Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Mørket havde lagt sig over Malfoy godset. Deana havde nydt aftenens ro til at sænke ned i et kar med varmt vand og duftende blade. Rygtet om hændelsen med Maries tjenestepige var ikke gået hendes øre forbi. Det var ikke overraskende, og alligevel havde det fået hende til at rynke på næsen. Hvad hendes mand foretog sig ude for hjemmets vægge var hun sådan set mere eller mindre ligeglad med. Men havde alligevel en stærk holdning til hverdagen på godset.
Det var med et tungt suk at hun rejste sig op af badet og fik tørret sin krop. Hun iførte sig sin natkjole og flettede det lange hår så den nå ned langs hendes skulder. Hun betragtede sit spejlbillede. Det var et held for hende at dampen gjorde det næsten umuligt for hende at betragte sig selv. Hun havde aldrig været besat af ungdommelighed, men det kunne af og til sætte sig sine spor hos hende hvordan hun ændrede sig med årene.
Hun lukkede døren bag sig da hun var kommet ind i det sovekammer hun delte med sin mand. I det mindste ville han stadig gerne dele seng med hende. Hun vidste også godt at der lå langt mere i deres ægteskab end den generelle lyst. Blikket gled kort ned på sin mand som hun passerede sengen inden hun satte sig i sin side. Hun sank ned i madrassen inden hun trak sine fødder op til sig og under dynen. "Det var da synd med Maries tjenestepige" var det første der lød fra hende. Tonen var mere eller mindre uinteresseret. Hun rakte ud efter sin bog fra bordet og lænede hovedet en smule tilbage.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 9, 2017 0:01:08 GMT
Nicholas havde haft en lang dag. Han var ikke videre mærket af episoden med tjenestepigen, men to af hans bønder havde opsøgt ham fordi deres køer var gået til i vinterkulden og i stedet for at tage et afslappende bad, var han i stedet blevet nødt til at lære dem hvorfor man ikke belemrede sin herremand med småproblemer. Da han endelig satte sig op sin seng var det med et dybt suk. Han var ingen ungkarl længere, og det begyndtes efterhånden at kunne mærkes. Han rettede en smule på den bløde natskjorte som hans hustru trådte ind. Hun var altid et syn, men hun var heller ikke ung længere, og alligevel gled øjnene op og ned af hende som de gjorde hver aften. Han brummede let til hendes første bemærkning. Hun spildte ikke længere tiden med at spørge til hans dag, han ville selv fortælle hende hvad han mente der skulle fortælles. "Hun ligger som hun har redt." Han drejede hovedet imod hende, før han lagde sig op i sin side af sengen. Han benægtede det ikke. Der var ingen grund til at skjule ting overfor hans hustru. "Den eneste skam er at jeg ikke fik gjort det færdigt. Lionel endte med at håndtere det." Han var ikke helt tilfreds med situationen. Lionel skulle have holdt sig væk. Han kunne dårligt have gjort det færdigt mens han stod og gloede. På trods af at han anerkendte sønnens ansvarsfølelse havde han blandet sig i noget der ikke vedkom ham.
Det var et tungt suk der forlod Deana som hun bladrede en side i bogen. Først da Nicholas vendte sig om på siden vendte hun blikket mod ham. Et bryn skød i vejret over hans bemærkning og hun var ikke videre imponeret. Hvad blev der er almindelig totur på det sidste? Skulle alt straf foregå på den seksuelle måde, var det virkelig den eneste grund hvorpå en mand kunne vise sin dominans overfor en kvinde? Og så endda straffe hende.
"Sikke en skam" sagde hun og lagde bogen ned på dynen. Opmærksomheden var fortsat mod hendes mand. Hun var ikke helt klar over hvilken mening hun havde om at hendes ældste søn også havde haft noget at sige. "Tog du ordre fra din egen søn?" spurgte hun en kende overrasket. En fnys kunne høres, selvom det var svært at skældne om der gemte sig en latter.
