Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 14:45:35 GMT
Dymphna vendte sit blik mod ham mens han fortalte og var oprigtig interesseret i at høre det. Et smil dukkede op på hendes læber over hans ord og hun grinede lidt, da han nævnte Una, som hun holdt virkelig meget af men alligevel kunne hun ikke lade være med at le, selvom det var kærligt ment. "Det skal jeg nok huske." Sagde hun og lænede sig lidt ind mod ham, så hendes arm hvilede mod hans. Det fik hendes hjerte til at slå kolbøtter og hun skyndte sig at skabe afstand til ham, så hun stadig kunne fokusere på samtalen. "Du har en dejlig familie.. " Sagde hun stilfærdigt og så ud i luften, med et blik der var en smule bedrøvet. "Jeg ville ønske at min egen var så god.. men.. det vil jo snart ændre sig.. " Sagde hun og blottede tænderne, i et større smil.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 15:29:11 GMT
"Hun ville uden tvivl sætte pris på sit selskab, den første aften efter brylluppet. Jeg prøver at overtale hende til ikke at spille til vores bryllup.." Han elskede sin søster, og hvis hun virkelig havde lyst til at blive ved med at spile harpe, så skulle han ikke være en af dem der bad hende om at lade være. Han ville bare ønske at hun i det mindste ville blive nogenlunde god før at hun gav sig i kast med at spille for større forsamlinger.
Alistair kunne mærke at hans nakke blev en anelse varm da Dympnha lænede sig tættere mod ham, og selvom det bare var for en kort stund, kunne han ikke lade være med at smile bredt over hendes krop var så tæt på hans. "Og både hende og Rio betragter dig stadig som en veninde, jeg frygter vi ikke får særlig meget tid sammen" sagde han og lo let.
Han nikkede tavst til hendes ord. Normalt blandede han sig ikke i andres familie, men det fik ham alligevel til at rynke lidt på de rødlige bryn over hendes beskrivelse over sin egen familie. "Jeg håber det. Jeg vil gøre mit bedste ihvertfald" sagde han og lagde sin hånd mod hendes og strøg et par enkle fingre over håndryggen. Han opdagede de stod stile i åbningen til stuen og blinkede lidt forvirrede med sine øjne. "Skal vi sætte os, eller skal vi gå videre? Min har været igang med at indrette vores fremtidige værelse" sagde han og klarede halsen en smule.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 17:47:37 GMT
Alistairs latter var smittende og hun kom til at grine over hans ord, hun glædede sig til at få tid sammen med dem alle. Hun kendte dem jo godt, men hun ønskede stadig en tættere relation, der kunne få hende til at føle sig hjemme på godset.
Dymphna slog blikket ned mod hans fingre og smilede lidt, inden hun så op og mødte hans blik. Hun havde heller ikke lagt mærke til at de var kommet til stuen og hun fulgte overvejende hans blik, indtil hun hørte hans sidste ord og hun stivnede en anelse. Hendes mave knuede sig instinktivt sammen, hun havde drillet ham med det for et øjeblik siden, men hans forslag gjorde hende alligevel utilpas. Alistairs ansigt forsvandt og blev erstattet med Tristan der ruskede hende, der tæskede Devyn. Hun følte sig svimmel og svajede lidt, mens hun tog sig til hovedet og lukkede sine øjne. Det hele var for meget, alt for meget.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 19:13:54 GMT
Det var et lettet og dybt suk der forlod Alistair der han strøg en hånd gennem sit røde hår. Det var kun en anelse akavet, og det var endda på den gode måde. Han sendte derfor Dymphna endnu et lille smil. Han kunne mærke at ordene dirrede imod hans læbe, men han bed det i sig. Det var ikke passende.
Alistairs blå øjne hvilede mod Dymphnas dybe brune, og han lod slet ikke mærke til at de stod stille i døråbningen. Han havde stadig sin hånd hvilene mod hendes. Det milde blik der før havde hvilede mod hans ansigt, ændrede sig drastisk da det lignede at hun var ved at besvime. Han klarede halsen. "En anden dag" sagde han så hurtigt. Han vidste ikke helt hvad der pludselig var grunden til hendes svimmelhed, men han antog for nu at hun ikke helt var klar til at se så meget af deres kommende liv.
