Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 29, 2017 23:28:09 GMT
Hun kunne undskylde lige så meget hun ville. Det fik ikke hendes ord til at forsvinde. Nicholas var måske paranoid, men han kunne allerede høre hendes latter som han forlod hende alene i kælderen. Hendes bøjede nakke hjalp dog. Det var sjældent at han lod sig selv fortvivle, og med hendes underkastelse kom han igen tilbage til et sted hvor han havde magten. Grebet i hendes hår pressede hende ned imod gulvet. "Så gå på knæ.." De havde andre ting der var ufuldente, og mens hans fingre stadig var viklet ind i de korte lokker, slap hånden om hendes hage, så den i stedet med rolige fingre kunne begynde at åbne hans bælte.
Post by Josselyn Wright on Jan 29, 2017 23:36:32 GMT
Josselyn kunne se at han heller ikke havde lært noget fra sidst og hun blev en smule overmodig, da det så ud til at han følte sig sikker. En hurtig besværgelse og transferens og så var det overstået. Det var det eneste øjeblik hun kunne udnytte nu, hvis ikke hun skulle tage den klamme ting i munden. Hun gav lidt efter hans pres på hendes hoved, samtidig med at fingrene hurtig samlede sig om tryllestaven i hendes skørts lomme, hvorefter hun i en hurtig bevægelse havde peget den mod ham og mumlet 'lammer'. Magien formåede dog ikke at gøre som hun ville og hun endte med selv at blive slået tilbage mod gulvet, med et overrasket støn, men på trods af det havde gjort ondt var hun allerede på vej til at prøve igen.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 0:03:49 GMT
Nicholas havde nærmest forventet at hun ville adlyde. Ingen ville komme og redde hende denne denne gang, og alligevel forsøgte han at lades som om han ikke var overrasket da hun blæste sig selv bagud. Håndet der havde forsøgt at løsne hans bælte, var ikke sen til at gribe efter tryllestaven der i en let bevægelse var trukket og pegede på hende. "Dolor" Hans ansigt var iskoldt, som han med en fattet stemme fremsagde torturbesværgelsen. En hvis vrede var at spore. Frustrationen over at hun ikke ville underkaste sig, men blev ved med sin tåbelige trods havde taget bolig i ham. Vreden kanaliserede sig ud igennem tryllestaven, mens de lyse øjne lynede. Kælderens loft var forseglet, og han ville nyde at høre hende skrige.
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 0:17:07 GMT
Josselyn kendte besværgelsen han fremsagde og allerede før den ramte hende, blev hun grebet af frygt. Virkeligheden overgik dog hendes vildeste fantasi og da magien ramte hende, følte hun en smerte der var så voldsom at hun var tæt på at besvime. Hendes blik stirrede op i hans, mens hun vred sig og skreg. Tårerne viste sig i hendes øjne, alting gjorde ondt på hende og hendes blik rullede opad, mens hun krøllede sig sammen i fosterstilling og spjættede en anelse. Hun forsøgte at lade være med at skrige, i stedet blev det til små smertefulde klynk og piben, mens hun skjulte sit ansigt i sine hænder og forsøgte at holde den altoverskyggende smerte ud.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 12:49:41 GMT
Dolorosoforbandelsen var Nicholas' personlige favorit. Han havde aldrig brudt sig om det grissede arbejde det var at torturere et andet menneske, og fandt i stedet forbandelsens finesser langt mere tiltalende. Den efterlod ingen fysiske mærker, og skulle eftersigende være langt mere smertefuld end at skære folk op. Da pigebarnets hjerteskærende skrig blev reduceret til en svag klynken, holdt han dog ikke inde. Hendes krop arbejdede med smerten, men det betød ikke at han havde fået hvad han ville have. "Det var et meget dumt træk.. Det beviser jo at du ingenting har lært.." Et let sving med tryllestaven afbrød forbandelsen, og gav hende et lille pusterum før det hele kunne starte igen.