"Hvis du virkelig ville ydmyge hende, hvorfor kaldte du så ikke efter resten af vores stab?" spurgte hun og løftede hagen en smule. Hun var nået til det punkt hvor hun ikke længere ville tilbyde sig selv. Hun kendte ham dog bedre end nogen anden, men forstod godt hans trang til ungt kød. Havde hun så bare haft retten til selv samme.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 9, 2017 0:29:30 GMT
Nicholas havde ikke taget ordre fra sin søn. Han tog ikke ordre fra nogen. Der var meget få mennesker der fik lov til at antyde det, og endda tale til ham i den tone. Deana var som sådan den eneste. Hun var hans modstykke på mange måder, men af og til skulle hun også have af vide hvornår nok var nok. Hans mine var alvorlig og advarende da han kiggede på hende. Der var en hårfin balance imellem dem, der krævede at de begge to holdt sig til deres preskrevne roller og ikke brød dem. "Jeg lærte ham en lektie. En dag er det ham der skal befale husets stab." Nic blev aldrig for gammel til at lære sine sønner lektier. At afskedige tjenestepigen havde været passende, men hans næsvise kommentarer omkring hele optrinnet holdt Nicholas for sig selv. Lionels opdragelse var hans ansvar ikke hendes. "Tyendet behøver ikke se den slags. Historien skal nok brede sig alligevel, den nåede selv dine ører, gjorde den ikke? En fjer bliver hurtigt til ti høns i deres små fantasifulde hoveder. " Der var ingen grund til at lade dem tage del i den slags, ærefrygten det spredte i hans stab blev langt mere værd når de selv begyndte at digte hans grusomheder.
Deana var gået over stregen op til flere gange. Hun var blevet nødt til at skubbe den så hun kunne mærke hvor den lå. Hvor hun havde ham, men også for at blive bekræftet i hvad hun kunne. Hun havde dog ikke i sinde at skubbe sig selv ud over kanten. Nogen gange var der sågar tider hvor det var bedst intet at sige. Men man kunne også vænne sig for meget til at blive rost, så det var hun påpasselig med og havde altid været det. I stedet stillede hun indledende spørgsmål.
"Og du tror han vil tage den til sig?" spurgte hun og så frem for sig. Nogen gange var det som om hun ikke kendte sin egen søn, hvilket var forståeligt nok siden at hun aldrig rigtig havde haft samme indflydelse. De gjorde tingene på to forskellige måder men havde vel et eller andet sted det samme ønske for deres børn.
"Jeg har øre og øjne over det hele min kære" bemærkede hun med et skælmsk smil. Hun vidste mere eller mindre alt hvad der foregik på godset, så kunne man vende og dreje det positive med det negative så meget man ville.
"De skulle nødig tro at du var blevet for blødsøden" sagde hun og løftede hånden for kort at kærtegne hans kind.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 9, 2017 1:19:49 GMT
Nicholas løftede et øjenbryn. Lionel var ikke hendes ansvar. Han havde et godt tag på knægten, og en sikker forventning om at han en dag ville blive i stand til at fylde hans store sko. Han åndede let ud som hun kærtegnede hans kind. Det var ikke meget af den slags der blev uddelt imellem dem, og dog spredte det noget i ham at vide at lige meget hvad han gjorde ville hun altid blive hos ham. Det var sjældent noget han satte ord på. Som hun selv sagde var han ikke ved at blive blødsøden. Han undlod at svare på hendes første spørgsmål siden det var selvsagt, og rakte i stedet blot ud og kærtegnede hendes kind. "Jeg lå ikke med hende, men som hønsene kvidrer, er jeg sikker på at jeg i deres små historier allerede har gjort langt værre." Det rørte ham ikke. Han ville hellere være frygtet og respekteret end elsket.
Deana havde for længst lagt det på hylden at være tålmodig. Ingen af dem gemte særlig meget for hinanden, og hun vidste mere eller mindre hvor hun havde ham. Hun havde stået ved hans side i tykt og tynd, og hvor de fleste ville hvem ham ryggen, forsvarede hun ham. Et eller andet sted var hun det eneste han var sikker på altid at have ved sig. Hun besad en rolle som hun værdsatte, langt højere end hvis hun kunne svøbe sig i rosenrødt kærlighed. De elskede hinanden, på deres egen måde.
Et smil trak varmt i den ene side af hendes mundvige, da han selv rakte ud for at kærtegne hendes kind. "Frygt er glimrende" bemærkede hun og lagde kort hovedet mod hans hånd. Det kunne i hvert fald spille en god rolle i hvordan han gerne ville fremstå overfor sine ansatte og den resterende del af familien. Hun var alligevel glad for at han end ikke havde gjort andet end at ydmyge hende, selvom hun kunne undre sig resten af sit liv om han ville have gjort andet hvis ikke Lionel havde forstyrret dem.
