|
Post by Devyn Ollivander on Oct 29, 2016 22:34:47 GMT
Devyn kiggede fortsat på hende og så kort overrasket ud over smilet der viste sig på hendes ansigt. Hvorfor han slet ikke havde ventet det vidste han ikke, men fik alligevel hurtigt erstattet opspærren af øjnene med at de trak sig sammen i et gengældt smil.
Han rystede på hovedet til hendes hvisken. "Jeg går ikke, jeg bliver lige her på dit værelse, indenfor hørevidde," lovede han hende og lagde kort hånden på hendes da hun havde lagt dem på maven, inden han rejste sig for at tage lidt ekstra tøj på. Kulden var begyndt at trænge sig på.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 30, 2016 13:44:42 GMT
Griselda nikkede stille, det gav hende en eller anden ro at han gerne ville blive hos hende. Dog da han havde rejst sig fra sengen gik der ikke længe før hun drejede hovedet mod ham. Hun bed sig i kinden og de lyse bryn trak sig sammen. "Vil du holde om mig?" Det kunne godt være hun for ganske kort tid siden havde ytret at de ikke behøvede at gifte sig og hvor hun efterfølgende havde erklæret de følelser der havde siddet så dybt i hende. Men det betød ikke at hun ikke ville have ham nær. Faktisk ville hun nemmere kunne slappe af når han lå ved hendes side.
Sådan havde det været siden deres første nat, og hun havde lidt på fornemmelsen at det endnu ikke havde ændret sig.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 30, 2016 18:35:13 GMT
Devyn nåede ikke længere end at få taget fat i et stykke tøj da han hørte hendes henvendelse bag sig. Han smed det han havde i hænderne, bogstaveligt talt og vendte sig for at kravle om bag Griselda og lægge sig. For at undgå at fryse for meget, som også havde været hans mål kort inden, krøb han ned under dynen til hende hvor han lagde armen om hende og kyssede hendes kindben inden han trak hende det sidste lille stykke ind til sig. Han havde ikke kunne sige nej, ikke at han havde haft lyst; han var ligesom hende stadig påvirket af det der var sket. I det mindste virkede det for en stund som om de var okay, i hvert fald indtil dagslyset ville vise sig i vinduessprækken og tage virkeligheden med sig.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 30, 2016 18:53:10 GMT
Knuden i maven løsnede sig langsomt da Devyns trygge arme befandt sig omkring hendes krop. Det føltes næsten som hun var i stand til at trække vejret på normalt vis. Det var underligt, da hun altid havde været vant til at være den der tog sig af andre, og nu var hun pludselig den der ikke engang kunne oprette holde lige netop den facade. Hun var langt fra okay, men at Devyn var hos hende gjorde det en del nemmere Langsomt lagde hun sin hånd på hans og lukkede sine fingre omkring den.
Hendes vejrtrækninger var langsomme og dybe, hvilket hjalp hende til at slappe mere af. Smerten ved underlivet gjorde at hun ikke kunne falde i søvn med det samme, og overvejede kort om hun skulle henvende sig til sin mor og få det overstået. Da Griselda selv ikke var indehaver en en mixture der kunne lette på smerter.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 30, 2016 19:57:55 GMT
Devyns vejrtrækning fandt stille og roligt samme takt som Griseldas og han nåede kun lige at opdage hvor træt han var før hans øjnene gled i og han selv hen i søvnen. Det havde selvfølgelig ikke været planen, han havde jo lovet at vække hende, men i stedet kastedes der en masse løse tanker rundt i hans hoved i den lette søvn han var lullet ind i. De fleste havde forbindelser til blodet og det, det kom af. Og det var også kun dem han huskede, da han vågnede. Han satte sig brat op i sengen og skubbede skodderne åben med det samme, nervøs for hvor længe han mon havde været væk.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 30, 2016 20:35:12 GMT
Griseldas hjerte sad helt oppe i halsen på hende da hun slog øjnene op. Det gav nærmest et sæt i hende og til en start anede hun først ikke hvor hun var, og hvad hun havde været igang i. Det tog hende et par minutter at realisere og endte med at sætte sig træt op. Hun gned sine øjne og svang sine ben over sengekanten. Hun skulle skifte det stof hun havde bundet omkring sig, og vidste at de andre måtte være oppe nu. Hun bed sig i kinden og vendte blikket mod Devyn.
"Hvis du går ned i køkkenet.. Jeg skal lige, skifte." hun holdte vejret kort. Det næste stykke tid ville ikke være det sjoveste.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 1, 2016 10:18:53 GMT
At Griselda vågnede ved siden af ham samtidig med at han i sin lidt forvirrede nyvågne tilstand kunne konstatere at det da ikke var blevet sent, gav Devyn en hvis følelse af lettelse. I hvert fald indtil hun mindede ham om hvad der måtte gøres. Han så tilbage på hende og nikkede bekræftende i stilhed.
Efter at have rejst sig og halvvejs taget sit tøj på på vej ud af døren, vendte han sig mod hende. "Vi ses dernede," hørte han sig selv sige i et øjeblik hvor situationen igen føltes lidt fjern, uvirkelig næsten, mens han fik trukket det sidste over sig og rettet på det. Han forsøgte at sende hende et opmuntrende smil inden han lukkede døren efter sig, selvom han nu ikke følte sig særligt overbevist selv.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 3, 2016 12:52:01 GMT
Griselda stod i det lille rum, hvor hun før havde vasket sig. Nu da hun var alene var alle følelserne vokset op i hende. Hun havde derfor ikke rokket sig ud af stedet i noget tid. Hun rettede blikket mod spejlet og håbede at lidt koldt vand kunne friske hende bare en lille smule op. Hun havde skiftet stoffet under natkjolen og bunder krøllerne op i en lædersnor inden hun var trådt ud af rummet og havde lukket døren bag sig.