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 13:18:12 GMT
Josselyns vejrtrækning var hivende da han holdt inde med besværgelsen og hun rystede, som havde hun fået stød. Hun havde stadig tryllestaven i sin hånd, men var for udmattet og svag til at tænke på at gøre mere. Hun så op på ham da han talte, det irriterede hende at han havde ret, hun havde forrådt sig selv på grund af sin stolthed. Men selv nu, hvor han stod med de stærke kort i hånden, havde hun lyst til at spytte på ham. At overgive sig til ham var stadig det værste hun kunne gøre. Alligevel følte hun sig svækket nok til at se på ham med det ynkeligste blik hun kunne præstere, hvorefter hun trak skuldrene op over ørene og gemte sit ansigt ned mod gulvet.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 16:41:33 GMT
Det havde fascineret Nicholas, hvordan man fandt de stærkeste sjæle i de svageste kroppe. Ånden i de små bondehjem var en mærkelig ild der syntes umulig at slukke. Selv hvis han nedladede sig til at urinere ned på den ville der stadig være ulmende gløder tilbage. Han havde dog ingen intentioner om at væde tjenestepigen på den måde. Kælderen stank nok i forvejen, og tryllestaven i hans hånd var som førnævnt en langt renligere kilde til underkastelse. En fod der stadig var stænket af øllet hun havde spildt lagde et svagt pres på hendes hånd, før han med en let puffen kunne sparke tryllestaven ud af den. Foden fortsatte sit arbede, og lagde sig på hendes hoved så han kunne tvinge hende til at se op på sig. "Du må forstå at jeg ikke har travlt, og ingen vil komme og forstyrre os denne gang. Du vil underkaste dig, forstår du?" Tryllestaven rettede sig endnu engang ned imod hende, klar til at fremsige den utilgivelige forbandelse.
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 16:59:09 GMT
Josselyn forsøgte at holde fast i tryllestaven, men til sidst blev presset for meget og hun gav slip og betragtede den trille væk fra hende. Den sidste udvej, tænkte hun og skar en grimasse da hun lugtede øllen og mudderet fra skoen på sit ansigt. Langsomt drejede hun sit ansigt op mod ham og så ham i øjnene, mens hun skar en grimasse. "Jeg vil aldrig underkaste mig." Sagde hun og forberedte sig mentalt på den smerte han uden tvivl ville sende afsted mod hende igen. "Ikke til dig din gamle klamme gnier." Mumlede hun og så ham i øjnene med et spydigt blik.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 18:41:08 GMT
Den eneste reaktion hendes ord som udgangspunkt fremkaldte hos troldmanden var et hånligt fnys, før tryllestaven igen blev stødt fremad og lod smerten indtage hendes krop. Støvlen var stadig placeret på hendes kind, selvom han fjernede den igen kort efter, samtidig med at han afbrød forbandelsen. "Jeg tror ikke at du forstår hvem din trodsighed i virkeligheden går ud over.. Jeg han beholde dig hernede til tænderne rådner i din mund og du svinder ind til ingenting. Men hvad med din moder der resten af sit liv skal se dit ansigt i fremmede blonde piger, eller din fader der drukner sig selv i floden af sorg og desperation? Er din trods virkelig det værd?" Han kiggede ned på hende med et let løftet øjenbryn, og havde tryllestaven klar til at besvare endnu et næsvist svar.
