|
Post by Alistair Burnett on Jan 3, 2017 19:20:39 GMT
Alistair nikkede. Det hele skulle helst gå efter hendes egen retning, han var på sidelinjen, og havde som sådan ikke så meget at sige om det hele, selvom andre måske ville mene noget andet. Han sendte hende et lille smil og nussede den bare hud op af ryggen. "Det er nok en god idé" sagde han og trak vejret dybt ind og lagde sig ned på ryggen.
"Jeg må være ærlig at indrømme at tanken skræmmer mig" sagde han stille. Smilet der bredt havde ligget på hans læber, var ikke så stort som før. Han kyssede hendes hånd og slog blikket ned. "Hvis det går galt igen" han skævede til hende. Han ville ikke vide hvad han skulle gøre hvis Dymphna blev taget fra ham, som om at historien gentog sig.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 3, 2017 19:56:56 GMT
Dymphna så op og mødte hans blik med et lille smil på sine læber. Hun kunne godt forstå det, tanken havde også skræmt hende og det var ikke uden god grund. Nu havde hun et barn et sted som hun ikke havde nogen kontrol over og det ansvar og smerte hun følte var ufattelig. "Åh.. men.." Sagde hun og trak sig lidt væk, for at hun kunne se ham indgående i øjnene. "Jeg har jo født før. Helbrederen var overrasket over hvor nemt det var for mig. Jeg tror ikke det bliver et problem næste gang?" Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. "Det håber jeg i hvert fald ikke." Hviskede hun sagte og slog blikket ned, mens hun lagde en hånd på sin mave. Det var ikke ligefrem fordi det havde været en sjov oplevelse, men hun fungerede da i det mindste godt på den måde, åbenbart.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jan 3, 2017 20:53:04 GMT
Alistair troede kort at hun trak sig væk fordi han havde sagt noget forkert, og hans hjerte slog et ekstra slag over ved tanken. Et lille smil dukkede dog frem og han nikkede langsomt. Måske var Dymphna stærkere end Eilinior havde været. Det lettede ihvertfald en smule hos ham. "Jeg vil bare ikke have at der sker dig noget" sagde han og fyldte tungt lungerne med luft. Hans blik gled væk fra hende og op mod loftet.
Han rakte dog ud efter hendes hånd. "Jeg vil glæde mig til at se dig vokse." sagde han og drejede hovedet en smule og fangede hendes blik. Hvis ikke de kunne gøre noget for at få hendes søn hjem, eller hos en nærliggende familie, kunne han i det mindste skænke hende endnu et barn? - Hans øjenbryn trak sig en smule sammen ved tanken og han knugede let hendes hånd.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 4, 2017 11:26:24 GMT
Dymphna rynkede sine øjenbryn en smule undrende over hans ord og skar en diskret grimasse. Hun glædede sig ikke til at hendes krop skulle lide under den tunge byrde igen og hun var ikke sikker på at hun ville formå, at kæmpe sig tilbage til den samme slanke krop som hun havde nu. Det havde været lidt af en præstation, efter hun havde født Brayan. "Det er ellers ikke noget kønt syn.. Jeg har aldrig følt mig så utiltalende.. Og min mave bliver ikke engang så stor." Sagde hun og så ham i øjnene med et usikkert blik. "Så længe.. du stadig finder mig.. tiltrækkende.. bagefter.." Sagde hun og smilede en anelse, mens hun så ned.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jan 6, 2017 1:32:28 GMT
"Jeg syntes det er noget af det smukkeste syn. Du vil komme til at bære vores barn." sagde han hæst og strøg en hånd gennem det røde hår, så det ikke gled irriteret ned foran hans øjne. Han skubbede sig længere ned på madrassen og begyndte blidt at kysse hendes maveskind. Ligeglad med de mærker man eventuelt kunne se.
Han kiggede op på hende med et skævt blik. "Jeg er ikke sikker på jeg nogensinde har fundet dig utiltrækkende. - Selv når du bliver gammel vil jeg finde dig smuk som nu" han gled let en fast hånd rundt om hendes ene lår og om til balden som han let klemte.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 6, 2017 15:36:15 GMT
Dymphna smilede svagt over hans ord, hun var ikke enig med ham og var også utrolig bevidst om sine mærker på maven. Han kunne have fået en meget bedre hustru end hun, tænkte hun for sig selv. Hans næste ord fik dog hende til at grine og hun rystede lidt på hovedet. "Min mor holder sig temmelig godt så jeg håber det er det samme for mig." Sagde hun og smilede skævt til ham, mens hun strøg sit hår bag øret. "Jeg fryser lidt nu.. tror jeg lægger mig under tæppet." Tilføjede hun og skubbede sig selv lidt bagud, inden hun kravlede under et af tæpperne, som hun trak helt op over sine skuldre mens hun betragtede ham med et undersøgende blik.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jan 6, 2017 22:38:00 GMT
Alistair var uforstående omkring hendes syn på sig selv og sin krop. Men han valgte dog ikke at fokusere mere på det, af frygt for at Dymphna ville få det dårligt med sig selv. Da hun trak tæppet over sig trillede han rundt og trak sig selv op igen så han lå ved hendes side. Han var selv en anelse udmattet men havde et eller andet sted ikke lyst til at give sig hen til søvnen.
