Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Burnettfamilien havde aldrig stået øverst på Nicholas liste, og alligevel var han troligt mødt op til Alistair og Dympnas bryllup. Hans respekt for Burdock Muldoon kunne ligge på et meget lille sted, men han havde formået at lykønske hans datter med et afmålt smil, og give den skotske knægt et fast håndtryk på hans bryllupsdag. Nicholas Malfoy var ikke typen der dansede mere end han var absolut nødt til, og efter at have trådt de gamle trin på gulvet med sin hustru, havde han givet hende videre til et par langt løsere hænder og var i stedet gået i gang med at spejde efter respektabelt selskab. I stedet øjnede han brudens fader komme i hans retning, og fandt ikke tid til at slutte sig til en herre der var værd at tale med, men vendte sig i stedet mod sin unge svigerdatter. "Lady Marie.. Jeg ser at du ikke pryder min søns arm. Må jeg have æren?" Det var ikke diskussion som han tog hendes arm, og galant men fast første hende væk fra det tossede rådsmedlem.
Marie stod for sig selv blandt den overvældende mængde af fremmede ansigter. Hun havde snart tilbragt et år i landet, men ikke nok tid ude til at kende alle de pæne, britiske magikere og for en stund følte hun sig ganske alene, selvom både hendes mand, svigerfamilie og søster var til stede til festen. Kun førstnævnte kunne hun få øje på, i samtale med en lidt for køn kvinde med sørgeslør og hun betragtede dem diskret, da en velkendt stemme lød ved siden af hende. Blå øjne gled op og fæstnede sig væk Nicholas Malfoy og fordi hun var en adelskvinde til fingerspidserne, var et behageligt smil med det samme på hendes læber.
“Naturligvis, Lord Nicholas,” svarede hun prompte og tog imod den tilbudte arm, ikke komplet blind for troldmanden i nærheden, der stoppede op med et lidt forvirret ansigtsudtryk. Hun kommenterede dog ikke på det, men fulgte blot villigt med - selvom hun hellere ville have holdt et ekstra blik på Lionel og kvinden.
“Det er et nydeligt bryllup,” kommenterede hun, overfladisk og måske ikke videre interessant, men hun var ikke naiv nok til at tro, at Nicholas havde udvalgt hendes selskab for samtalens skyld. Hun havde trods alt kendt ham nogen tid efterhånden.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 1, 2017 22:34:44 GMT
Nicholas skridt var ikke hastige, og alligevel blev de taget i et bestemt tempo, til konfrontationen med den tossede irrer var afværget. Han overvejede at efterlade svigerdatteren dér. Hun havde tjent sit formål, og dog fik hendes overfladiske kommentar ham til at løfte et øjenbryn. Det var måske sikrest at blive ved hende i stedet for at finde en respektabel herre som Muldoon troede at han kunne slutte sig til. "Mindst ligeså nydelig som Enkefru Underwood, som i øjeblikket holder min søn med selskab." Nicholas var ikke videre bevidst omkring deres tidligere relation, men som hans blik fandt sønnen og hans sortklædte selskab, skulle der ikke meget fantasi til at forestille sig at hun var en af sønnens tidligere distraktioner. Han var trods alt sin fars søn. Blikket gled en smule anklagende fra sønnen og tilbage på svigerdatteren. Han var ikke kendt for at pakke tingene ind overfor sin familie, og han gjorde det heller ikke nu.
Marie havde lagt op til en ligegyldig samtale og da han greb muligheden for at gøre den til en irettesættelse, var hun knapt overrasket. Hvis hun havde lært noget, så var det at Malfoymændene ikke lagde skjul på deres meninger - eller ønsket om, at de blev fulgt. Det var et held, at Marie havde tilbragt mange år ved hoffet. Den smule hendes smil stivnede var nærmest usynligt og hun afslørede ikke utilfredsheden udadtil, som hun selv drejede hovedet mod sin husbond og den fremmede kvinde.
Hun rankede sig lidt og så op på sin svigerfar igen med al den ro hun kunne mønstre. "Min mand er høflig. Det er kun passende, at han kondolerer for enkefru Underwoods tab."
