|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 9, 2016 8:12:41 GMT
Lorcan kiggede indgående ned i hendes blå øjne, mens han afsøgte hendes blik, efter tegn på at hun løj. Tilfreds kunne han dog slippe hendes hage med et lille nik, som han ikke fandt nogen usandheder i hendes blik. "Godt. Det kan du i det mindste finde ud af." Han nikkede let for sig selv, før han tog sig den frihed at spadsere rundt om hende, som en hestehandler der inspicerede et stykke kreatur. "Jeg kan heller ikke se hvorfor nogen ville plukke din blomst. Sulter de dig?" På trods af at han ikke foretrak at hun var en matrone, kunne han alligevel bedst lide at hun havde blot en smule kød på benene, hvis han skulle være i stand til at gøre sin del.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 9, 2016 8:29:30 GMT
Wilhelmina fulgte ham med blikket, da han begyndte at spadsere rundt om hende og hun løftede sine øjenbryn let over hans ord. Hun var ikke ufølsom og det sårede hende en anelse, at han fandt hende utiltalende. Hun viste dog ikke sine følelser, men nøjedes med at stirre surt på ham. "Jeg får ikke så meget mad når jeg har stuearrest og det har jeg tit." Sagde hun og skubbede sin hage lidt frem. "Og hvis du ikke bryder dig om det.. så kan det være jeg forsætter på den måde." Tilføjede hun og blottede tænderne i et smil mens hun grinede lidt.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 9, 2016 8:42:24 GMT
Stuearrest.. Lorcan havde lyst til at fnyse, som hun bekendtgjorde at det var et fænomen hun oplevede tit. Stuearrest var noget man gav til uopdragne børn, men hans unge forlovede var åbenbart ikke over det stadie endnu. "Det bliver svært at bære min søn hvis du ligner et skelet.." Hendes trods var tydelig. Han forestillede sig at hun ville sulte sig, hvis han tilkendegav at han ikke brød sig om det. Det ville dog samtidig også holde hende fra at løse hendes vigtigste opgave, og derved gøre ham utilpads.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 9, 2016 9:05:12 GMT
Wilhelmina var skuffet over han ikke blev mere sur over hendes ide og hun opgav ideen om at sulte sig selv i et forsøg på at få ham til at bryde sig mindre om hende. "Hvis det gør dig glad så skal jeg forsøge at tage på." Sagde hun og himlede med øjnene, hun var alligevel blevet en smule træt af at forsøge at modarbejde ham hele tiden. "Og hvad hvis jeg får en pige?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn mens hun fnøs. "Slår du hende så ihjel?" Tilføjede hun med en ironisk tone i stemmen og himlede med øjnene.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 9, 2016 13:03:06 GMT
Det morede Lorcan at se skuffelsen i pigebarnets øjne. Det var tydeligt at hun var vant til at få reaktioner på sine provokationer, og dog var Lorcan nærig med lige netop det. Han ville ikke give hende hvad hun gerne ville have, så ville hun blot blive langt mere besværlig at føje. I stedet løftede han et mørkebrunt øjenbryn til hendes næste spørgsmål. Han havde ikke givet det meget tanke, børn i det hele taget frastødte ham, og han var temmelig sikker på at det ikke ville ændre sig, heller ikke når de var hans egne. At slå det fejlslagne afkom ihjel var dog alligevel over grænsen for hvad han kunne finde på. Døtre havde deres egen funktion når de blev giftemodne. Alligevel smilede han nærmest djævelsk til hende. "Ville det gøre dig ked af det?"
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 9, 2016 14:22:34 GMT
Wilhelmina så forbløffet på ham over spørgsmålet og hun betragtede ham mistænksomt. Hun var alt for umoden til at vide hvad hun ville føle når hun fik et barn, men sandheden var at hun ville holde af det, specielt hvis det var en pige. Det ville hun dog først finde ud af om mange år, lige nu ville hun hverken indrømme overfor sig selv eller ham at hun nogensinde ville holde af et beskidt halvblodsbarn. "Jeg er da ligeglad." Sagde hun og lagde armene over kors, mens hun så væk. Hun trak på skuldrene i et forsøg på at overbevise ham om det hun sagde, men endte med at gøre et så stort nummer ud af det at det virkede påtaget.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 9, 2016 15:40:19 GMT
Lorcans selvtilfredse smil var ikke til at tage fejl af. På trods af at han ikke vidste synderligt meget om det bånd der opstod mellem en moder og dennes barn, kunne han stadig se at det nævenyttige pigebarn ikke var helt ligeså glad som hun gav udtryk for. "Jeg vil ikke slå vores datter ihjel, skulle uheldet være ude og vi fik en.. Men hvis hun slægter sin moder på, bliver jeg med stor sandsynlighed nødt til at behandle hende med ligeså fast hånd som jeg kommer til at bruge overfor min unge brud. Tro mig frøken Salevyn, hvis din opførsel fortsætter kommer du til at kende til langt værre ting en stuearrest." Han kiggede indgående på hende. Der var intet truende i hans blik. De var begge to indforstået med at når de engang blev gift ville han komme til at lave reglerne.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 9, 2016 17:03:34 GMT
