Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var over de fleste børns sengetid, da Edina kom ind på den varme kro, i følgeskab med to af de andre troldetæmmere, som hun brugte sin tid på. Efter en lang, lang dag havde de brug for noget at styrke sig på og hun havde alligevel ikke noget at komme hjem til. Det var ikke fordi nogen børn eller mand ventede på hende.
Til gengæld virkede det som om ildwhiskeyen på kroen havde og da først en enkelt ration af den var nedsvælget, havde hun det lidt bedre. Hun sad med sine to kollegaer ved et mindre hjørnebord med fuld udsigt til indgangen, hvilket netop var grunden til, at hun lagde mærke til ham, da han trådte ind.
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 17, 2017 19:24:49 GMT
Kofoworade havde ved ankomsten til de britiske øer indstillet sig på at han kunne ende med at løbe ind i sin gamle flamme. Med kun et halvt år tilbage på Hogwarts var han dog begyndt at tro på at det ikke ville ske, hvorfor han også havde forkastet alle overvejelser om hvad han skulle gøre hvis det alligevel skulle ske. Det var derfor en overvældende mængde af blandede følelser der fyldte ham, da han kun øjeblikke efter at være trådt ind ad døren fik øjenkontakt med en kvinde der i hans hoved ikke kunne være andre end hende; det var hendes ansigt. Han var kommet for at drikke en tår med nogle af sine medundervisere, men undskyldte sig distraheret fra selskabet og var dermed straks på vej over mod hende, før han havde nået at tænke mere over det.
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 17, 2017 21:55:43 GMT
Det var ikke fordi Edina ikke havde forstået, at Uagadou deltog i femkampen, men hun havde nok antaget, at han ikke var med. Hun havde ikke engang spurgt sin lillesøster, men slet og ret bare besluttet sig for, at det måtte hænge sådan sammen. Selv hvis han var i landet, så tvivlede hun på, at han ville have noget med hende at gøre.
Da hun så ham komme gående, vidste hun derfor heller ikke hvordan hun reagere. Frem for at sidde og vente på det uundgåelige, rejste hun sig dog brat op og gik ham i møde. Hvad end der ville ske, så havde hun ikke brug for, at hendes kollegaer overhørte det.
Ina standsede foran ham og huskede først da, at han var en mand der, modsat mange, var højere end hende. Hun så op på ham med en mærkelig følelse i kroppen, som hun gav et let nik i anerkendelse og forsøgte at slide sine kæber fri for at sige noget.
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 17, 2017 22:19:23 GMT
Da Kofoworade stoppede op foran hende var det med et nærmest undersøgende blik, som for at sikre sig at det rent faktisk var hende selvom han slet ikke følte sig i tvivl og endnu mindre nu hvor hun var gået ham i møde. Han gengældte nikket men ventede ikke på at hun fik noget ud over læberne indenfor det første øjeblik.
"Du er i live," konstaterede han med et næsten borende blik. Muligvis var en del af ham lykkelig for at se hende, men en anden del kæmpede med skuffelsen over at hun aldrig var vendt tilbage til Uagadou den gang for mange år siden.
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 17, 2017 22:30:17 GMT
Hun ville aldrig have tilgivet ham og på samme måde forventede hun heller ingen tilgivelse fra ham. Hans konstatering var dog overraskende og hun blinkede en enkelt gang, før hendes bryn trak sig sammen. Men måske gav det mening, hvis han troede...
"Ja," svarede hun, væsentligt mere brysk end det var intentionen. "Og du også."
Hun rømmede sig lidt. "Du er her... På grund af femkampen?"
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 17, 2017 23:06:56 GMT
Kofo gjorde endnu et nik da hun sendte konstateringen tilbage, denne gang dybere end det første havde været ved hilsenen.
"Korrekt. På grund af femkampen," svarede han. Desto længere han stod der foran hende, desto flere spørgsmål ophobede sig i hans indre. Nok til at han begyndte at glemme de første der var dukket op og han ikke helt vidste hvilket han skulle stille først. "Hvor blev du af?" endte det med at nærmest falde ud af munden på ham, så snart han havde fået hevet fat i et af spørgsmålene at stille.
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 18, 2017 22:19:25 GMT
Ville hun selv have svaret ham, hvis det havde været hende? Talt til ham? Måske ville hun havde ønsket, som han, at få svar, men hun tvivlede. Hvilken undskyldning var gyldig for det hun havde gjort? Ingen dårlige, i det mindste. Hun nøjedes med sandheden.
"De havde brug for mig her." Hun tog en dyb indånding og knyttede sin hånd lidt sammen i refleks. "Jeg beklager." Blikket gled fra hans mørke øjne, som hun slog det ned med en underlig fornemmelse i kroppen. "Virkelig," tilføjede hun, efter et øjeblik, uden at se op på ham igen. Hun ville aldrig have tilgivet det og hun forventede intet af ham. Havde ikke forventet noget. Det var jo den sande grund til, at hun ikke havde stået dernede to år senere.
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 19, 2017 0:56:51 GMT
Kofoworade trak øjenbrynene sammen og syntes ikke at vise umiddelbare tegn på tilgivelse; han var stadig overvældet af alle de ubesvarede spørgsmål, som Edina ikke rigtig havde svaret på med den ene sætning der skulle forestille en forklaring.