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 19:47:49 GMT
Et kort men skingert skrig slap over hendes læber, som forbandelsen tog over hendes krop og hun klynkede lidt bagefter, inden hun forsøgte at fokusere på hvad han sagde. Det var dog svært, for hun var udmattet. Hendes blik søgte tøvende op mod hans og hun rynkede sine øjenbryn lidt i en trist mine. Han havde jo ret, men hvordan kunne hun vide han ville slippe hende fri, hvis hun gjorde som han sagde? "Vil du lade mig gå hvis jeg gør som du siger?" Sagde hun med en spinkel stemme og så ind i hans øjne, med et oprigtig håb i sit blik.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 20:50:53 GMT
Nicholas selv var ikke født med den store empati. Hans moder kunne græde mange salte tårer uden at det rørte ham det mindste, men de færreste mennesker var ligeså afstumpede som ham. Godt tilfreds lagde han derfor også mærke til hvordan hans ord talte pigebarnet til fornuft. Det var de færreste mennesker der ikke havde noget at miste. Han kiggede ned på hende med et langt, køligt blik. Han var fristet til at afslå, men når hun først var knækket kunne han ikke bruge hende til særlig meget. Hendes fine slanke krop kunne han finde så mange andre steder. "Ja." Svaret var kort, som om det gav sig selv. Han trådte et skridt tilbage så der blev mere plads til hende, og satte med en velovervejet bevægelse sin tryllestav tilbage i bæltet. "Knæl.."
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 21:06:00 GMT
Josselyn ville ønske at hun bare kunne gøre det, men hver gang de kom til det punkt, hvor hun skulle til at udføre hans ønske, blev hun helt kvalm. Alting i hende strittede imod og selvom hun formåede at skubbe sig selv op at sidde, kom hun ikke længere. I stedet lagde hun armene om sig selv og så på ham med store bedende øjne, mente han det virkelig? Var der ikke stadig en lille chance for at hun kunne slippe udenom? Stilfærdigt blev hun siddende, uden at rykke tættere på ham eller gøre mine til at følge hans ord og til sidst endte hun med at begynde at græde, mens hun så op i hans øjne.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 21:36:39 GMT
De våde blik pigebarnet sendte ham gjorde intet ved den aldrende troldmand. Han var ikke nogen sympatisk mand, og det faldt ham derfor heller ikke ind at få medlidenhed med pigebarnet nu, hvor han var så tæt på at opnå hvad han gerne ville have. "Godt." Hans ros var tonløs, som det kølige blik betragtede hende. Han trådte hen til hende igen, og lod en enkelt hånd glide igennem hendes korte blonde hår i et sært omsorgsfuldt kærtegn. Han løsnede selv sit bælte, det var for dyrebart til at ligge på det klamme gulv, mens blikket der stadig hvilede i hendes øjne blev svagt opstemt. Der var en sulten lyst i hans øjne, som han tog bæltet i hånden og nikkede let. "Tag mine hoser af, og tag min manddom i munden.." Hun havde fået instruktionen en gang før, men denne gang ville han sørge for at hun fulgte den.
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 21:59:26 GMT
Josselyn følte ikke kærtegnet gav hende den følelse, som bevægelsen normalt gjorde. I stedet var den degraderende og gav hende kvalme. Hun så stadig op på ham, i tilfælde af hun kunne få ham til at skifte mening med sine bedende øjne, men som han tog sit bælte af så hun at det ikke var tilfældet. Skælvende, løftede hun sine hænder op til hans bukser, men hun var så forsmået og bange at hun ikke formåede at løsne hans bukser op. Desperat forsøgte hun at blive ved med at prøve, bange for at han ville straffe hende hvis hun holdt op, hendes fortvivelse gjorde til sidst at hun begyndte at græde og næsten ikke kunne se noget da vandet slørede hendes blik.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 23:16:05 GMT
Nicholas smil blev en smule bredere da han kiggede ned i hendes våde øjne. Hendes gråd gjorde ingenting for ham, andet end at fremkalde en lettere utålmodig trækning i hans mundvige, som hendes bævende fingre fumlede med hans hoser. Han rømmede sig let, og tog et øjeblik til at tørre tårrerne fra hendes øjenkroge så han igen kunne få lov til at se ned i det brune blik. "Din gråd hjælper dig ikke.." Hans finger gled under hendes hage, før den slap, og med sikre fingre fik hans hoser og broger til at falde ned om hans ankler. Blikket kiggede afventende på hende, som han nu stod blottet foran hende fra livet og ned. "Kys min manddom og tag den i munden." Det var ikke en opfordring men en ordre, som hans hånd lagde sig afventende på hendes baghoved.