Wilhelmina satte hænderne i siden og stirrede på ham med sine sammenknebne øjne. Hendes 15 årige selv var overbevist om, at hun var vinderen i denne situation også selvom det langt fra var tilfældet. Hun troede bare som mange unge mennesker, at hun var uovervindelig. "Og hvad så? Jeg kan ikke se hvordan det kan blive meget værre." Pointerede hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun løftede sine øjenbryn. Hun var ikke helt sikker på hun brød sig om den måde han talte til hende på, hvis hun fortalte sine forældre hvad han havde sagt ville de sikkert skifte mening. Det håbede hun i hvert fald.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 9, 2016 18:02:24 GMT
Lorcan løftede et øjenbryn ved pigebarnets kommentar. Hvis hun havde svært ved at se hvordan det kunne blive værre, manglede hun i sandhed fantasi. Lorcan havde allerede op til flere ideer i hans forstyrrede hoved til hvordan han kunne afrette det næsvise pigebarn hvis hun viste sig at være lige så opsætsig når de blev viet. "Tro mig.. Det kan det. Hvis du bliver ved med at skabe dig, vil du ønske dig tilbage, alene indespærret på dit værelse." Han kunne allerede begynde nu. På trods af at der med stor sandsynlighed ville gå noget tid før de blev viet, ville hun tydeligvis kræve en del arbejde.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 10, 2016 8:42:07 GMT
Wilhelmina betragtede ham med et køligt, overvejende blik. Først nu gik det op for hende at han ikke spøgte med hende, det var så mærkeligt at han havde sagt det direkte. Hun troede bare han havde leget en form for dum leg. Hun foretrak dog at spille dum. Det gav hende en lille chance. "Som hvad fx?" Spurgte hun og løftede sin hage, mens hun betragtede ham skeptisk og lagde armene over kors. I et flygtigt øjeblik gled hendes blik hen mod døren, der var lukket og hun overvejede hvor hurtigt hun kunne komme ud herfra.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 10, 2016 9:16:29 GMT
Lorcan løftede et mørkebrunt øjenbryn da hun ville have et eksempel. Han havde mange fantasier i sit forskruede hoved, og dog ville han gemme de bedste til det rent faktisk blev aktuelt. "Hvis du syntes jeg er så beskidt, skulle jeg måske give dig stuearrest blandt svinene? Jeg er sikker på at i kan lære en ting eller to om hinanden." Han smilede temmelig selvtilfreds. Når de først blev viet kunne han gøre hvad han ville med hende.
Han fulgte hendes blik over imod døren før smilet blev en tand bredere. "Vil du nu løbe ud og sladre til din fader..? Tror du at det vil ændre hans mening?" Han rystede på hovedet med et selvtilfreds smil. "Frøken Salevyn.. Han ville ikke give dig til mig, hvis hans eneste ønske ikke var at blive af med dig.." Han havde selv tænkt tanken, og dog måtte han tage hvad han kunne få.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 10, 2016 9:32:30 GMT
Wilhelminas hjerte bankede en smule hurtigere mens Lorcan talte. Hun havde ikke lyst til at være der længere men samtidig følte hun at hun var som frosset til stedet hun stod. "Tror du ikke jeg ved at mine forældre hader mig? Det har de altid gjort og det gør hele resten af verden også." Sagde hun en smule skingert og fik blanke øjne. Hendes forældres misbilligelse havde altid gjort hende ked af det. Selvom hun forsøgte at lade som om hun var ligeglad. "Men jeg er ligeglad." Sagde hun og gik hen mod ham og stillede sig tæt på ham mens hun så ham i øjnene.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 10, 2016 11:32:32 GMT
Lorcan noterede hvordan hendes øjne blev blanke. Selvom han var veltrænet ud i kunsten, var det af og til ikke nødvendigt at læse folks tanker for at aflæse hvad de følte. Selvom han ville have troet at et uvorent pigebarn som Wilhelmina var ligeglad med hendes forældre, kunne hun se at det gjorde ondt på hende at de ikke tænkte højere om hende. "Dine øjne fortæller en anden historie Frøken Salevyn. De forråder dig." Hans blik veg ikke fra hendes, mens han begyndte at overveje hvornår han ville blive i stand til at tørre en arrig tåre fra hendes kind.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 10, 2016 11:51:43 GMT
Wilhelminas ansigt blev stramt over hans ord. Hun pressede sine læber sammen og stirrede tilbage ind i hans øjne. Hun ville ikke græde. Det ville hun ikke. Tårerne pressede sig dog på og hun formåede kun at holde dem tilbage en kort stund. "Hvorfor forstår du ikke jeg er ligeglad? Jeg er ligeglad!" Sagde hun og gemte sit ansigt i sine hænder inden hun begyndte at hulke. Hun ville aldrig få sine forældres kærlighed som var det eneste hun ønskede sig i hele verden.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 10, 2016 12:16:54 GMT
Lorcan var ikke helt sikker på hvad han skulle stille op da pigebarnet rent faktisk begyndte at hulke. Han havde ikke ondt af hende, hans empati rakte på ingen måde langt nok til det. I stedet fjernede han blot hænderne fra hendes ansigt, og tørrede følelseskoldt en tåre bort. "Hvis du nu opfører dig som en god pige, smiler din fader måske på din bryllupsdag." Han forstod udmærket Lord og Lady Salevyn. Havde Wilhelmina været hans datter, havde han heller ikke haft megen kærlighed til hende.
|
|