Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Den knasende lyd af knuste glasstumper lød da tunge støvler slæbte sig hen over dem. En udstoppet figur lå på gulvet i deres omrids og en sort væske løb afsted langs gulvet, da Ludwik bøjede sig prustende hen over bordet og tog sig til hovedet efter at have væltet alt det der havde stået på bordfladen. ”Nej! Nej, nej. Nej. Det giver ikke mening! Intet giver mening. Jeg har ledt alle steder! Hun kan ikke være myrdet. Jeg ville kunne finde hende. Noget må der være sket. Ingen kan forsvinde sådan. Ikke fra mig. Det må have været nogen. Noget med uovertruffen evne til at glide i et med sine omgivelser. Det har taget hende. Jeg ved det. Hun kan umuligt sådan forsvinde!”
Selv om han havde kigget tusindvis af gange på det gamle brunlige kort fandt han nu igen sig selv stirrende på det med et intenst stikkende blik og tænderne skærende imod hinanden. ”DE kan benægte at finde hende. Men jeg vil gøre det, om så jeg skal brænde hele dette pinslernes gudsforladte sted til grunden for at gøre det!” Han så på sine hænder, og i hans håndflader begyndte der at dryppe dybrøde plamager på den blege hud. Han blødte. Det var sket meget på det seneste, og det virkede til ingen ende at ville tage. Synet fik ham til at ryste på hænderne. Af vrede. Af afkræftelse og skræk. Skræk over ikke at kunne kontrollere sig selv og skræk over at kunne observere sig selv gå i spåner. Noget han aldrig havde oplevet før. Skræk over tanken at han måske aldrig skulle se hende igen. Da han talte igen var det lavt med let rystende stemme, hvislende hvert ord, og flere blodrøde perler undslap hans blå øjne og dannede et syn som der hos de fleste kunne få folk til at løbe efter præsten for at udføre en eksorcisme. Vampyrens ansigt var efter hånden malet rødt ned langs kinder og hage. Hans blik var manisk. ”Hvorfor… Hvorfor gør du det her ved mig?”
Der var gået måneder siden han havde hørt fra Alecto. Han havde ikke selv opsøgt familien Black, men han havde benyttet sig af kontakter og med en dårlig smag i munden havde han modtaget nyheden om at de nu betragtede hende død. At Alecto var forsvundet. At ingen vidste hvor hun var og at hun havde været væk længe. Det havde påvirket ham kraftigt. Hvert tandhjul i hans krop drejede konstant og overvejede alle muligheder. Ting han havde overset. I processen havde Ludwik isoleret sig selv. Hans foretagende både i Hogsmeade og London var blevet lukket. Tiden tilbragte han i sit kammer, mens han som en gal mand vandrede hvileløst rundt og nægtede for det meste at spise. For Anwen kunne det have været en velsignelse, men dehydreringen påvirkede tydeligt vampyrens humør til noget man kunne betegne som værre og en langt mere aggressiv version af ham selv. Hans hud var begyndt at blive grålig. Han var begyndt at se kraftigt sygelig ud.
Noget i ham kogte over ved bevidstheden af den svagelighed han kunne se hos sig selv. Han så på gulvet hvor papirer, væltede bøger og glasskårene lå. ”Hhhh – Hvad ER det her for et rod?!” Ludwiks ansigtsudtryk var nærmest dæmonisk, da hans stemme kraftfuldt lød igennem huset. ”Anwen? ANWEEEEEN!”
Anwen var ikke helt sikker på hvad hun havde forestillet sig da hun havde takket ja til at forlade sit liv på Perlen, og i stedet flytte ind hos Ludwik. Hun var ikke noget naivt gadebarn længere, og hun følte sig ikke taget ved næsen af hans løfter om et let og sorgløst liv i hans rigdom, men lige meget hvad var det endt meget anderledes end hun havde kunne tro. Til at starte med var det gået godt. Vampyren havde virket veltilpas, nærmest forelsket, ikke i hende men et nyt spændende bekendtskab han havde gjort sig, og deres tid sammen var derfor blevet fyldt med drømmende snak om fremtiden. Når han ikke havde haft brug for hende, have hun fået lov til at bevæge sig i hans overdådige omgivelser, men som tiden var gået var guldet og lysekronerne blegnet, og ensomheden havde lagt sig om hende som en kold, klam hånd. Hun savnede sine brødre, hun havde fået lov til at se dem en enkelt gang i løbet af en Hogsmeadeweekend, men ellers var hun overladt til sig selv i det store hus, når hun ikke skulle ligge hals til Ludwiks besøg.
