|
|
Post by Mahari Napore on Oct 5, 2016 19:53:13 GMT
D. 11 September 1360
Mahari var stolt. Nok havde han regnet med at blive udvalgt til tuneringen, men en lille del af ham havde også givet de andre deltagere fra Uagadou den respekt de havde fortjent ved at det også godt kunne havde været en af dem i stedet for. Men nu var det ham, og hans hjerte blev ved med at banke hårdt. Også efter informationerne var givet. Han havde lige knapt haft fokus til at tage imod den information der var blevet givet i trofærummet og havde efterfølgende forladt storsalen og var gået til ro.
Den følgende dag var han stadig et stort smil, der gik op over begge øre. Han havde en følelse af at intet og ingen kunne slå ham ud, og at han kunne være høj på det flere dage i træk. Det betød også at hans træning først nu for alvor gik igang, og her var der både tale om det fysiske og psykiske. Var hans ikke mentalt klar til de fordringer han kunne blive stillet, ville resten ikke kunne lade sig gøre, og omvendt. Med en rolig nynnen fortsatte han over græsset til han nået porten til indgangshallen.
|
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 5, 2016 20:26:59 GMT
Blance havde skåret en lille smule tænder over én af de valgte deltagere til femkampsturneringen, men det var ikke hendes fætter. Tværtimod var det den dybt irriterende dreng fra Uagadou, som havde fanget hendes blik. Da hun i morgenstunden var på vej i løb ud fra storsalen og tilbage til teltet til undervisning, var han derfor absolut ikke den hun havde lyst til fysisk at løbe direkte ind i. Som hun rundede et hjørne, var det dog præcis hvad der skete. Hun nåede at gispe forskrækket og gribe ud efter ham, men slap sekundet senere og gik bagud hurtigt nok til at være en anelse usikker på benene.
Hun var dog hurtig til at fatte sig nok til at se op på ham med udpræget irritation og stikke ham direkte i brystkassen med to fingre. "Lad dog være med at fylde 'ele gangen," røg det irritabelt ud af hende.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 5, 2016 21:40:10 GMT
Mahari blev næsten lige så forskrækket som Blance, da hun løb ind i ham. Han greb af ren refleks ud efter hende, i et forsøg på at hun ikke skulle falde bag over. Hans bryn rynkede sig en smule da hun trak sig væk som om hun havde brændt sig. Havde deres sidste møde virkelig været så forfærdeligt at enkle berøringer også gik hende på? Selvom hun stadig ikke var hans favoritperson var han et sted alligevel glad for at se hende, og det smil han havde haft på hele dagen, gled nu et mere skævt et.
"Jeg fylder ingen steder. Det var dig der løb på gangen" sagde han roligt og kiggede ned på hendes fingre og skubbede let til dem. Hun var lige så irriterende som sidst. Med en tung indånding holdte han kort vejret og betragtede hende. "Og her troede jeg at du ville blive så glad for at se mig" sagde han og endte med at le. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 5, 2016 22:03:22 GMT
Blance trak hånden til sig med et hvast træk i ansigtet og hendes bryn flettede sig tæt sammen, som hun spændte i kæben. "Du fylder," fastlog hun simpelt. Det var helt åbenlyst, at han var en stor dreng. Så meget kunne en simpel gestikulering dække ind og hun begik den uden tøven.
"... Hvorfor skulle jeg blive glad for at se dig?"
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 6, 2016 12:29:23 GMT
Mahari var ikke tyk, men var dog mere bredskuldret end så mange andre, og hans højde kunne også have lidt at sige. Alligevel syntes han ikke at den yngre pige kunne være bekendt at bruge netop det ord til at beskrive det med. I stedet for at vende den ind ad; at hun måske løb lidt for hurtigt. I hvert fald havde hun ikke set ham. Han rystede på hovedet men kunne ikke helt skule et smil. "Du løb for stærkt" sagde han endnu engang.
