Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Niamh rejste sig også op, og de stod snart side om side. Han hørte hendes ord, og nikkede til hende uden at sige særlig meget. Hendes moder var dog alt for tæt på til at han kunne svare, og han var klar over at hans egen moder observeret ham diskret, og Niamh med. Han trådte et enkelt skridt til siden, hænderne foldede bag ryggen og han stod ellers rank og betragtede moder og datter. Kvinden så tydeligvis forventningsfuldt mod sin datter, og denne vendte da også blikket op mod ham øjeblikket efter og bekendtgjorde at hun accepteret frieriet. Han bøjede hovedet i respekt for hendes beslutning og ord "Jeg siger tak for æren, milady.." svarede han uden videre følelse i stemmen. Hans moder kom tættere på og gav hans skulder et let klem. "Det lyder til at vi har en del at snakke om" svarede hans moder rettet til hendes.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 20:05:28 GMT
Han gav ikke udtryk for mange tanker eller følelser, og det samme gjorde sig gældende for hende selv. Det lette smil var mere for hendes moders skyld end noget andet. ”Æren er ganske min,” svarede hun høfligt og formelt, og Cáit så ganske tilfreds ud med sin datter, mens hun vendte ansigtet rundt mod Black-kvinden med et varmt, imødekommende smil. ”Sandelig så! Jeg har allerede set to døtre og en søn vel ind i deres ægteskaber, så det bliver næppe noget større problem med planlægningen af dette; jeg har grundstenene, og med Deres excellente smag er jeg sikker på, vi på ingen tid kan skræddersy de to vielser tilfredsstillende.” Niamh havde nok vidst hvordan, det ville blive. Det var ikke fordi nogen af hendes søskende havde haft det mindste at sige omkring deres vielser, så hvorfor skulle det være anderledes med hende? Dog skævede hun let mod Alfred fra sin plads der halvvejs bag sin moder og halvt om halvt i glemmebogen for nu.
Mødrene så ud til at have en masse at tale om, og ærlig talt, var det her ikke et emne han havde tænkt sig at blande sig i. Moderen havde en ide om hvordan det hele skulle ske, og egentlig var det eneste relevante for Alfred, en dato for vielsen som passede ind i hans planer. Så måtte damerne selv bestemme det hele. "Naturligvis, og med Niamh's tanker på området, naturligvis.." svarede kvinden venligt og med blikket vendt mod sin kommende svigerdatter. "Det lyder til at I har rigeligt at diskutter, er der noget I ønsker min tilstedeværelse til?" spurgte han derpå. Moderen havde taget hånden til sig og begge hænder var nu foldede foran sig. "Ikke umiddelbart, kære. Jeg fortæller dig hvad vi når frem til med hensyn til datoen. Hvad siger I de damer?" spurgte hun henvendt til de to kvinder.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 21:11:53 GMT
At hendes svigermoder så villigt involverede hende i planerne, kom en smule bag på hende, om end ikke halvt så meget som på hendes moder. Cáit syntes da også øjeblikket efter at fyldes med en grad af alarm, som Alfred mente at ville gå – og uden Niamh. ”Åh, jeg er sikker på, min datter hellere vil bruge sin tid med Dem, milord; og lære Dem bedre at kende,” skyndte hun sig at sige med et smil. Niamh selv kvalte et suk og foldede hænderne foran sig uden at give udtryk af hverken tanker eller følelser på området.
Alfreds ene bryn skød i vejret ved svigermoderens ord "Jeg vil naturligvis intet have imod ladiens selskab, så absolut ikke.." lagde han ud med, moderens blik mod ham bragte ham dog i et dilemma, og han besluttede derfor at gøre det eneste han fandt rigtigt, og så mod Niamh. "Ønsker De at blive tilbage med vores ærede mødre, og være med til at planlægge vores bryllup, eller vil De hellere gå en tur i haven med mig?" spurgte han og lod det være op til hende at sige hvad hun helst ville. Han skulle ikke kunne sige om hun kunne tænke sig at have noget at skulle have sagt hvad angik brylluppet, i så fald, fik hun muligheden. "Skulle De ønske min mening om noget, skal De blot sende bud efter mig.." tilføjede han, til sin moders store overraskelse, især som ordene rent faktisk var henvendt til Niamh skulle hun vælge at blive.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 21:29:39 GMT
Alfreds svar varmede Niamh om hjertet, og et svagt, men taknemmeligt smil blev sendt ham. Dog var han ikke den eneste i et dilemma, og selvom han så smukt gav hende muligheden for at få et ord indført i planlægningen, vidste hun udmærket, hendes moder så anderledes på sagen. Hans tilføjelse til sidst fik kun hendes smil til at vokse let, og hun skilte læberne for at svare, kun for at stoppe sig selv, som hun mærkede sin moders hånd mod sin arm. Hun behøvede end ikke se mod hende for at vide hvad, der forventedes af hende. ”Min datter er endnu for uerfaren i at arrangere offentlige festligheder på den vis. Hun skal nok få øvelsen med tiden, men et bryllup er af den største vigtighed – især for familier som vore – og jeg er ganske vis på, Niamh selv ikke ønsker at løbe risikoen for at blamere sig ved en sådan lejlighed.” Et blidt blik blev sendt Niamh, der kvalte ydmygelsen og blot bøjede nakken. ”Naturligvis ikke, moder,” faldt hendes svar roligt og så blottet for følelser, hun nu kunne mønstre det. Det var som sagt ikke andet end hvad, hun havde forventet, men at hendes moder direkte ville sætte ord på sine tanker på området, kom alligevel bag på hende.
