|
Post by Alecto Black on Feb 12, 2017 0:12:33 GMT
Alecto vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun forblev derfor stile i hans favn. Hun trak vejret dybt ind og lagde panden mod Ludwiks brystkasse for at hvile hovedet ind imod ham. Hun var træt, men havde ikke noget behov for at skulle falde i søvn her, hvor end fristende det end var. "Jeg føler mig ikke fortabt, ej heller alene." sagde hun og drejede opmærksomheden op på ham. Hun ville gerne sende ham et smil, forsikre sig om at hun et eller andet sted var den samme. Hun blev helt sentimental over hans ord, det var ikke til at bære at selvom det ikke var voldsomme følelser der blussede op.
Hun knugede igen hans tunika og begravede hovedet imod hans hals. "Jeg er ked af at det skal være sådan" kom det stille fra hende som hun gjorde sig fri af hans omfavnelse og rejste sig langsomt. Hun børstede sin kappe og gned sine øjne.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Feb 20, 2017 14:25:11 GMT
Ludwik redte sin hånd igennem Alectos hår et par gange igennem med sine fingre. Han nikkede til Alecto. Trods alt måtte hun vide det bedst. Det var hende der havde truffet dette valg på tværs af det han ønskede. Han ville ikke bebrejde hende det. Det var ikke hende der havde valgt at blive bidt af en lykantrope. Men de forsinkede kun det uundgåelige.
Den lyshårede mand så mat på Alecto og betragtede hvordan regndråberne gennemblødte hendes klæder og hår, som de dansede på hendes hud. ”… Jeg burde tage videre, Alecto. Hvis nogen ser dig eller to skikkelser ude i rasende stormvejr, vil de blive mistænksomme og kan komme til at opdage dig”.
Han trak en rubinbesat guldring af sin handske og viklede snoren om Alectos fletning fri. Ringen satte han på snoren som et vedhæng og bandt den rundt om hendes hals med en alvorlig mine. ”Dette er vejen du har valgt. Nu bør du vandre den. Det vil måske i sidste ende være det bedste for dig at glemme mig. Så kan du bedre bevæge dig frem uden at se dig tilbage. Og sætte dine fodspor”.
|
|