"Det ved jeg faktisk heller ikke. Du virker lidt som en person der kun er glad for at se sit eget spejlbillede" |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 6, 2016 22:00:24 GMT
Blance hævede et enkelt bryn og trådte et halvt skridt mere tilbage, før hun krydsede armene over hinanden og betragtede drengen med udpræget skepsis og et blik, der gled hele vejen ned over ham, før hun løftede det til de helt mørke øjne igen.
"Og du virker som en, der tror 'an kan læse andre mennesker uden at ane hvem de er," svarede hun simpelt. "Måske endnu en af dem, som synes det er godt, at I kun er drenge, der er valgt af pokalen, mm?" Hun fnøs en anelse foragteligt.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 6, 2016 23:23:46 GMT
Mahari stod lettere afslappet, men nu også med armene over kors. Det lignede virkelig at der var ved at udspille sig en krig af gnister mellem deres øjne. Stædigheden lyste ud af dem. Smilet var ikke så meget til at se, da han blot så på hende med et mere afslappet blik end før. Da hun igen talte løftede det ene bryn sig en smule.
"Endnu en ting vi har til fælles" sagde han så og lo endnu engang. Han var godt klar over hvordan han selv kunne virke, men havde aldrig som sådan gjort noget ved det. "Ikke som sådan. Det ville da være rart at have lidt at kigge på når vi alle er tilstede" sagde han og sendte hende et roligt men bredt smil. Ikke at det bragte dem tættere, men det bandt alligevel deltagerne en smule, at de var de fem udvalgte. Han lagde hovedet på skrå.
"Jeg mindes en yndig pige fra Koldorvstoretz" Der var en klar mening med hans valg af ord, og det fik ham endnu engang til at have et stort smil malet i ansigtet. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 7, 2016 15:03:41 GMT
Udtrykket på Blances ansigt skreg af væmmelse og hendes kæbe var lige så hårdt spændt som en blide umiddelbart før affyring. Han talte direkte ind i tankerne på enhver af de frustrerede piger, som så problemet med valget af deltagere. Denne gang var der dog kun en måde at demonstrere sit udprægede had på. Den franske elev nedstirrede ham som et ynkeligt kryb, før hun tog et enkelt skridt til siden.
"Jeg 'åber den første udfordring maser dig ned i den jord du 'ører til i," svarede hun simpelt, inden hun slet og ret udvandrede med hovedet holdt højt og en kvalm følelse over Uagadous deltager.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 7, 2016 19:25:14 GMT
Maharai havde en svag følelse af at han udmærket godt vidste hvor utilfreds nogen af de kvindelige elever havde været drenge der var blevet valgt. Samme følelse ville med sikkerhed være at finde hos ham, havde det været omvendt, selvom han syntes at kvinden i sig selv var et stærkt og beundringsværdigt væsen. Han kunne ikke lade være med at more sig over hendes forsøg på at virke truende, eller det var i hvert fald den opfattelse han fik af hendes blik. Som om hun ivrigt forsøgte at skræmme ham. Få ham til at gå væk uden brug af ord.
"Jeg har intet imod at blive omfavnet og genforenet med Moder Natur" sagde han mere eller mindre højt efter hende, blot for at være sikker på at hun hørte det. Han vippede lidt med fødderne inden han i et lettere irriteret suk satte farten lidt op for at indhente hende. Det var dog ikke særlig svært, da hans skridt var væsenligt længere end hendes.
"Hør, du har en frygtelig vane med bare at gå" sagde han med et svagt glimt i de mørke øjne |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 7, 2016 19:51:42 GMT
Blance hørte udmærket idioten fra Uagadou kalde efter sig, men hun standsede ikke. Tværtimod fortsatte hun blot med længere skridt. De var dog uanset ikke så lange som hans og hun hørte ham komme efter sig med en irriterende, synkende følelse i maven. Indeni hamrede hendes hjerte måske, men da hun vendte sig rundt var det med en kølig mine, som de blå øjne stirrede direkte op i hans brune.
