Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Jan 3, 2017 23:47:46 GMT
Det var ikke fordi at der ligefrem var stille på gården, alligevel havde Benevolence formået at få en enkel halv time i søvnens vuggende ro. Jacob, der efterhånden var to små måneder gammel lå og kiggede på hendes med to store blå øjne, da hun kom langsomt kom til sig selv. Uden nogen tegn på at han var sulten eller skulle bades, satte hun sig op i sengen og rakte ud efter slyngen, så hun kunne montere det lille barn omkring sig, så hun frit kunne bruge sine hænder; på den måde lå han også tæt ind til hendes krop, og blev rolig af hendes bankende hjerte.
Hun gned let sine øjne. En svag rynke var at se på hendes pande over de ord der nået ind i soveværelset. Hun var hurtig på benene og åbnede døren fra soveværelset og gik mod køkkenet. Ganske rigtigt som hun havde haft mistanke om var hendes mand og ældste søn til stede. Ingen af dem så særlig tilfredse ud. "Jamie - Hvor er det dejligt at se dig, sikke en glædelig overraskelse" sagde hun og gik hen for at plante et blidt kys på hans pande. Hun strøg et par flygtige fingre gennem hans pinke hår. "Nu skal huske og dæmpe dig lidt min skat, et held at Jacob ikke er i et dårligt humør" sagde hun og lagde en hånd mod Blairs skulder. Det var ikke første gang at de to var uenige, men hun vidste dog at hendes mand aldrig hævede stemmen med mindre at han var blevet nødt til det. Hun skævede mod sin søn og afventede mere eller mindre et svar på hvorfor at stemningen ikke var særlig god.
Blair var ophidset og Jamies antagelser hjalp ikke på det. Det gjorde Benevolences tilstedeværelse dog og det, der nemt kunne være blevet til endnu en forelæsning, forvandlede sig til tung tavshed. Han satte sig på bænken igen med et sammenbidt ansigtsudtryk, men han gav sig ikke til at råbe. I stedet var han faretruende rolig, da han - uden at tage blikket fra James - talte.
Et stort skævt smil spredte sig på Mercys læber da han hørte sin mors bløde røst i døren. Han forsøgte at være alvorlig, da irritationen meldte sig ved hendes stædighed omkring knægtens fødenavn, men han kunne ikke da hun kyssede ham på panden og moderens varme gemyt tog en del af spændingen væk. "Mo-aar" brummede han opgivende og så efter hende med et grin.
Alvoren returnerede dog da han rettede ryggen i stolen, foldede hænderne på bordet som en anden forretningsmand og smilte kattevenligt. "Far var lige ved at forklare mig vigtigheden i at jeg flytter til London og aldrig returnerer til dette, mit barndomshjem som jeg kender og elsker det".
Smilet på Mercys læber blev større. "IKKE, far? Faktisk mener far at min søgen efter viden og uddannelse er så vigtig at jeg slet ikke behøves at være her. Ej hellere på Hogwarts". Små djævelske glimt var begyndt at stige frem i Mercys øjne.
Post by Benevolence Wright on Jan 6, 2017 1:28:41 GMT
Benevolence dvælede lidt ved sin søn, som hun kort stod med ham i favnen. Han havde altid været lidt af en mundfuld, og selvom hun ikke altid forstod ham, betød det ikke at hun ikke ville ham det bedste. Hun smilte bredt til ham "Du ved jeg ikke tror på stjernerne." sagde hun bare som svar.
Læberne trak sig sammen, og øjnene blev små ved Blairs ord. Hun vendte blikket mod sin søn med et let suk. "Blot fordi alle magikere modtager et brev til Hogwarts, betyder det ikke at det er alle der består." lagde hun roligt ud med inden hun gjorde sin mand selskab på bænken.
"Hvis ikke du mener at skolen giver dig nok udfordring, vil det sikkert gavne dig at lære noget andet steds - desuden virker det ikke som om at du jubler over tanken om fremtiden i smeden" hun ønskede ikke som sådan at tag parti, men hun så ikke nogen grund til hvorfor at James skulle forblive på en skole, eller hos sin familien hvis han hellere ville noget andet.