Post by Nicholas Malfoy on Jan 2, 2017 0:16:27 GMT
Nicholas havde delte meninger om sin svigerdatter. Han havde belønnet Lionel med den hustru han havde peget på, den unge franske kvinde der på papiret havde alt hvad rådsmedlemmet søgte i parti til hans ældste søn. Han fik endnu engang bekræftet hvad han havde set da han havde eftergivet Lionels ønske, som det blege ansigt ikke fortrak en mine, på trods af at han ikke var i tvivl om at hun forstod hentydningen i hans ord. At hun kunne agere til et selskab var dog ikke hendes vigtigste egenskab. Det kunne man altid lære hende hvis det var nødvendigt. Det var langt vigtigere at hun var i stand til at føde en søn der kunne bære Malfoynavnet videre, noget den franske frue mestrede knap så godt. "Underwood er under hans værdighed. Hvad enkefruen laver her er mig i forvejen en gåde." Han skulle ganske vidst trækkes med borgerstanden i rådet, men til fester som denne burde man forstå at der var et skel.
Marie var mere tilfreds med sin svigerfars seneste ord og selvom hun aldrig havde talt med omtalte kvinde, var hun ikke sen til at tilslutte sig holdningen. "Det er tilsyneladende ikke alle familier, der har de samme standarder som Malfoyfamilien. Hvordan kan det være, Lord Nicholas?" spurgte hun, alle ord nøje udtalt og med den franskklingende accent så godt som skjult, som hun nøje besværede sig med i offentligheden og foran sine svigerforældre.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 2, 2017 2:31:40 GMT
Det var ikke alle kvinder der havde samme disciplin som den unge franskmand. Det kunne man i det mindste beundre hende for. Nicholas var nået en alder og status hvor han kunne slippe af sted med det meste, men den blonde heks forblev ordentlig og poleret som det blev forventet af hende. I det mindste levede hun op til den del af hendes ansvar. "Pesten har været hård ved adelen rigdom. Katten har sultet mens musene har danset på bordene. Mange købmænd er i dag rige, mens de noble familier sidder på deres smuldrene godser. Det har givet nogen en opfattelse af at de er ligeså meget værd som os." Nicholas var tydeligvis ikke enig, som hans blik gled misbilligende rundt på et par stykker i mængden. Det havde også påvirket Malfoyfamiliens økonomi at deres bønder havde lidt under pesten og det der var værre. Nicholas var dog intelligent nok til at hans husstand ikke fik det at mærke.
Marie lyttede til Nicholas med et interesseret udtryk og en lille rynke mellem brynene. En lille, oprørt lyd undslap hende. "Det er en frygtelig situation," gav hun ham ret og mente det mest af alt, som hun kastede et blik på enken, der endnu talte med hendes mand. Hun omgav sig ikke med ikke-adelige, medmindre de var hendes tjenestefolk.
"Men jeg håber, at det kan nå at forandre sig til det bedre endnu?"
Post by Nicholas Malfoy on Jan 2, 2017 3:01:20 GMT
Som medlem af rådet kunne Nicholas ikke undgå at omgås de lavere klasser. Der var dem der mente at det var sundt for det magiske samfund ikke udelukkende at være ledet af troldmænd fra den højeste vedslige kaste, og til dels kunne Nicholas give dem ret. Hans adelstitel var noget mugglerne havde fundet på. Den gav ham status i og udenfor England, og dog skabte den stadig et skel imellem ham og familier som Dodderidge og Clagg. Sidstnævnte havde han også observeret var til stede under festen. Det behagede ham dog at svigerinden delte hans holdning, og for en stund kom han væk fra tanken om at kommentere på hans manglende barnebarn. Hun havde ramt et ømt punkt hos ham, ved at spørge ind til de købmændsfamilier der havde fået fine fornemmelser. "Forhåbentlig. Vi skulle nødig se de gamle slægter gå til grunde." Hans stemme var klar, som han sendte sin svigerdatter et sigende blik.
Det var ikke den første hentydning, han havde lavet og Marie rankede sig lidt under den. Hun havde mistet deres første barn, men at det var sket igen siden, langt tidligere i forløbet, var kun hun klar over. Det fik hendes mave til at knuge sig sammen, selvom hun ikke viste det udadtil. I stedet rankede hun sig lidt og mødte sin svigerfars blik med overbevisning i sit eget.
"Naturligvis ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at Malfoyslægten kommer til at se mange århundreder endnu."