Frygten var perfekt. Det havde altid gjort et eller andet ved Deana, at se sin mand med så meget magt som han havde, og selvom hun måske ikke vækkede samme følelser hos sin mand kunne han vel fryde sig i at han stadig kunne få hende til ar føle sig ganske særlig.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 11, 2017 20:40:16 GMT
Nicholas nød disse stunder med sin hustru. En mand med hans position blev nødt til at have en samvittighed, og siden at den ikke eksisterede i hans egen krop, var han blevet nødt til at finde den andet steds. Han fortalte sin hustru mangt og meget. Deres fortrolighed var unik, for ligesom at han vidste hvor han havde sine folk, vidste han også hvor han havde hende. Hun ville altid forstå ham, og selv en mand som ham havde brug for et sted at høre hjemme. "Respekt er bedre. Men i disse tider må en mand som jeg nøjes med det næstbedste. Vi kan ikke have at pøblen render os over ende." Nicholas var temmelig ligeglad med hvad hans bønder tænkte om ham. Om de tegnede ham som en hugtandet, hornet dæmon i deres små salmebøger. Han var nådig at han lod dem leve på sin rige jord, og sådan havde det altid været. "Jeg er begyndt at lede efter en forlovet til Paxton." Emneskiftet kom pludseligt, som Nicholas mente at han var færdig med at tale om den tidligere tjenestepige. I stedet var han nysgerrig på om Deana havde nogen gode bud på en hustru til deres yngste søn. At han skulle giftes var ikke til diskussion.
Deana selv vidste hvad der var krævet af hende. Hvad han forventede af hende. På en eller anden måde følte hun sig privilegeret at hendes forhold til sin mand var netop på denne måde, og priste sig lykkelig at han trods så mange år ikke var en fremmed for hende. Hun havde altid været vant til hvilket forhold de havde, selvom det til en start indholdte en del mere elskov end det gjorde nu, bar hun ikke nag. "De er vel udmærket klar over hvilken magt du har, og hvad du er i stand til." sagde roligt. Lige som de også vel og mærke var klar over hvem hun var. Hun var ingen pynte genstand. Hun trillede om på ryggen og stirrede let op i loftet da emnet faldt på deres yngste søn.
Hun holdte vejret som hun trak læberne til sig. "Isolede Bollstrodge er en ganske nydelig ung pige." bemærkede hun og vendte opmærksomheden mod sin mand med et hævet bryn. "Rhiannon de Carew vil desuden give gode kontakter." sagde hun og satte sig op i sengen. Emnet var ikke det hun helst ville tale om, men det var undgåeligt med en mand som Nicholas, derfor forsøgte hun også at komme i tanke om de familier hun selv mente kunne gavne Malfoy familien.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 16, 2017 0:07:24 GMT
Nicholas tog altid hans hustrus forslag seriøst, og måtte dog alligevel trække på skuldrene af hendes bud. Han havde aldrig brudt sig synderligt meget om Alcide Bollstrodge. Brastias de Carew havde han lettere ved at tolerere. Han mente dog at han havde den walisiske troldmand hvor han gerne ville have ham. Han havde ikke brug for at skabe tættere forbindenser med de Carew familien. "Måske.. Muldoonpigerne er i hvert fald udelukket. Jeg forstår ikke Cerdics valg, det bliver over mit lig at jeg gifter mig ind i den familie.. Agneta havde ellers været et glimrende bud." Han var temmelig ligeglad med at de var fætter og kusine. Hans formål med Paxtons ægteskab var ikke at skabe forbindelser, men derimod at sikre arvefølgen. "En skam at unge Alecto er død.." Han mumlede det lidt for sig selv, han havde ikke de store følelser for sin afdøde niece, og havde endnu ikke været i stand til at begræde tabet af hende, ikke før nu hvor hun kunne have været løsningen på hans problem.
"Når det bedste er udelukkende, er man tvunget til at gå efter det næste. Eller finde en anden indgangsvinkel, og derefter tage hvad man finder mest passende." sagde Deanna. Hun havde med vilje ikke bragt familien Muldoon op, og Agneta var allerede afstand til selv samme familie. Mulighederne var ikke mange når man som dem var en anelse kræsne. Hendes yngste søns lykke kom dog også hende ved, og det var måske netop derfor hun aldrig ville kaste sine børn mod den første og den bedste. Det krævede overvejelse selv hvis det var for godt til at være sandt.
"Så er det da heldigt at du ikke behøver at afsætte vores søn til den familie" bemærkede hun og skævede mod sin mand. Det var jo åbenlys at de havde gravet deres egen grav, og selvom de forsøgte at skjule det der var hændt deres familie, så var sandheden altid svær at holde nede. Et roligt smil dukkede frem over Deanas læber.