Hans svar var til Niamhs store glæde, ikke at glæden blev udvist med kæmpe smil og megen postyr, men han opfangede det, ligeså gjorde hans moder. Hun fik dog ikke et ord indført som hendes egen blandede sig på denne vis, og det irriteret ham så utrolig meget. Det gik alt for hurtigt op for ham hvilke type kvinde hendes moder var, og selvom hans egen var meget formel og holdt på normerne, vidste de begge hvad for en type kvinde Alfred ønskede sig, og hun måtte lægge bånd på sig for ikke at blande sig, men lade sin søn tage hånd om sagen, hvad han da også gjorde ved Niamh's egen reaktion og svar. Blikket blev vendt mod Cáit, et distanceret og køligt blik, hagen løftede "Med al respekt, milady, men De undervurderer virkelig Deres datters kunnen. Til trods for den korte tid vi har haft til at tale sammen, har jeg allerede opdaget hvor intelligent en kvinde hun er, ellers havde jeg ikke valgt hende som hustru. Desuden, at skulle have et ord sagt om sit eget bryllup er ikke for meget for langt, tværtimod ønsker jeg at Niamh skal have en mening om det, som jeg ved at min moder også ønsker af hende. Jeg er overbevist om at I sammen kan finde ud af at gøre begivenheden så værdig som den bør være." faldt svaret fra ham, et blik blev sendt mod moderen der nikkede. "Jamen naturligvis kære" svarede hans moder, og et nik blev det til fra Alfred inden atter vendte blikket mod de to andre kvinder.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 22:02:30 GMT
Alfred stod op for hende, hvad halvt om halvt kom bag på hende, men som hun dog alligevel ikke kunne andet end lide ham endnu bedre for. Cáit så en kende overrasket ud og vendte blikket mod sin datter efterfølgende, og Niamh mødte hendes blik og skjulte hvordan, hendes hjerte hamrede i brystet på hende. ”Jeg vil ikke have en sag som Killian Ó Cearmada igen, Niamh!” formanede hun. Farve skyllede op i Niamhs kinder, og hun så på sin moder med rynkede bryn og et temmelig såret blik. ”Jeg var tretten! Killian kommer ikke en gang til at modtage en invitation til brylluppet, og jeg skal nok tale med ham og selv sige til ham, han skal holde sig væk.” En snert af indignation var at høre i hendes stemme, og hun modtog et hårdt blik tilbage og måtte båndlægge sig selv igen.
Cáit var tydeligvis overrasket, og Niamh's taknemlighed skjult for ham. Alt dette betød da heller ikke noget, så længe kvinden her forstod at han ikke ønskede at der blev talt ned til Niamh, og slet ikke under sit - eller familiens - tag. Niamh skulle snart blive hans hustru, og hende respekteret man, det havde hendes forældre også bare at gøre. Kvindens reaktion fik nok et hævet bryn fra ham, han havde ingen anelse om hvem denne Killian var, men skulle nok spørge om det på et eller andet tidspunkt, når de to var alene. For nu, nikkede han blot. "Fremragende, det ser ud til at vi er kommet til enighed. Jeg har lidt arbejde at se til, skulle der være noget, må I som sagt give lyd fra jer" kommenteret han blot som han så fra det ene ansigt til det næste for til sidst at lade blikket falde mod sin moder. Denne smilede tilfredst, og nikkede. Derpå bukkede han for kvinderne, og undskyldte sig, inden han forlod dem.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 22:13:28 GMT
Alfred virkede alt andet end afskrækket, som han indirekte slog fast, Niamh skulle deltage i forberedelserne, og hun var selv taknemmelig for det. Cáit derimod virkede knapt så tilfreds, om end hun dog nejede for Alfred og ønskede ham god arbejdslyst. De tre kvinder blev ladt tilbage, og Niamhs blik gled en anelse varsomt fra den ene kvinde til den anden. Cáit ledte an i samtalen, som hun fremlagde hvordan hendes andre døtres bryllupper var forløbet, og Niamh valgte at lytte til en start og observere og lære, før hun begav sig ud i noget. Det sidste, hun ønskede lige nu, var at udstille sig selv eller sin moder yderligere.