Post by Nicholas Malfoy on Jan 2, 2017 3:33:06 GMT
Barnløshed var en alvorlig sag i de noble familier. Om en møller eller tækkerslægt uddøde betød intet i Nicholas' øjne. En ny familie ville flytte ind, og tage over hvor den gamle havde sluppet. Noget helt andet var den tunge vægt der lå på adelskvinder som Maries skuldre. Et halvt år var ikke nok til at fastslå at den franske kvinde var gold. Nicholas vidste ikke særlig meget om barnefødsler, men Deana havde forsikret ham om at det var uheldigt men naturligt. Det var først alarmerende hvis der gik flere år uden et barn. Alligevel holdt det ham vågen om natten. Der ville gå lang tid før deres ufødte søn skulle arve noget som helst, og alligevel var det en usikkerhed der nagede ham. "Det kræver at jeg får et barnebarn." Igen var hans blik sigende. Han havde ganske vidst Ethels afkom, men den lille Gauntknægt fjernede ikke de tunge blikke der hvilede i nakken på ham, eller fik ham til at sove bedre om natten.
Marie havde været gift med Nicholas' søn i under et år og på den tid, havde hun allerede båret ét barn, som familie kendte til og ét, som ingen var klar over. Det var tragisk, at hun havde mistet dem, men hun vidste, at det ikke var unaturligt at opleve. På et tidspunkt ville det lykkes og hun var allerede træt af sin svigerfars utålmodighed.
"Som jeg sagde, er jeg ikke i tvivl om, at Malfoyslægten kommer til at se mange århundreder endnu," gentog hun sig selv, lidt mere bestemt og så op på ham med et blik, der ikke ligefrem kunne kategoriseres som skamfuldt. I stedet var det overbevist og stålfast.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 2, 2017 3:56:58 GMT
Nicholas analyserede sin svigerdatter, som han gik hende på klingen med den manglende arving. Naturligt eller ej, forventede han en form for synlig reaktion hvis der var et problem hun forsøgte at skjule for ham, men var i stedet tilfreds med den stålsatte beslutsomhed han fandt i hendes blik. Tiden ville vise om hun skulle vise sig at have været det forkerte valg. At ophæve ægteskabet og finde en mere frugtbar hustru til Lionel var ganske vidst ikke en mulighed, og dog var der altid den mulighed at Lionel blev enkemand. Det ville være spild af et godt kvindfolk, men Nicholas var ikke bange for at gøre hvad der var nødvendigt for familiens overlevelse. "Jeg håber at du har ret Lady Marie. Vi skulle nødig have at vægten endte på unge Thomas' skuldre." Selve ideen var absurd, og dog var det vigtigt at svigerdatteren forstod vigtigheden af at holde Lionel i sin seng. Blikket gled sigende over på den mørkhårede troldmand og enkefruen. Han blev også nødt til at indskærpe overfor Lionel at tiden hvor han kunne forlyste sig med borgerstandens kvinder var slut.
Marie satte ikke pris på stikpillerne, især ikke mens hendes mand stod og talte med en anden kvinde. Hun var sig sin pligt udmærket bevidst, men det var svært at opfylde den alene og på det seneste føltes det ikke som meget indsats hun havde fået ud af Nicholas' søn. Det havde hun dog ikke tænkt sig at sige til det fordømmende familieoverhoved.
"Naturligvis ikke," nøjedes hun blot med at svare, uden at kunne sige meget andet.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 2, 2017 4:25:05 GMT
Nicholas anså ikke sin svigerdatter som værende dum. At holde Lionel i sin seng og føde ham en søn var lige nu hendes eneste og vigtigste opgave, og som blikket igen gled tilbage på hende, havde han ikke brug for at udpensle det videre. "Godt. Så vil jeg sørge for at min søn ligeså forstår sin del af jeres fælles opgave." Selvom Lionel var en voksen mand med sin egen familie blev han aldrig for gammel til sin faders løftede pegefinger. Lige meget hvor gammel han blev, ville Nicholas altid håndhæve sin ret til at opdrage på ham, hvilket han ikke havde noget problem i at fortælle sin svigerdatter. Når først den franske kvinde havde undfanget var Lionel ligeglad med hvor mange tjenestepiger og enker den mørkhårede troldmand forlystede sig med, men så længe han stod uden en arving blev han nødt til at forstå vigtigheden af sin opgave.
