Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Taran Weasley on Nov 30, 2016 17:28:02 GMT
Taran havde aldrig været mere end almindeligt misundelig på Elyan, dengang hav var blevet udvalgt blandt de få der fik lov til at repræsentere Hogwarts under trekampsturneringen. Han var ganske vidst allerede dengang vant til at det var broderen der tog det store ansvar på sine skuldre, og alligevel kunne han ikke skrive om andet end hvor spændende en oplevelse det var, på trods af at hans navn ikke var blevet trukket op af flammernes pokal. Tankerne om fortiden, og bitterheden over tabet af broderen blev dog kortvarigt fortrængt, da hun i stedet valgte at fokusere på nutiden, og hans to unge nevøer der stadig gik på skolen. "Callum og Duncan Slughorn." Inden hun nåede at spørge videre ind til efternavnet der var blevet temmelig aktuelt efter den nye rektors indtrædelse kom han hende i forkøbet. "Min søster er gift med den nyudnævnte rektors storebror." Selv kendte han ikke synderligt meget til manden, selvom han dog havde mødt ham i sin tid ved Marsalis bryllup, samt til et par andre lejligheder.
Post by Georgianna Loïc on Dec 1, 2016 20:08:24 GMT
Georgianna kendte ikke de to drenge, men hun bed mærke i navnet med det samme. Før hun kunne spørge kom forklaringen og hun formede et lille ah med læberne. Før hun kunne sige mere, dukkede en kropige langt om længe op og den bretonske heks havde ikke tænkt sig at sende hende væk uden at bestille.
"Hvad vil du anbefale, sir Weasley?" spurgte hun dog, nysgerrigt og med et klart inviterende blik.
Taran var ikke skuffet over at hun ikke kendte hans nevøer. Hun havde med stor sandsynlighed for travlt med at holde styr på de unge franskmænd skolen havde medbragt, til at lære navnene på de mange unge hoveder fra Hogwarts. Da hun dog ikke kendte hverken Duncan eller Callum, havde han svært ved at føre samtalen videre, og kropigen modtog derfor også et taknemmeligt smil da hun endelig fandt tid til dem, og kunne give dem noget andet at snakke om. "Hvis De er til øl, ville jeg anbefale Dodderidgefamiliens eget bryg. De brygger det ude bag ved, og man finder det ikke bedre i hele England." Han blinkede til kropigen, som han serverede komplementet, før han blikket gled tilbage på franskmanden. "Hvis du er til det stærkere kan jeg også anbefale ildwhiskyen, eller ingefærdøllet, hvis det måske skal være i den mildere ende." Taran havde aldrig givet særlig meget for at drikke vin, og under felttoget i Frankring var det gode øl fra De Tre Koste en af de mange ting han havde savnet.
Post by Georgianna Loïc on Dec 1, 2016 22:56:54 GMT
Georgianna afventede tydeligvis et svar og hun var ikke utilfreds med det væld af muligheder han gav. "Jeg tror, at jeg hælder mod det sødere. En ingefærøl, så?" Hun så mellem Taran og kropigen efter bekræftelse og afsluttede selv med et nik, da hun fik den.
"Jeg har hørt mange af eleverne tale om det," konstaterede hun, da pigen var gået igen. "Man skulle tro det var en trylledrik."
Som ung knægt havde Taran selv brugt størstedelen af de sølvsegl han fik at snolde for, på de tre kostes ingefærdøl. Heldigt for ham var hans søster den gang for nyligt blevet gift med kromutterens bror, og selvom han ikke selv var en del af Slughorn-Dodderigdeklanen havde det alligevel givet ham et glas på huset i ny og næ, når det var lykkedes ham at smigre sig ind hos den smilende Yvette. Som voksen var han dog ikke længere underlagt sin faders sparsommelighed, og selvom han havde arvet hans måde at håndtere Weasleyfamiliens beskedne formue, viste han alligevel storsind og lagde mønter nok på disken til at betale for både hendes glas og det krus øl han bestilte til sig selv. "Det var en af de få ting jeg savnede under min tid i Frankrig." Bemærkningen kom henkastet, som han havde fået ledt tankerne væk, med forventningen om mere af Dodderidges hemmelige bryg.