Som ugerne var gået, var hans behov for at se hende dog blevet mindre. I starten havde det ikke gjort noget, hun havde stadig ikke vænnet sig til at stille hans tørst, men med tiden havde hans fravær udviklet sig til en reel bekymring hos hende. Hun havde ikke troet det muligt, på trods af at hun boede hos ham var der ikke mange varme følelser for den kolde mand, men hans nærmest maniske tilstand var begyndt at gøre hende urolig. Hun skælvede derfor også let, da hendes navn blev råbt gennem huset, usikker på hvad han ville forlange af hende denne gang. Hun vidste at det ikke hjalp at gemme sig, han havde bekymringer nok i den jagt han allerede foretog sig, og det var derfor også med hastige skridt at hun indfandt sig på hans kammer. "Ja.. Du kaldte." Bekymringen blev ikke mindre, da hun kastede blikket rundt i det rodede arbejdsværelse. Hun skælvede let, urolig for om han havde fået afreageret på genstandene derinde, eller om det var grunden til at hun var blevet hidkaldt.
Ludwik tog sig til hovedet. Han skænkede end ikke Anwen et blik da hun kom ind af døren. ”Ryd det her op” sagde han fast. Hans vejrtrækning var hurtig. Det var som om en stigende susen drønede forbi hans ører og den tiltog. Han tog et par skridt hen imod vægen og støttede hånden imod den. Så faldt han langsomt sammen op imod den og sank sammen på gulvets træplanker. På væggen efterlod hans fingre sig blodige spor. Fra sin position i rummet stirrede han tomt frem for sig, som om han så igennem kvart-willie kvinden. Så lukkede han sine øjne. ”Jeg har mistet alt. Jeg opnår aldrig den følelse igen”. Han stoppede med at bevæge sig. Han stoppede med at trække vejret. Han behøvedes ikke. Det var spildt energi, noget som han havde forsvindende lidt af. Sådan som han sad der med sin blege hud, foroversunkne positur og blodige ansigt lignede vampyren nærmest et massakreret lig.
Instinktivt åndede hun lettet op, da han blot bad hende om at rydde op. Det var nedslidende at være på vagt hele tiden, altid usikker på hvilken drejning hans uforudsigelige humør ville tage, og hendes hænder rystede derfor også let som hun begyndte at samle de knuste glas med sin tryllestav. Hun ville gerne skynde sig så hun kunne komme ud af værelset igen, men som han talte fik hun alligevel ubevidst kastet et blik på ham, og stoppede midt i sine forhastede besværgelser. Han så uhyggelig ud, som han sad der, død og bleg, uden den glød der havde hersket i ham da han taget hende i sin tjeneste. Hun rystede let på hovedet, som hun ikke kunne lade være med at have ondt af ham. Han fortjente ikke hendes medlidenhed, og dog var det alligevel svært at se et andet væsen så desperat og indsunket. Med let knyttede næver opgav hun at vende ryggen til. Vinen flød stadig på gulvet, som hun pakkede tryllestaven væk, og forsigtigt gik over imod ham, som nærmede hun sig et vildt, såret dyr. "Du finder hende ikke hvis du lader dig selv sygne hen Ludwik.." Forsigtigt placerede hun en hånd på hans skulder, og gav den et svagt klem, før hun skyndte sig at trække den til sig igen.
Ludwik åbnede kun sit ene øje en anelse på klem da Anwen nævnte ordet ’sygne hen’. Han stirrede opmærksomt på hende, da tanken strejfede ham – at det faktisk kunne ske hvis han fortsatte i den tilstand. Brystkassen i den blodige tunika tog en dyb indånding for at få ilt nok til at han kunne bruge sin stemme. ”Mmmm… Er det så slemt?” Det var en mærkelig følelse aldrig at have set sig selv på andet end malerier. Ikke at have et spejlbillede som alle andre og ikke at kunne betragte kroppens forfald. Det eneste der kunne få ham tæt på var at føle, så vampyren kørte sine hænder hen over sit ansigt. Han føltes sig ru og udtørret, og han kunne mærke at han havde mistet en del af den menneskelige glød så mange beskrev at han havde.