"Jeg 'ar en glimrende vane med ikke at tale med undermålere," svarede hun spidst igen. "Hvad vil du?"
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 7, 2016 20:07:42 GMT
Mahari havde lyst til at grine, men på samme tid også lyst til at fnyse af hendes ord. Så det var lidt af en blanding der forlod ham. Han havde ikke set det komme at hun var stoppet op, og med det samme var de ved at gå ind i hinanden endnu engang. Han trådte dog med vilje et skridt tilbage, da han trods alt ikke ønskede at skræmme hende.
Han sendte hende et smil. "Ordene vælter da bare ud af det. Du har måske altid nogen du kan øve dig på?" spurgte han og trak let sine skuldre op mod sine øre og kunne alligevel ikke lade være med at sukke. Det klædte hende ikke i længden at tale sådan til andre. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 7, 2016 20:21:42 GMT
Blances blik var yderst uimponeret, som hun betragtede den høje dreng afventende. Et fnys forlod hende, før hun trådte et skridt mere bagud og krydsede armene over hinanden.
"Der er altid en eller anden idiot, der ikke vil stoppe med at snakke," svarede hun simpelt og med et par sigende løftede øjenbryn, som ikke lod det være skjult hvem idioten i dette tilfælde var.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 7, 2016 20:43:50 GMT
"Med din måde at være på, at jeg selv overrasket over at jeg ikke for længst er gået" sagde Mahari roligt. Egentlig havde han ikke tid til at små skændes med hende. Det handlede nok mere at han faktisk ikke brød sig om at være på dårlig fod med andre, med mindre det var virkelig slemt. Deres uenigheder var jo latterlige.
"Mig skal du være fri for så." bemærkede han og sukkede dybt. Han kørte hånden en ekstra gang gennem håret og gjorde så bevægelse til at træde forbi hende og fortsætte hen til sit egentlige mål. "Der er ingen ringere følelse som når andre ikke ønsker ens tilstedeværelse." Han gjorde det med vilje. Han forsøgte inderligt at få hende til at føle sig skidt tilpas, blot for at lære hende at hendes attitude ikke altid kunne få hende frem til det mål hun søgte. Havde han haft mere tid kunne han havde fulgt hende rundt hele dage, blot for at irritere hende. "Jeg er jo den irriterende udvalgte. Nogen af os skal jo forberede os" kunne han alligevel ikke dy sig for at sige. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Oct 7, 2016 21:08:04 GMT
Blance fattede ikke drengen. Overhovedet. Den forvirring han skabte var dog nok til at holde hendes interesse fanget, selvom det var på et plan, hvor hun mest havde lyst til at spænde ben for ham.
"Vi andre 'ar også ting vi har travlt med," bed hun af ham. "Det var dig der fulgte efter mig."
Og den retning han nu gik i, direkte forbi hende, var den hun selv havde været på vej i. Hun lod sig derfor ikke kue, men gik lige ved siden af ham væk fra storsalen.
"Bare fordi pokalen har udvalgt dig, betyder det ikke, at du er bedre end andre," konstaterede hun spidst.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Oct 7, 2016 21:41:23 GMT
"Vi sluttede på dårlig fod. Jeg forsøgte at rette op på det. Du gør det ikke nemt" sagde han roligt og løftede armene op. Han strakte let i kroppen og sukkede dybt. Hun kunne være mindst lige så spydig som ham, et kendetegn som han ikke havde set i mange siden han ankom. I hvert fald ikke i så stor grad.
"Jeg ved at jeg er dygtig til mange ting. Men erkende også at der er lige så mange ting jeg kunne være bedre til. Men jeg står ikke og råber det ind i folks hoveder" sagde han roligt og forsøge at påpege at han kunne gøre det langt mere irriterende for hende at høre på at han skulle deltage i den magiske femkamp. |
|