"Der er ingen der tvinger dig til noget min dreng - men du skal ikke komme rendene her bagefter, når du har fundet ud af at vi alligevel har ret" Hun blinkede til ham, men understregede alvoren med et lettere hævet bryn som hun igen rejste sig for at fylde et krus med vand.
Blair kunne kun følge med, som de ord han havde sagt blev fordrejet og endte med et resultat, der var alt andet end hvad han havde ønsket. Eller ville tillade, for den sags skyld. "Hvis du skal nogen steder hen, så er det efter skolen," slog han fast, da Benevolence rejste sig. "God som du er til at fordreje mine ord, til hvad du gerne vil høre, James, så sagde jeg intet om at flytte til London."
Han stirrede på sin søn, men ikke med helt samme hidsighed som før. Bare stålfast. "Jeg sagde at du kunne besøge London og se, hvad resultatet af manglende skolegang er."
Ikke et kønt syn, var svaret. London vrimlede med uheldige sjæle.
Mercy så fra sin mor til sin far og tilbage igen ”Du har virkelig ikke lyttet til noget jeg har sagt, har du far?” Han fnøs. Han behøvede ikke svaret, hans egen overbevisning var nok. I et øjeblik bekæmpede Mercy lysten til at trække den endnu længere og berette om hvordan Blair i øvrigt også havde sagt at Mercys elskede mor så meget stor ud i den kjole. Meeen, den slags løjer var bedre at gemme til en anden gang. Det kunne give bagslag, når det ikke passede til situationen. Hvis nogen kunne ramme ham, så var det hans mor. Mercy havde aldrig favoriseret imellem sine forældre, men som han voksede op havde han lært at man ikke burde undervurdere en kvindes beskyttelsesinstinkt. Slet ikke Benevolences, og han var ikke bange for at spille på det for at vinde hende over som sin allierede i diskussioner. Han var ikke en lille pjusket tumling længere, der krævede sin mors ømhed og omsorg, eller gemte sig under hendes kjole når han var bange, men han elskede stadig hendes bløde kærlige kram og den tryghed hun kunne give ham. Han relation til sin far var mere til. De var mænd, og der var derfor ikke så meget lagt imellem dem når de udvekslede ideer og meninger, hvilket kunne forekomme voldsomt for nogen.
Han så lidt ned i bordet og begyndte at trille tommelfingre, da han fandt det en anelse akavet. ”Deet.. Det er ikke at jeg er utaknemmelig. Jeg elsker at være her, det er jo mit hjem. Jeg kan bare ikke se mig selv lukket inde i smedjen resten af mit liv, og Hogwarts virker bare ikke altid til at være stedet der kan vise mig vejen…”
Metamorphen skævede til sin far. ”Specielt ikke hvis jeg alligevel skal bruge min energi på at svinge en hammer som embede og dermed får brugt – Ja, hvad? Måske duellering som eneste relevante kompetence fra min uddannelse?”
Han slog dramatisk ud med armen ”Bøj dig du lede metal, bøj dig i støvet for min styrke og uovertrufne vrede?" ...
"Eller jeg kaster Magiens Historie, bind 5 efter dig. Og DET er en stor bog. Ja, jeg siger det bare”.
Post by Benevolence Wright on Jan 7, 2017 23:20:01 GMT
Et eller andet sted mente Benevolence at hun burde blive ved med at blande sig i samtalen der foregik mellem hendes mand, og hendes søn. Det virkede dog til at hun lige nu primært kun kunne bruges til at nedtone den trykkede stemning der af og til viste sig. James havde aldrig været et nemt barn, og særligt efter at hun ikke selv kunne være den primære del af hans liv på Hogwarts blev han formet og støbt fra alle mulige andre vinkler. Det gjorde det lidt svært at fastholde sig hos ham, som hun ellers altid havde gjort, og det bånd som de delte var ikke altid til at se.