”Anwen… hvordan føles det at være af willie-blod?” spurgte Ludwik uden så meget som optakten til en forklaring på det pludselige spørgsmål.
Anwen turde næsten ikke svare på hans spørgsmål. Hun var ikke sikker på om hun kunne fortælle ham sandheden, at han så rædsom ud, eller om hun skulle lyve, og fortælle ham at det ikke var så slemt endda. Hun vidste ikke særlig meget om vampyrer, hvordan de skulle se ud, og hvordan de ikke skulle se ud, og alligevel havde hun lagt mærke til hvordan den nærmest menneskelige glød der i sin tid havde forledt hende til at tro at han var et menneske som hende selv, var forsvundet. Hun endte med blot at nikke i håb om at han ikke ville se det, før hans spørgsmål satte hende på andre tanker. Det kom en smule bag på hende. Det var ikke noget hun tænkte videre over, det havde altid hersket i hendes årer siden hun blev født. "Som.. At være af ganske almindeligt blod vil jeg tro..? Min moder sagde altid at temperamentet stammer derfra.. Hvorfor?" Hun lagde en smule undrende hovedet på sned, mens blikket der betragtede ham stadig var varsomt.
”Bare almindelig, huh?” Ludwik åbnede begge sine øjne og syntes at se igennem Anwen igen. ”Det må være en rar følelse. At være almindelig…” Han rynkede sine bryn så furer fremkom på næseryggen af ham og prøvede at gnubbe noget af blodet af sine hænder, da det var begyndt at koagulere.
”Vampyrer er aldrig hele Anwen.. Det er en følelse af fuldbyrdelse vi får når hjertet slår, når vi indtager føde. Det er altid noget vi har brug for andre for at opnå. Og det ypperste af ypperste opnår vi når vi finder det specielle bånd til en person. I en evighed. Ud af alle andre”. Han tav. Det var ikke normalt for Ludwik at forklare om sin race. Og slet ikke om sig selv. Der var så mange misforståelser om vampyrer i den magiske verden at størstedelen af deres verden forekom ukendt for alle andre end dem selv. Og det var ubehageligt for ham i dette øjeblik, men hvis ikke han fik munden på gled truede hans tanker med at sprække hans kranium.
”Mennesket er en spændende skabning at observere. En skabning der på mange punkter er så svag, og stadig formår at overtage og udfylde hele kontinenter. Der på tværs af trods formår at overleve. Men det gør jer modtagelige for brister… At elske nogen er en brist. En svaghed. Det er en nytteløs psykose hjernen skaber for at i skal bringe afkom i verdenen. Det er en illusion. Vampyrer oplever ikke den følelse”. Langsomt fik han skubbet sig op at stå. Han vaklede hen mod et af de større glasskår og tog det op i sin hånd, hvor det blev vendt og drejet. Han kunne ikke se sig selv, selv om at han i det øjeblik fik lyst til at prøve. Efter at han havde betragtet glasskårene samlede han endnu et op og satte det sammen med det andet. De passede perfekt med sine kanter.
”Vi har noget andet. Vi har ikke det formål. Men når vi finder det bånd er det som to stykker der finder sammen og udgør en helhed. Vampyrer forelsker sig ikke. Vampyrer finder mager.. For et stykke tid siden blev jeg sikker på at jeg fandt min. Nu hvor hun er væk er det kun blevet stærkere. Jeg føler mig syg. Jeg føler at en del mangler fra mig, som om jeg bliver revet i stykker langsomt. Det driver mig til kanten af vanviddets rand. Jeg hader dette – denne form for svaghed!” Ludwik skar sine tænder sammen og smed skårene fra sig. De splintredes på tværs af gulvet, og han tog sig til hovedet igen.