Post by Georgianna Loïc on Dec 2, 2016 21:50:26 GMT
Georgianna var behageligt overrasket, da han trak mønter nok frem til at betale for dem begge og hun havde ikke tænkt sig at afslå. Tværtimod var det hendes plan at takke ham, da han kom i forvejen med ord og fik hendes mørke øjenbryn til at skyde op.
"Du har været i Frankrig," konstaterede hun i et halvt spørgsmål. Det kunne selvfølgelig betyde flere ting, men da hendes blik faldt kort til stokken, der stod lænet op mod baren, blev hendes blik vågent på en helt anden måde end før - mere varsomt måske.
Taran opdagede først sin fejl da hun konfronterede ham med den. De klare blå øjne blev et øjeblik rådvilde, som han prøvede at afgøre hvad han skulle svare hende, om han skulle forsøge sig med endnu en løgn, eller indrømme sandheden. Mange engelske mænd havde tjent i den snart lange krig, og som en engelsk adelssøn var det næsten hans pligt. Alligevel var det svært for ham ikke at lyde som om det var noget han var stolt af. Det blev han nødt til at være, hvis han skulle forsvare overfor sig selv hvad der var sket dernede. Begyndte han at skamme sig over det, blev det hele blot endnu svære at leve med. Han fulgte hendes blik ned til stokken, og rømmede sig let, der var vidst ingen grund til at forsøge at skjule det længere. "Ja.. Når Prinsen kalder, så gør man sin pligt for fædrelandet.." På trods af hans ordlyd, kunne han dog ikke fjerne sin stolthed, som han sendte hende et svagt nik.
Post by Georgianna Loïc on Dec 3, 2016 18:17:26 GMT
Det flakkende blik forklarede alt, hvad hun behøvede at vide. Varsomheden var til stede med det samme og hun måtte minde sig selv om, at han havde siddet sammen med hende i et stykke tid nu, velvidende hvor hun selv var fra. Georgianna rankede sig lidt over stoltheden i hans blik og ord var ikke nødvendige for at understrege, at de stod på hver sin side.
"Naturligvis," svarede hun dog, pænt nok, men med en tydelig tøven, der ikke havde været der før. "Og det er hvor, du blev..." Hun nikkede sigende mod knæet.
Taran var ikke sikker på hvilken reaktion han havde forventet. Han vidste at hendes familie var engageret i krigen, han havde selv været med til at sørge for at den unge Hr. Loïc fik en mindre behagelig oplevelse med den. Han slappede dog en smule mere af da hun valgte at blive siddende. Normalt ville det ikke have bekymret ham at en franskmand forlod hans selskab, uprovokeret eller ej, men han formåede at værdsætte samtalen med Georgianna, og desuden var han en gentleman nok til ikke at ville skræmme hende væk. "Ja.. En forbandet armbrøstbolt.." Bitterheden var tydelig som han omtalte skaden. "Jeg kommer aldrig til at kunne gå ordentligt igen, og alligevel var jeg en af de heldige.." På trods af at tanken var svær at varme sig ved, skulle han blot være taknemmelig over at han var kommet hjem i live.
Post by Georgianna Loïc on Dec 3, 2016 21:32:26 GMT
Måske ville det i nogen sammenhænge blive betragtet som taktløst at bringe hans skade op, men Georgianna sagde for det meste hvad hun tænkte. Fra en lavadelig familie kunne man ikke kun stole på sit gode udseende, men måtte tage til mæle for at få, hvad man ville. I dette tilfælde var der intet specifikt hun ønskede, men gamle vaner var ikke nemme at slå ned og da han ikke blev fornærmet, havde hun ingen grund til at fortryde.
"Krigen har taget mange med sig," konstaterede hun, efter deres drikkevarer var serveret. Selv løftede hun sit krus og hævede det ene anelse imod ham - i en lydløs fredserklæring. "Det glæder mig, at det ikke gik værre for dig, sir Weasley. Ellers ville jeg mangle selskab denne aften, hm?"