Frem for at anerkende hendes undskyldning i første omgang stillede han derfor endnu et spørgsmål. "I over et årti?" Udtrykket i hans øjne var mere skuffet end det var bebrejdende. Så vidt han huskede havde han den gang ikke forstået det som noget permanent. "Du efterlod mig, Dina."
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 19, 2017 12:47:36 GMT
Edina havde ikke let til dybere følelser og der var stadig en væg imellem hende og hendes tidligere elsker. Den sidste sætning fik dog en lille del af hende til at knække og hun fyldte lungerne med luft, før hun nikkede.
"Kan vi lade være med at gøre det her her?"
Hun løftede langsomt blikket til hans, med lyse øjne fyldt af alvor. "Hvis du virkelig vil høre hvad der skete, kan vi så gå?"
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 20, 2017 14:46:18 GMT
Kofoworade havde ikke som sådan tænkt særlig meget over omgivelserne, da hans overvældelse over at se hende igen nok i virkeligheden fyldte mere. Det gik først rigtigt op for ham ved hendes spørgsmål, at de bestemt kunne tage den et mere hensigtsmæssigt sted, og som resultat så han kort rundt i kroen.
Af selv samme grund nikkede han også til det andet spørgsmål eller forslag. "Det vil jeg meget gerne," svarede han og ventede på at hun var klar til at gå. Selv var han jo stort set ikke kommet ind ad døren og havde derfor stadig varm kappe på.
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 21, 2017 17:13:09 GMT
Hvordan han stadig, efter så mange år, kunne vække følelser i hende med så få ord og blikke, var over Edinas forstand. Det var fyldt med konflikt hun gik ned til bordet, gav en svag undskyldning til sine to kollegaer og samlede sin varme oilskindsfrakke op. Da først hun var ved Kofo igen, gav hun dog et let nik og slog med hovedet, som hun gik imod udgangen.
Hun lukkede frakken ordentligt til, da først døren var lukket bag dem, men tøvede ikke med at begynde at tale. Hvis han rent faktisk ville høre på hende, så fortjente han det.
"Min far døde. Det ved du." Hun tog en dyb indånding. "Hos os er det den ældste søn, der arver, men min far har ingen sønner, ingen brødre, ingen fætre." Hendes bryn trak sig sammen. "Det betyder at min mor tog over og at jeg er hendes arving."
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 23, 2017 21:19:09 GMT
Til det første nikkede Kofoworade; han vidste det, hun vidste at han vidste det, og han havde kondoleret, så han ventede på det der var i vente efter indåndingen.
På deres tur ned ad gaden kiggede han på hende, først forstående, derefter uforstående da hun ikke uddybede nærmere. "Og derfor blev du nødt til at blive? Hvad med dine søskende?"
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 23, 2017 21:48:19 GMT
Edina tog en dyb indånding ved hans spørgsmål. Ikke fordi det var hverken dumt eller uforståeligt. Hun smilede en anelse hårdt og temmelig glædesløst, før hun rystede lidt på hovedet.
"Mine søstre er begge gode mennesker, men der er ingen af dem, der er ledere. Og..." Hendes kæbe blev anspændt. "Der er ingen af dem, der har født sønner." Blikket flakkede kort op til ham og hun ville ønske, at hun ikke behøvede at sige det næste. "Det var min pligt. Det troede jeg i hvert fald."
Hun sank en klump og i de grove skindvanter trak hendes fingre sig tæt sammen, så hænderne formede knytnæver. "Jeg bebrejder dig ikke, at du ikke forstår det, men jeg blev nødt til at prøve. Så jeg giftede mig."
Post by Kofoworade Akinleye on Jan 23, 2017 22:28:42 GMT
Al Kofoworades opmærksomhed og energi var rettet mod Edina, så følelsen af det pludseligt synkende hjerte var meget gennemtrængende da den opstod idet hun fortalte at hun havde gift sig. Han vidste ikke hvad han havde forventet. At hun skulle forblive ugift? Nej, han havde nok nærmere haft sit fokus andetsteds og derfor ikke gjort sig nogen forventninger om dette.
Til at starte med sagde han ikke noget, men kiggede bare på Edina med en hvis bedrøvelse i blikket. Efter nogle øjeblikke af bearbejdning af den nye information, dukkede der dog et spørgsmål op. "Med hvem?" Det lød måske hårdere og mere kontant end hvad intentionen var, men han havde trods alt et ønske om at vide om det var en ordentlig mand hun så havde fundet; om det var en der behandlede hende pænt.
Post by Edina Zabini Clagg on Jan 23, 2017 23:23:00 GMT
Et lille fnys forlod Edina, uden omtanke, over Kofos spørgsmål. Hun så op på ham med let sammentrukne bryn, før hun trak på skuldrene. "Dziban Zabini, hed han," svarede hun ærligt og på mere end det han havde spurgt om. "Han var en god mand, går jeg ud fra." Han var ikke dig.
"Men vi fik ingen børn, før han gik bort. Familien har stadig ingen sønner. Så det var alt sammen for ingenting og jeg en tåbe." Hun stirrede ligefrem imens de gik ned af en sidegade. Det var koldt, halvmørkt, men det sneede ikke i dag og vinden var ikke slem imellem husene. "Det var tåbeligt, at jeg ikke kom tilbage. Mit livs værste beslutning. Men jeg forventer ikke at du tilgiver mig for den. At du overhovedet vil høre mig tale... Overraskede mig?"