Anwen turde ikke afbryde ham, og lyttede i stedet intenst til hans ord. På trods af at han ikke forklarede det, forstod hun at det han sagde sjændet blev hørt af dødelige ører. Hun havde for længst givet op på at forstå hans væsen. De få ting hun huskede om vampyrer fra hendes skolegang havde været overfladiske og monstrøse. På trods af at hun ikke holdt synderligt af ham, forstod hun alligevel at der var flere lag til den mand der var Ludwik, end blot et blodsugende monster. Det kom dog alligevel bag på hende at han var i stand til at elske. Hans liv virkede så fokuseret omkring at nyde, at hun fandt det usandsynligt at der var plads til den anden halvdel han meget malerisk fortalte hende om, og dog virkede det alligevel til at han havde både fundet hende, og mistet hende igen.
Da han endelig tav vidste hun ikke om hun skulle sige noget. Han virkede så følsom og sårbar, men samtidig også ustabil nok til at hun frygtede at vække hans vrede. Alligevel rømmede hun sig let. Hvad hun så end syntes om ham, kunne hun ikke tåle at se et andet væsen sunket så dybt. "Det.. Hjælper ikke at du lader dig selv gå i fordærv.. Sæt at hun vender tilbage og finder dig indsunken og død?" Hun sank en klump. Hun var meget påpasselig med ikke at tilbyde sig selv som en kur imod hans lidelse, og dog var det svært at få ham i bedring uden.
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre det her. Jeg har ingen lyst til at jage og når jeg indtager føde er det kun en midlertidig lappe på tomheden. Nu hvor jeg har kendt til den følelse, nu hvor jeg har holdt den fast i min hule hånd.. Nu hvor jeg har holdt den så tæt er bevidstheden om den en større smerte end nogensinde… Og hvad hvis hun aldrig vender tilbage? Jeg har fejlet. Jeg har ikke fundet hende endnu”.
Langsomt vandrede den lyshårede herre hen til værelses lukkede vinduesskodder og slog dem op. Månen skinnede ind og oplyste det ellers mørke værelse. Han satte sig op i vindueskarmen og betragtede gaderne og de få folk der gik forbi i ly af natten. ”Jeg forbander det her. Jeg forbander december. Dette, denne, måneden hvor jeg kom til. Min moder havde inderligt ønsket sig et barn. Ikke som dam, men af hendes eget kød og blod. Så ved et mirakuløst design blev hun gravid efter sin transformation og fik mig.. Det her minder mig om det. Denne følelse, at jeg ikke er som de fleste andre. Modsat vampyrer ved jeg ikke hvordan det er at leve. Jeg ved ikke hvordan det er at være menneske. Fra begyndelsen af min eksisterens har mit væsen været dødt og hungrende efter udfyldelse. Hun er ikke blot min helhed, men jeg nærer en dyb længsel efter hendes person og ideer. Jeg tvivler at dette er normalt”. Ludwik kørte langsomt hænderne igennem luften, som om han kærtegnede et usynligt objekt. Han kunne se hende for sig. Han kunne dufte hendes hud og mærke hendes silkebløde hår, selv om han vidste at Alecto var langt væk.
”Jeg ved end ikke.. hvor jeg skal starte. Hvis jeg går ud i denne tilstand vil folk mistænke mig”.
Anwen havde ikke den store erfaring med at elske. Hun havde lært at forgive det, lært at få mænd til at tro at de var den eneste ting hun drømte om i denne verden, men når det kom til stykket vidste hun ikke hvordan det rigtig skulle føles. Hun var derfor heller ikke sikker på om følelsen Ludwik beskrev var ægte kærlighed, eller blot den mærkelige afart af det han var i stand til at føle. Hun rejste sig langsomt og fulgte ham over imod vindueskarmen. Det stred imod hende at hun havde ondt af ham, og på trods af at hun forbandede sin godhed, kunne det ikke fjerne hendes trang til at hjælpe det sølle væsen foran sig. "Ludwik.. Du bliver nødt til at spise." Hun kunne ikke sige ordene, og dog børstede hun alligevel sit fyldige blonde hår om på ryggen, så hendes blege hals blev blottet. "Ellers så sygner du hen og dør.." Han bortgang var måske det eneste der kunne give hende hendes frihed, og dog kunne hun ikke tåle at se ham så fortabt.