"Hverken din far eller jeg har i sinde at lade dig droppe ud af skolen, hvad end du siger så tager du det sidste år med dig - Hvad der efterfølgende skal ske" hun lod sætningen ligge åben. Et eller andet sted ville hun ikke tvinge sin søn ud i et arbejde der ikke var ham, selvom han ikke havde givet det nok chancer. Det var Blairs område, og hun vendte derfor blikket mod ham.
Et lille smil dukkede dog frem hos hende over sønnens leg med ordene. "Jeg ville ikke være så hurtig til at kaste det hele væk. James Wright""
James havde aldrig brugt meget tid på at sætte sig ind i hvad der foregik i smedjen. Hvor kompliceret magi han og Bowman udførte hver eneste dag. Hvor meget mere det var end bare at svinge en hammer. Sønnen vidste uden tvivl heller ikke, hvor meget det reelt sårede hans far.
"Du færdiggør din tid på skolen. Sådan er det," sagde han, uden svar på hvad der skulle ske efter. Til gengæld rejste han sig og forlod rummet uden flere ord. Han var nået sin grænse.
Forvirringen var tydelig i Mercys ansigt da han så sin far rejse sig og forlade spisestuen. Han svarede ikke sin mor med det samme. Han kiggede blot efter Blair, sukkede og tog sig til hovedet, da han lænede sig frem og støttede sig mod bordet. Reaktionen var ikke noget han havde regnet med. Mercy havde snakket om det før. Hvordan han gerne ville noget mere med sit liv end at være metalbetvinger, og hvordan han ikke var sikker på at han kunne det. Men det var ikke med i hans beregning at det ville gå sådan her. Han vidste ikke helt hvad han kunne sige, så han skævede ud mellem de adskilte fingre i sin hånd. Var det nu hans skyld?
Følelsen tvang ham til at se væk fra sin mor. ”Jeg kan vel prøve?.. På at klare det det sidste stykke”. Vejrtrækningen der forlod knægtens bryst som et tungt suk holdt ham en tænkepause.
”Jeg vil bare gerne gøre en forskel med mit liv, mor. Jeg vil hjælpe med de ting jeg kan. Ikke svælge i evig fortrydelse og vanære over de ting jeg ikke kan. Det er bare som om jeg så ofte skal skamme mig over mig selv på Hogwarts.. Jeg vil gerne hjælpe folk og opleve verden mor. Det kan jeg ikke hvis jeg tilbringer resten af mit liv i en smedje”.
Post by Benevolence Wright on Jan 8, 2017 21:54:48 GMT
Benevolence så efter Blair da han forlod køkkenet. Det skar i hende at se ham sådan, da det ikke var noget man så særlig tit. Faktisk kunne hun ikke mindes at han nogensinde havde været så skuffet over nogen, så ked af det. Hun vendte blikket mod sin søn. Selvom hun ønskede at skælde ham ud, var hendes blik alligevel mildt. "I første omgang så skal du færdiggøre din skole." sagde hun fast og tømte sit krus med koldt vand. Hun stod lænet op af bordet, stadig med sin fulde opmærksomhed mod James.
"Jeg kan sagtens forstå dig. Men du bliver nødt til også at sætte dig ind i erhvervet. Give det en ordenlig chance end bare hvad du tror det vil blive" sagde hun med et lille suk. Hun gik hen til ham og lagde sine arme omkring ham. Hun kyssede ham på det blonde hår. "Men det er ikke noget vi behøver at snakke om nu, eller for den sags skyld tage stilling til. Nu skal du bare fokusere på dine studier." sagde hun og trådte et skridt væk.
Mercy lukkede øjnene og lænede sig ind mod sin mors omfavnelse og smilte skævt. Som hun trådte væk fra ham , tog han en dyb indånding og kørte sit pjuskede pandehår tilbage. Det var ikke småting der ventede ham, og om lidt var barndommens glæder forbi, når han blev færdig på Hogwarts. Der var så meget at tage hensyn til. Ikke kun sit erhverv, men også nogle mere taktiske ting, der bare hørte til når man var den ældste søn i en slægt. Sådan noget som arv. Han følte selv at hans liv først var startet, og selv om han aldrig var blevet pirket til af sin mor omkring sine relationer til kvindekønnet, så vidste han at den lå og lurede. Og det var en af de ting han ikke var klar til at møde.