"Så længe de ikke har gennemgået det magiske ritual, er hun vel stadig en mulighed" sagde hun og vendte sig igen om på siden med den ene hånd om puden og blikket mod Nicholas. "De har stadig ikke fundet noget lig" selvom der nu var gået så lang tid at den unge Black med sikkerhed var død, så kunne man vel altid holde fast i det lille spire af håb. Hun var trods alt Deanas niece.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 17, 2017 21:50:57 GMT
At finde en brud til sin søn var langt fra Nicholas yndlingsbeskæftigelse. Ægteskaber kedede ham, og langt hen af vejen var han tilfreds med at hans ældste søn havde fundet sin hustru selv. Han var knap så tilfreds med at hun indtil videre havde vist sig at være gold, og ude af stand til at bære et barn. "Der er også Cecily." Han gled let og elegant videre fra emnet om den afdøde niece, og foreslog i stedet deres sidste ugifte niece. Det var ikke mange at vælge imellem hvis de skulle holde sig indenfor de britiske øer, men måske var det ikke så skidt en ide at skue ud over dem. "Ellers er der vel kommet nogle potentielle piger til England i forbindelse med femkampen? Ud over flere Montacutes.. De er roden til alt det her." Hans stemme blev en smule bitter ved de sidste ord. Han var udmærket klar over at hans svigerinde havde en ugift lillesøster, men eftersom grunden til Paxtons tidlige bryllup var at han skulle producere en søn, nægtede han at tage chancen med endnu en af de franske køer.
Deana kunne både se fordele og ulemper ved kun at have et begrænset søgefelt. Unge piger var der nok af, men de helt rigtige skulle altid være mere eller mindre svære at få fat i, hvis ikke man var tidligt nok ude. Hun betragtede Nicholas langsomt som ansigts trækkende ændrede sig markant. En lille rynke viste sig i panden på hende og et lille suk forlod hende. Han kunne ikke gøre noget ved det lige nu, og et eller andet sted havde hun svært ved at forestille sig at Lionel på nogen måde ville gå med til at lede efter andre mulige kandidater der havde mere held end Marie.
"Måske vi skal udvide søgefeltet så" Det kunne ikke skade, og måske kunne man finde guldægget ved ikke at gøre som de fleste. Det virkede til at gå ham på, og selvom hun gerne ville lette presset, så var der ingen andre end ham der afgøre de endelige beslutninger.
"Og ellers er der Cecily, hvis ikke andet byder sig"
Post by Nicholas Malfoy on Jan 17, 2017 23:37:34 GMT
Nicholas mine var sammenbidt. Han havde forventet at han kunne vente mange år endnu med at finde en brud til Paxton, efter at ægteskabet med den franske fuldblodsheks havde virket så lovende. Det havde været perfekt på papiret. De franske forbindelser gavnede familien, og med et barn undervejs ville tredje generation af Malfoyfamilien være sikret. Et halvt år var måske ikke lang tid, men de havde allerede mistet et barn, hvad hvis franskmanden slet ikke var i stand til at bære et? De mørke tanker fik hurtigt ben at gå på i rådsmedlemmes hoved, til han slog en vred hånd ned i sengen imellem dem. "Det hele skyldes den franske mær. Hvis hun blot var i stand til at bære en søn, havde dette ikke været nødvendigt. Lionel skulle absolut have hende, og se nu hvor vi står. Jeg kan jo ikke bare skifte hende ud. Imens horer han rundt med godsets tyende, som om det hjælper noget." Nicholas var skingrende dobbeltmoralsk, som han endnu engang påtalte sagen med tjenestepigen. Det var sjældent at han sådan satte ord på sine bekymringer. Hustruen var den eneste der fik lov til at høre dem.
De havde to sønner. Hvilket gjorde at hvis ikke de kunne regne med Lionels gren af familie forøgelsen måtte de lægge alt håb på Paxtons unge skuldre. Selvom man kunne se det som en ære, bekymrede det alligevel Deana der et eller andet sted helst så at han fik lov til at se lidt af verdenen inden alt for tunge byrder blev kastet i hænderne på ham. Men det krævede en kone, og det krævede en god en. Hun forblev liggende roligt i sengen, selv da Nicholas følte sig nødsaget til at tværer sin næve ned i madrassen. Det var trods alt ikke første gang, og det kunne havde været meget være. Der viste sig en rynke hos Deana. Nok var hun klar over hvad der foregik på godset, men at blive mindet om det for mange gange kunne irriterer hende. Særligt tanken om at hendes ældste søn og husbond tog sig af de samme unge tjenestepiger. Selvom Nicholas ikke havde endt med at ligge med hende, kunne hun ikke fornægte tanken om muligheden havde været der, havde Lionel ikke afbrudt dem.
"Lad Lionel være frustreret over det.." startede hun ud med et lille suk. Hun kunne næste ikke tro at hun sagde det, men da ordene alligevel forlod hende kunne hun ikke tage tilbage; "Og så finder vi Paxton den perfekte brud. Alt plejer at løse sig når du bestemmer det hele selv" bemærkede hun. Så kunne han i sidste ende nemlig ikke bebrejde andre end sig selv.