Taran havde intet imod at hun spurgte til knæet. På trods af at skaden var forsaget af en af hendes landsmænd, ville han hellere have at folk spurgte hvad der var galt, end at betragte han som en vandskabt haltefanden. Feltskæreren der i sin tid havde tilset ham, havde forsikret ham om at det ville blive en fin historie damerne hjemme i England ville elske, og dog syntes Taran ikke at der var noget charmerende over hverken stokken eller det knudrede knæ. Han løftede tøvende sit krus, han fader vendte sig med stor sandsynlighed i sin grav i det øjeblik, og dog tillod han sig at gengælde franskmandens gestus. Hun havde trods alt ikke selv været i krig. "Den tog min far og min storebror.. Og mange andre der stod mig nær. Det er ikke dem led hårdest.. Det er os der sidder tilbage og skal føle os heldige over at være i live.." Stemningen i de blå øjne blev pludselig meget mut, som han tog en tår af sin øl, og bed mærke i det. "Undskyld.." Blikket gled ned i bordet, før han kiggede på på hende igen. Det var ikke ord der egnede sig til et muntert sted som De Tre Koste.
Post by Georgianna Loïc on Dec 3, 2016 23:19:34 GMT
Svaret var ikke muntert og med det, bølgede en dyster stemning ind over dem. Georgianna havde dog aldrig været sart og hun lod sig ikke skræmme så let. Det var længe siden hun havde været en naiv, ung komtesse. Blikket veg ikke væk fra den rødhårede mand og hun tog sig ikke meget af hans beklagelse. I stedet drejede hun sig helt mod ham og tiltede hovedet til den ene side.
"Føler du dig ikke heldig?" trillede det af hendes tunge i den karakteristiske accent, dæmpet så kun han kunne høre det.
Hånden knugede sig om ølkrusets hank så knoerne blev hvide, mens han kæmpede for ikke at tolke hendes spørgsmål som spot. Om det var overleverens skyldfølelse vidste han ikke, men han havde svært ved at sidde tilbage og være glad for at være i live når hans fader og Elyan havde givet deres liv for Prinsens felttog. "Har du familie der er engageret i krigen?" Han kendte svaret, og alligevel efterlod han en lille kunstpause til hendes 'oui' før han greb ordet igen. "Ville du føle dig heldig hvis du sad efterladt tilbage uden dem?" Han kiggede afventende på hende. De var måske på hver deres side, men det gjorde ikke krigens pris billigere.
Post by Georgianna Loïc on Dec 4, 2016 0:48:05 GMT
Georgiannas udtryk afslørede intet og hun svarede ikke på hans spørgsmål med det samme. Det forblev ubesvaret, så vidt hun vidste, da han fortsatte og hun var stille et par sekunder efter det, mens hun blot betragtede ham ublu og uden at tage sig af, at de endnu var fremmede for hinanden. Emnet havde overskredet grænserne alligevel.
"Nej," konstaterede hun simpelt og ærligt. "Det er ikke en rar følelse, men jeg mener at man skylder dem at værdsætte at man fik muligheden for at fortsætte. Ikke smide det væk." Ordene var ligefremme, men kom næsten blidt frem. Tankerne var på Elouan og den tid, hvor hele familien havde troet ham tabt.
Det var ikke første gang han hørte ordene vendt til det bedre. Han moder havde flere gange forsøgt at minde ham om det når han tillod sig selv at synke ned i det mørke hul, og som han tog en tår af ølkruset fik han også samlet sig selv nok sammen til at nikke oprigtigt til hendes ord. Hvis han lod sig selv sygne hen i sorg havde hans våbenbrødre mistet deres liv forgæves, og alligevel var det svært at retfærdiggøre at det var ham der sad tilbage og ikke dem. "Det er ikke sundt for mennesker at drage i krig." Han rystede kort på hovedet. Alligevel fortrød han det ikke. Tillod han først sig selv at spekulere over om det havde været rigtigt at tage af sted eller ej, spyttede han på dem der ikke var vendt tilbage.