Det gyldne hår lignede næsten fuldmodent korn , der blæste i vinden om sommeren. I et stykke tid havde Ludwik næsten glemt Anwen, eller rettere hvorfor han havde taget hende ind i første omgang. Når ikke længere håret holdt hendes duft tilbage kom den svævende som noget guddommeligt. Det fik hans pupiller til at trække sig aflangt sammen som hos et rovdyr. Han svarede hende ikke, men gik næsten som i trance hen imod hende. I stedet for at bore sine hugtænder ind i hendes kød trak han hende tværtimod ind til sig med armen omkring kvart-williens talje og holdt hende fast imod sig. Hans frie hånd kærtegnede hendes hofte og lår mens han hvilede kinden imod hendes bryst. ”Anwen… Jeg havde næsten glemt hvor skrøbelig en så ung kvinde er. Så perfekt”
Anwens krop skælvede en smule som han greb om den. Hun bildte sig selv ind at det stammede fra hans kulde, der sendte et gys ned igennem hende, men på trods af at hun ikke ville vise ham sin usikkerhed, Forrådte hendes krop hende, som hjertet han lige nu lagde øret imod slog hektisk. Det kunne ligeså høres på hendes vejrtrækning. På trods af at hun havde følt sig en smule overset efter Ludwiks nyeste besættelse, fortrød hun hurtigt at hun havde pådraget sig hans opmærksomhed. Blikket flakkede, mens hun stod stiv som et bræt med armene ned langs siden og tryllestaven knuget i hånden. "Bare.. Få det overstået, vil du ikke nok?" Bønnen var tydelig, som ordene blev udtalt med en svag stemme. Det var ikke med hendes gode vilje at hun tilbød sig selv, hun fortrød det allerede, og alligevel havde hendes medmenneskelighed endnu engang forrådt hende.
”Hvorfor så forhastet Anwen? Vi har alt tid i verden” Vampyren klemte Anwens bryst og begyndte at kæle for hendes to små bump som han kunne føle igennem stoffet med sin tommelfinger. Hendes hævede puls kunne han fornemme med det samme og duften var fantastisk. Begærligt slikkede han langs senerne på Anwens hals. Han længtes efter at holde Alecto i sine arme, og Anwen var det tætteste han kunne komme på hende. Desuden tillod Ludwik ikke fremmede besøgende, så han var den eneste mand der kunne være i nærheden af den smukke blondine. Han gjorde hende en tjeneste… Gjorde han ikke? Det tænkte han. At give hende afløb for hendes kødlige lyster. Det var lige så meget hende som ham selv. Hun var selv uden om det for at friste ham sådan.
En kuldegysning løb ned af Anwens ryg som han slikkede hende op af halsen. Det føltes som om at hendes krop begyndte at bekæmpe sig selv. Hendes bryster reagerede tydeligt på hans berøring som de små vorter blev hårde og følsomme, mens hendes hånd stadig holdt krampagtigt fast om hendes tryllestav. Efter at havde tilfredsstillet hunredvis af mænd på et par få måneder, havde hun nydt at få en pause fra det hele, og dog kunne hendes krop tydeligt mærke hvad den havde savnet, som Ludwik rørte ved hende. Hendes sind var ikke enigt. Han havde sin Alecto, og det var hun godt tilfreds med. Hendes åndedrag blev en smule hektisk, som hendes indre kamp gjorde hende tom for ord. "Nej.." Var det eneste hun fik over sine læber, og dog lød hun ikke helt som om hun mente det.
”Mmmh, Nej?” Ludwik så nedstirrende på Anwen og tippede hendes hage op med hånden, så hun blev tvunget til at se på ham. ”Du har længtes efter det her. Ville du heller forblive uberørt i så lang tid. Nu når du ved hvordan det er. Nu når du ved hvilken magt det giver at blive begæret. Hvis jeg var dig ville jeg vise mere taknemmelighed over de gaver jeg giver dig her hos mig” Med et fast greb hev han Anwen en anelse i håret.
”Husk på hvor du ville være uden mig, frk. Pryce. Jeg troede du ville gøre mig glad” Han vendte tilbage til at inspicere Anwens slanke hals. Hendes krop lægede fint de bidemærker han tidligere havde givet sine, men han vidste at de røde mærker var sensitive, så en række små kys blev skænket ned langs hendes hals, til kraveben og til sidst Anwens lyse kavalergang. ”Men jeg tager måske fejl, hmm?”