”Det er jo bare at udskyde problemerne mor. De vender tilbage før ellers siden.. Men nej, du har ret… Som altid mor. Jeg har ikke sat mig meget ind i erhvervet”. Han så ud af døren som hans far trådte ud af for kort siden og forsøgte spørgende at fange Benevolences blik. ”Måske burde jeeeg?… Men. Nok ikke nu”.
Post by Benevolence Wright on Jan 23, 2017 18:24:42 GMT
Benevolence strøg det pinke hår væk fra James ansigt. Hun sukkede svagt og rystede på hovedet. "Nok ikke nu nej, hvis nogen skal tale med ham er det mig" sagde hun og sendte sin søn et opmuntrende smil.
"Alt jeg beder om er at du ikke lukker det helt ude" sagde hun og klappede ham på kinden. Hun skævede mod den dør som Blair var gået ud af, og overvejede kort om hun skulle lade ham være i en lille halv time så han selv kunne køle ned, eller om hun skulle følge efter ham med det samme. Hun trådte et skridt tilbage og gik mod ildstedet.
"Vil du hjælpe mig med at forberede frokost, eller trænger du også til at sidde lidt for sig selv?"
Mercy sukkede over sin moders kærtegn og lukkede øjnene kort for at nyde dem. ”Ja. Det ville nok være dumt på sigt at fratage mig selv de åbne døre. Det vil trods alt reducere mine muligheder væsentligt. Så er det nemmere at tilpasse mine omstændigheder, når det er tættere på og mere relevant”. Stolen blev skubbet skrattende til side, som han rettede sig op og hev sin lille velkendte skabning op af lommen. Med et sving af staven voksede det lille dyr og begyndte at spinde, som han lagde Kvast op på spisebordet. Ved f-ordet hoppede pelsbolden dog ned og begyndte hoppende at løbe efter Benevolence, mens den kurrende lyd blev væsentligt højere over tegnet på mad.
Mercy fulgte Benevolence trop med hænderne begravet varmt i lommerne. ”Jeg kan forberede frokosten mor, hvis du har brug for at hvile dig, eller har andet at se til. Vi skal nok nå det”.
Kvast ændrede kurs og begav sig i stedet ud i køkkenet. Den ville tage forskud på glæderne og hoppede op på køkkenbordet, kun for at lande i en lerkrukke med mel. Det efterlod en sky af pulver i luften, og da alt havde lagt sig - en nu hvid pelstot. Mercy så dog ikke ud til at lade sig trykke af hverken mulighed for at have puffskistykker i maden, eller for at blive irettesat af sin mor. I stedet svang han let bedstefaderens stav og uden at give dyret opmærksomhed svævede en vandflaske op fra køkkenbordet, og indholdet blev placeret i en større skål på køkkengulvet. Det galt nemlig om at være så hurtig, så lillemor ikke havde noget at brokke sig over, så Wright sønnen fortsatte sin tankestrøm uforhindret.
”Jeg tænker suppe”. En trækning med staven igen, og den hvide puffski fløj fra lerkrukken og ned i vandskålen hvor den rytmisk blev dyppet ned i vandet til den store forargelse og højlydte kurren. ”Måske kunne vi lave noget brød til, når man har taget sig af forhindringer som IKKE” -plask- ”MÅ VÆRE” -plask- ”I FORRÅDSKAMMERET”.
Den hylende puffski svævede fra gulvet hen foran ildstedet til Mercys hånd, hvor han begyndte at klemme og rulle alt vandet ud af den i samme rytmiske tag. Puffskien udtrykte dens mening om at blive brugt som klemmepude løbende. ”Jeg tænkeeer bær” – ”Brrrt” ”Nogle gulerødder” – ”Brrrrrrr!” ”Løg!” – ”Mrrrrt?”
”Måske kunne vi slagte en af de tykke høns i gården”. Puffskien der ikke længere dryppede blev hævet op i luften med staven og hængt på tørresnoren over ildstedet. Ganske forvirret så lille Kvast ud over stuen, med et blik der sagde at den kunne se ind i evigheden.