnott," forsikrede han afdæmpet, før han satte af imod det vandte ståsted og denne gang svang sig under baren.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 13, 2017 7:16:10 GMT
Øjenbryn hævede sig over det halve løfte og hun stod et sekund længere og betragtede ham gå om bag baren med en lethed i sine bevægelser, der afslørede at han kendte rummet til perfektion.
Edith selv faldt ikke helt så naturligt ind i omgivelserne, men hun fulgte alligevel efter og gled ned på samme skammel som før med ranket ryg og et interesseret blik, der fulgte Arthur mens han serverede for andre kunder.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 13, 2017 12:45:25 GMT
Arthur smilede skævt og selvom han blev nødt til at hellige sig andre kunder, så var det åbenlyst nok hvor hans opmærksomhed dvælede. Tiden gik og aftenen blev lang, men da han så Edith gøre mine til at rejse sig, var han hurtigt nok ovre ved hende og klarede halsen.
"Skal jeg følge dig hjem?"
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 13, 2017 16:14:17 GMT
Edith var vant til sit eget selskab og følte sig ikke ensom. Hun endte da også med at falde i snak med en midaldrende troldmand, men da tiden alligevel bød sig og det var tid til at tage hjem, regnede hun med også at gøre det alene.
I stedet kunne hun se op på krodrengen med mild forundring. Blikket gled mod de andre kunder og hun var ved at afslå, før hun indså at hun ikke havde lyst. I stedet så hun på ham med et spørgende, men ikke uinteresseret udtryk.
"Jeg kan gå selv. Medmindre... Hvis du kan undværes her?
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 13, 2017 16:48:05 GMT
Arthur vidste udmærket, at Edith kunne gå selv. Han havde ikke noget heltekompleks og han troede ikke meget på, at hun ikke ville være i stand til at forsvare sig selv, men han havde heller ikke lyst til at se hende gå. Havde han sine bagtanker med at følge hende hjem? Ja, bevares, men selvom han kunne mærke øjne i nakken, nøjedes han med at smile skævt og trække en enkelt gang på skuldrene.
"Her er ved at blive tømt alligevel," konstaterede han, velvidende at hans ivrige familiemedlemmer kun ville tilskynde ham, hvis han rent faktisk spurgte. Deres blikke havde også hængt ved Edith denne aften og han kunne næsten fornemme sin mors ånde i nakken, som hun fandt endnu et kvindeligt offer. Det slog ham ikke af pinden. Han var selv interesseret i Edith og efter de indledende, store skrupler var han også ærlig nok overfor sig selv til at indrømme det.
"... Så var det et ja?"
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 13, 2017 22:35:22 GMT
Edith var ikke helt så opmærksom på den direkte opmærksomhed, men hun var til gengæld heller ikke helt blind for det.
Rygter løb, men alligevel tog hun chancen nu og endte med at nikke i accept. "Det må det være," konstaterede hun, med et ikke helt uindbydende blik.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 13, 2017 22:52:11 GMT
Arthur var opildnet nok, selvom hendes svar ikke var meget. Han smilede skævt, før han svang sig under baren igen, denne gang med en vams i den ene hånd. Han trak den på, inden han bød Edith sin arm.
Ville det starte sladder? Utvivlsomt. Kunne han leve med den sladder? Absolut. Lena havde overbevist ham om, at det var på tide. Han kunne ikke blive ved med at leve som en munk.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 15:25:24 GMT
Edith kastede et enkelt, vurderende blik mod den tilbudte arm og der kunne ikke herske megen tvivl om, at hun overvejede helt de samme ting, som krodrengen gjorde. I sidste ende måtte hun dog nå til samme konklusion som han. I hvert fald tog hun imod armen og inden længe havde de forladt den tætpakkede, tilrøgede krostue og var ude i den kolde forårsnat.
"Har du for vane at følge enlige gæster hjem?" spurgte hun efter kort tids stilhed og kastede et enkelt, lidt for interesseret blik op mod ham, der drunkede lidt i det begrænsede lys.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 17:32:45 GMT
Arthur smilede afslørende over Ediths spørgsmål og klarede halsen en anelse. Han trak lidt på den ene skulder og så ned på hende, før han svarede; "nej," men samtidig trak en anelse på det, som om han ikke var helt sikker. Det var han nu. Ganske sikker på, at han ikke fulgte alle og enhver hjem.
"... Men hvordan skulle jeg ellers få dig for mig selv et øjeblik?"
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 18:52:13 GMT
Edith var ikke helt chokeret over svaret, men det hindrede det ikke i at trække afslørende op i hendes mundvige - skønt hun ellers prøvede på at skjule det. Med en puls, der lå en anelse højere end normalt var hun tavs et sekund eller to, før hun så op mod ham igen.
"Er der nogen særlig grund til at du... Ville det?" lød det, som altid en smule mere formelt end det egentlig var meningen. Kun det lurende smil afslørede, at det hele ikke var helt tabt på hende - ikke at hun præcis vidste hvad dét var.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 19:01:49 GMT
Arthur hævede et enkelt bryn, før han blottede sine tænder i et nærmest drenget smil og trak lidt på skuldrene igen. "Det tænker jeg godt du er klar over, Miss Clagg," pointerede han.
"Vi har vist fået slået fast, at du er en ganske skarp kvinde..."
|
|