"Jeg tror mine forældre vil lade os være i de kommende dage, give os en chance for at vende os til det nye liv som vi har begyndt sammen" sagde han og gned let et par fingre mod sine øjne. Han kunne ikke forsvinde ud på det åbne hav og vidste at hans far havde mere end rigeligt af opgaver til sin søn. "Jeg håber du vil føle sig hjemme her" sagde han og skævede til hende.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 6, 2017 23:10:58 GMT
Dymphna var også lidt træt, men hun havde haft en så lang aften, at det virkede afslappende bare at ligge her ved siden af ham. Hun lagde sig bedre til rette og tættere ind mod ham, mens hun så ham i øjnene med et antydningsvist smil på sine læber. Hun nikkede langsomt da han talte og rynkede sine øjenbryn en anelse opad. "Selvfølgelig vil jeg det.. Jeg har jo været her så meget." Sagde hun og blottede sine tænder lidt. "Og din familie er så søde ved mig.." Tilføjede hun og blinkede langsomt mens hun betragtede ham. "Og så meget mere velfungerende en min.." Hun grinede en anelse og lagde sig om på ryggen, med et lettere drømmende udtryk i sine øjne. Måske var det ikke så dårligt, at få sin egen familie.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jan 6, 2017 23:51:00 GMT
Alistair løftede sin arm så hun kunne komme til at lægge sit hoved på hans brystkasse, og han kunne få armen omkring hende. Han kunne ikke lade være med at sende hende et lille smil. Det gjorde ham glad at det lød til at hun nok ville kunne finde sig til rette. "Men nu er du min hustru" sagde han og kyssede hende blidt på panden.
Han betragtede hende som hun trillede om på ryggen. Hovedet blev lagt en smule på skrå. "Vi kan tage ud og vælge din hest en af dagene"
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 7, 2017 10:02:50 GMT
Dymphna så op i loftet, inden hun vendte blikket mod ham med et lille smil. Hun løftede sine øjenbryn let og smilede derefter skævt. "Jeg troede ellers du havde glemt alt om det. Er du sikker på at i har plads til endnu en hest?" Spurgte hun og lagde sig om på siden igen, så hun kunne se ham i øjnene. "Jeg mener det er ikke fordi jeg ikke vil have en.. jeg vil bare ikke være til besvær." Bemærkede hun og strøg et par af hans krøllede røde lokker væk fra hans ansigt, selvom de i samme sekund faldt ned foran hans øjne igen.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jan 7, 2017 23:30:25 GMT
"Selvfølgelig ikke, jeg har fået hentes fire af de bedste heste hjem" bemærkede Alistair og skævede ned på hende. Han ville give hende hele verdenen hvis han kunne. Dog mente han at det måske var en lidt overdrevet gave at give hende. Smykker ville der blive nok af. En hest syntes han dog var det mest personlige han kunne komme i tanke om, noget som han også selv ville nyde stor glæde af.
"Du er ikke til besvær. Ikke her hos mig" sagde han og med et let suk. Han vidste det ville tage tid, men han håbede alligevel at Dymphna ville falde så godt til at hun kunne se sig selv i et bedre lys. I det det lys som han så hos hende.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 7, 2017 23:50:23 GMT
Dymphna smilede let over hans ord, inden hun rullede om på siden og puttede sig ind til ham med ryggen først. Hun skævede op mod ham og løftede sine øjenbryn. "Må jeg falde i søvn i din favn?" Spurgte hun og blottede sine tænder en anelse, mens hendes blik hvilede i hans øjne. "Så må vi se på den hest i morgen." Tilføjede hun og vendte ansigtet fremad igen, mens hun lukkede sine øjne med et lykkeligt lille smil på sine læber.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jan 8, 2017 22:10:12 GMT
Alistair gjorde plads til at Dymphna kunne vende sig i sengen, og lagde blidt armen om hende da hun havde fået lagt sig til rette. Han sukkede svagt mod hendes nakke. "Selvfølgelig" sagde han stille og kyssede blidt hendes skulderblad inden han selv lagde sig bedre til rette. Det hele var nyt da han i en lang årrække ikke havde delt seng med en kvinder på denne her måde. Det var en rar følelse.
Lukket?
|
|