Han slog derfor ud med sin hånd mod stuen. "Lad os sætte os i stedet. Jeg kan få bragt noget vand op til dig." sagde han en anelse bekymret. Hans bryn var stadig trukket en smule sammen
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 20:08:30 GMT
Dymphna fik samlet sig nogenlunde da hun hørte hans stemme og hun smilede sløvt, i et fejlagtigt forsøg på at opretholde den facade hun burde have som adelskvinde. Hendes blik blev en anelse mindre sløret og hun lagde sin anden hånd om hans arm og lænede sin krop mod hans. "Det lyder fint." Sagde hun mens hun bevægede sig ind i stuen med ham og så sig lidt omkring. "Undskyld.. jeg ved ikke hvad der skete.. jeg har.. det har været lidt svært i min familie. Det er trættende.. " Sagde hun og udåndede tungt, inden hun vendte ansigtet mod ham og forsøgte at møde hans blik. Hun ville ønske hun kunne fortælle ham sandheden, men hun var bange for at han ikke ville elske hende længere og hun igen ville belaste sin familie med yderligere problemer.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 20:28:00 GMT
Hun behøvede slet ikke at foreklare sig overfor Alistair, nok var han interesseret i at vide hvis der var noget han kunne gøre, og hvis det var bare at lytte, så var han der. Men det var ikke et krav til hende at hun skulle dele alt sin viden med ham. Nok var ærlighed en ting han vægtede højt, men ligeledes var forstående, og den ville have give hende. Han nikkede derfor roligt og førte hende hen til sofaen hvor hun kunne sætte sig.
Ligeledes dukkede husets husalf op som han sendte mod køkkenet efter noget at drikke og lidt at spise. Stadig bekymret, satte han sig ved siden af hende. "Det skal du ikke tænke på nu, men hvis du har brug for det så har vi et værelse gjort klar til dig, hvis du vil have benene lidt op" forsikrede han hende om. Han var glad for det ikke så ud til at være mere alvorligt end at hun blot havde brug for at samle tankerne lidt. "Det er endnu ikke blæst så meget op, så en gåtur i haven er også en mulighed" skyndte han sig hurtigt at sige så hun ikke troede at hun bare blev smidt i seng
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 20:45:01 GMT
Dymphna satte sig langsomt ned på sofaen og lænede sig tilbage, mens hun trak vejret roligt og forsøgte at slappe af. Hun smilede lidt ved synet af husalfen og vendte derefter blikket mod Alistair. Hans puslen om hende var bedårende og hun smilede taknemmeligt over hans mange forslag, selvom de ikke ligefrem lokkede. "Hvis jeg skal være ærlig.. så vil jeg nok bare helst sidde lidt her.. sammen med dig.. " Sagde hun afdæmpet og smilede lidt til ham.
Til sidst gjorde hun noget hun egentlig havde svoret hun ville holde sig fra, hun rakte ud og lagde sin hånd på hans og gav den et klem mens hendes blik stadig hvilede i hans øjne. Brayan havde vist ret i at han var en god mand og hun var glad for at det var ham hun endte sammen med, selvom hun savnede sit barn utrolig meget.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 21:15:23 GMT
Alistair kunne ikke lade være med at grine. Han var ikke overrasket over at hun hellere ville blive i stuen, end heller ikke at hun sagde sin mening. Nok var de begge adelige men han værdsatte netop det ved hende at hun ikke forsøgte at oprette holde for meget af sin maske. Han nikkede langsomt med hovedet. "Det er helt i orden. Haven går ingen steder, den er smukkest når den er dækket af sne eller i fuld blomst" sagde han og satte sig en smule bedre til rette i sofaen, dog stadig klar til at hoppe og springe, hvis der var noget han kunne gøre. Mest af alt ville han dog ikke efterlade hende alene.
Han kiggede ned på hendes hånd der havde fundet vej til hans. Et lidt usikkert smil viste sig hos ham som han også let gav hendes hånd et klem. Hans hjerte sprang et par slag over som han kiggede på hende, og han kunne mærke at han havde lyst til at mærke hendes bløde læber mod sine egne. Men han måtte fortrænge det. I stedet løftede han den frie hånd for at fjerne en lok af hendes brune hår der havde fundet vej ned over hendes kind.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 21:36:47 GMT
Stemningen blev en anelse anspændt da hun placerede sin hånd på hans, men hun havde ikke så meget imod det. Det var bedre at han vidste at hun kunne lide ham nu de skulle giftes og at det ikke bare var en praktisk løsning. Hun sænkede dog blikket da han strøg en lok af hendes hår væk fra hendes kind og hun pressede sine læber mod hinanden, mens hun mærkede et sus i sin mave. Følelsen gjorde hendes rygrad blød, men hun kunne ikke give efter, hun havde allerede mærket på sin krop en gang, hvad der skete når man ikke fulgte reglerne. "Alistair.." Hviskede hun afdæmpet og næsten bedende. Han gjorde det ikke nemmere for dem, men hun forstod ham godt. Hun havde selv svært ved at holde sig på afstand.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 21:45:17 GMT
Alistair rømmede sig lidt og tog sin hånd til sig. Uden at tænke over det fjernede han også sin hånd der havde ligget omkring hendes. Han forsøgte inderligt at forstå hvad der var sket, men der var så mange brikker han ikke kendte til, og det var derfor lidt af et puslespil for ham, det virkede næsten som om Dympnha ikke selv helt kunne finde ud af hvad der skete.