Det var med små og forsigtige skridt at hun nærmede sig køkkenet. Hun håbede inderligt at hun kunne få sin mors opmærksomhed væk fra resten af familien, dem der var hjemme. knuden i maven blev større, og hun måtte stoppe op da lyset fra rummet viste sig i den lille gang. Hun turde næsten ikke skubbe døren op
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 3, 2016 22:17:41 GMT
Devyn havde siddet i køkkenet i et lille stykke tid, uden nogen appetit til at spise og følte sig derfor lidt malplaceret sammen med Griseldas mor der stod og kokkererede. Han havde ikke rigtig sagt andet udover det normale i smalltalk samt at de gerne ville tale med hende om noget, da han gerne ville vente til Griselda rent faktisk selv kom ned.
Da han hørte skridt kom han før han vidste af det på benene og var henne ved døren. Han undrede sig over hvorfor lyden var stoppet, men ventede ikke med at åbne den for at se den jævnaldrende heks på den anden side. Havde det været nogen anden havde han nok fået sig en mindre overraskelse, selvom han slet ikke havde tænkt på at det kunne være andre. Med et skridt til siden gjorde han plads til at hun kunne komme ind.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 3, 2016 22:34:57 GMT
Det gav nærmest et set i Griselda da døren blev åbnet. Det var næsten lige som om at hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende. Hun trak vejret dybt ind og løsnede let sine skuldre, så de ikke sad helt oppe mod halsen. Hun skulede let til ham. Han behøvede ikke at gøre hende så mange. Pludselige ryk i kroppen havde det med at få blodet til at vælte mere frem, og det var ikke ligefrem det hun havde brug for lige nu.
Da Devyn trådte til side tog hun det sidste skridt ind i køkkenet og lukkede døren bag sig. Hun blev mødt med et mildt smil fra sin mor som hun gik i møde. Griselda der ellers havde sagt til sig selv at hun ville holde sig i skindet, lagde pludselig sine arme omkring den ældre kvinde og begravede hovedet ind mod hende
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 3, 2016 22:47:02 GMT
Devyn gik et skridt tilbage ind mod midten af køkkenet, da Griselda farede i sin mors favn. På trods af sin ellers sædvanlige tilbagelænede facade var han langt fra tilpas i denne situation. Han lukkede kort sin ene arm om sin mave for at berøre den anden i et forsøg på at finde en passende position. Det endte dog blot med at han fjernede den igen og rettede sig den sidste smule op. Blikket fra Fionagh undgik ham dog ikke og han måtte rømme sig. Det frustrerede ham at han ikke kunne se Griseldas ansigt, da han havde svært ved at vurdere hvornår han skulle sætte den ene fod foran den anden, og i hvilken retning. "Griselda, vil du..?"
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 3, 2016 23:01:53 GMT
Da Devyn brød stilheden i rummet, rømmede Griselda sig. Hun så op på sin mor og sukkede svagt. Hun vred let sine fingre og endte med at sætte sig ved bordet i stedet. "Der er noget jeg, vi skal fortælle dig" kom det så fra hende med let tøven. Det var svært for hende overhovedet at snakke om men hun kunne ikke holde det inde meget længere.
Griseldas mor der normalt ikke var tom for ord, rynkede i de svagt lyse bryn og satte sig ved siden af sin datter. Griselda bed sig i kinden, efter hun havde fangt Devyns blik, røg ordene ud af hende som hun vendte opmærksomheden mod sin mor. "Jeg tabte det" kom det skælvende fra hende.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 4, 2016 18:51:34 GMT
Devyn satte sig på den ene side af Griselda da hun havde sat sig ved bordet. Blikket begyndte at bevæge sig regelmæssigt mellem de to kvinder til det på en tilbagevenden mødte Griseldas. Den skælven der var i hendes ord fik ham til at rynke øjenbrynene sammen inden han så hen på moderen der var på vej hen for at omfavne sin datter. Han var utilpas, og skammede sig samtidig over det - for hvad gav egentlig ham retten til at være utilpas? I stedet for at gøre noget, så han stille til på scenen der udfoldede sig foran ham, mens han igen følte sig magtesløs, som et lille element i en større sammenhæng han havde meget lidt kontrol over.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 4, 2016 19:26:01 GMT
Hvad gør i nu?. Ordene rungede i hovedet på Griselda. Det var lige det kun ikke vidste. Hun trak vejret dybt ind og kunne mærke at hendes hånd havde fundet vej til Devyns. Hun klemte den, men var halvt om halvt ude af stand til at vende hovedet for at kigge på ham. Hun turde næsten ikke, blot af frygt af at det ville være alt for tydeligt hvad der nu skulle ske.
Hun havde den sidst tid bildt sig selv in at han vitterlig elskede hende nok til at ville gifte sig med hende, men tvivlen var sået i hende med det samme hun havde opdaget at hun ikke længere var gravid. Hvad han ville gøre nu kunne hun ikke forestille sig. Munden snørrede sig sammen og halsen føltes alt for tør.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 4, 2016 20:12:02 GMT
Først ved spørgsmålet og det fortsat manglende svar blev Devyn trukket ud af sin passivitet. Det eneste han havde formået indtil da var at lukke hånden om Griseldas da han havde mærket den under bordet. Han rømmede sig for at overvinde klumpen i halsen der havde føltes som om den ikke ville lade nogle lyde sippe forbi. "Jeg tror at -" startede han og kastede et kort blik på Griselda før han rettede det tilbage "- vi har brug for noget tid til at tænke. Før vi gør noget." Der var ikke noget der hastede længere, tænkte han ved sig selv, det burde kunne lade sig gøre.
|
|