Han vidste hun havde været gift før, men at der var sket noget der havde gjort det ugyldigt. Han ville et eller andet sted ikke vide det, da han alt for godt kendte til skandaler og ønsket om at starte forfra. "Undskyld" brummede han og slog blikket væk.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 22:09:29 GMT
Dymphna så ned på sin hånd da han tog sin egen væk og forblev tavs, selv efter han havde sagt undskyld. Det føltes som om det var hendes skyld, men hun vidste ikke om det reelt var det eller om hun bare altid havde det som om at hun var personen der skabte problemerne. Til sidst lagde hun sin egen i skødet og betragtede sine hænder, mens hun bed sig i læben. Hun var ked af det, fordi hendes liv var kompliceret.
"Det bliver nødt til at gå langsomt." Sagde hun hviskende og fumlede lidt med sine hænder og forsøgte at finde de rette ord. "Det har intet med dig at gøre. Det er mig. Jeg er ødelagt." Bemærkede hun stadig med blikket på sine fingre, der pludselig var meget interessante at kigge på.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 22:35:09 GMT
Alistair havde ikke lagt mærke til at han på den måde havde gjort noget forkert, udover de følelser og tanker han måske havde. Men de havde måske været mere tydelige end han som sådan han troet. Men han blev nødt til at tage Dympnhas ord til sig, havde han på nogen måde rykket for hurtigt frem i forhold til hvordan hun havde det, så ville han naturligvis tage det til sig. Han nikkede derfor stille med hovedet.
"Selvfølgelig, det var ikke for at..." han tav og trak vejret dybt ind. I stedet for at sige mere til det klappede han hendes hånd. Det var lige i tide til at husalfen kom tilbage med en platte med lidt frisk mad, og både en kande med vin og en kande med vand. "Nu skal du bare slappe af" sagde han og forsøgte at sende hende et opmuntrende smil
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 7, 2016 16:51:34 GMT
"Du gør ikke noget forkert." Sagde hun hurtigt og smilede lidt til ham, inden husalfen dukkede op med mad og drikke og hun bad den om et bæger med vand. Forsigtig tog hun en lille tår og snart en til, inden hun havde drukket det hele og slikkede en lille dråbe af sine læber med tungespidsen. "Det hjalp." Bemærkede hun og så derefter overvejende på ham. "Min bror har lovet mig at komme på besøg ofte, jeg håber ikke det er et problem, i er trods alt venner." Sagde hun og blottede tænderne i et lettere drillende smil, i et forsøg på at lette stemningen lidt. "Så kan i tage ud og jage.. Der er intet så forfriskende som en ridetur ud i skoven." Sagde hun og rakte ud og tog en vindrue fra fadet og bed et lille stykke af den.
Post by Alistair Burnett on Nov 7, 2016 20:18:06 GMT
Alistair ville gerne tro på hendes ord, tage dem til sig og lade som om at alt var som det skulle være, så godt som det nu kunne blive. Han havde ikke valgt at de skulle giftes, i starten havde han modvilligt sagt ja. Men nu. Hun var ikke længere en lille pige, og han så hende ikke som sin vens lillesøster. Hun var en dame, hun var hans forlovede. Tanken fik kort et svagt smil til at trække op i den ene side af munden. Det blev der dog ikke særlig længe, da han med en mere seriøs mine satte sig tilbage i sofaen.
Selv var han hverken sulten eller tørstig og sad bare stille og betragtede Dymphna som hun flere gange fyldte sig med vand. Han var glad for at det hjalp, og han håbede at hun ville få det bedre. Ikke at de så skulle gå godset tyndt, men at hun i det mindste kunne holde til at være til stede, i sin egen krop.
Det var jo tydeligt at hun et eller andet sted ikke havde det helt så godt som hun forsøgte at vise alle de andre. Han blinkede lidt forvirret med sine øjne og rettede de blå øjne mod hende. "Selvfølgelig ikke. Brayan er din bror og min ven, han har altid og vil altid være velkommen her" sagde han og sendte hende et roligt smil. Det måtte hun aldrig tvivle på.
"Du kan gøre os selskab hvis du nogensinde skulle finde interesse i jagt." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. Han vidste faktisk ikke hvor hvad hun som sådan interesserede hende, hvad der gjorde hende glad. Det var dog vigtigt at hun havde mere end en beskæftigelse, siden han ikke altid kunne være hos hende.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 7, 2016 20:25:53 GMT
Dymphna smilede mildt over hans venlige ord og tog endnu en bid af vindruen, forsigtig med ikke at spise nogle af stenene, som hun ikke brød sig specielt meget om. I stedet lagde hun dem på en lille tallerken på fadet, der så ud til at være der til formålet.
En klingende latter slap hen over hendes læber over hans forslag og hun gemte genert sine tænder bag sin hånd, en vane hendes mor havde lært hende, når hun grinede for meget. "Det kommer i til at have for jer selv." Bemærkede hun til sidst og så ham i øjnene med et sigende blik. "Jeg kan godt lide at ride.. men ellers må jeg indrømme at jeg nok mest er til musik, broderi og bøger." Sagde hun inden hun rynkede sine øjenbryn lidt. "Det får mig til at lyde utrolig kedelig." Sagde hun og grinede en anelse, inden hun smilede til ham og så ham i øjnene.