Silkeblødt

Gueniévre der normalt intet havde imod at tilbringe tid sammen med mennesker hun ikke kendte, kunne mærke at hun var ved at bløde lidt op, og at det var blevet en anelse lettere. Det var noget helt andet når man ikke kom i de samme kredse, og land for den sags skyld. Hun sendte derfor kvinden et svagt smil. Hun måtte lade være med at være så formel hele tiden.

"Men du kan kalde mig Gigi" sagde hun så. Hun havde fundet ud af at barndoms kælenavnet hang ved, og det var næsten lige så meget hendes fornavn som det andet. "Jeg underviser i Magiens historie" sagde hun og nikkede lidt. "Det kan være en urskov til tider.." sagde hun dvælede lidt ved tanken. Hun havde efterhånden fået samlet sig mange værker og ukendte historier fra den første magiske tid. "Hvad underviser du i?"

Gueniévre havde en interesse i de fleste fag og så det nyttige i dem, så vel som i sit eget. Hun havde længe overvejet i sin tid, hvilken stilling hun helst ville have, men det var ikke kommet som nogen overraskelse for hende, da det endelig valg var faldet på Magiens historie. Hun lagde hovedet en smule på skrå og så forundrende på den anden heks. Hendes bryn trak sig sammen.

"Jeg syntes noget det mest spændende ved historiefortællinger, at man kan stille spørgsmål til det og undre sig. Blot fordi man har læst det et sted, er det ikke ens betydning at det er de rene fakta. Jeg lære gerne mine elever at intet er som det ser ud til, og at man skal lære at læse mellem linjerne." sagde hun roligt. Hun trak en dyb indånding og tilføjede til sidst. "og vise dem at det absolut ikke er kedeligt" sagde hun så med et lille smil. Hun havde haft mange unge hekse og troldmænd der ved deres første time allerede så ud til at kede sig, fordi de i forvejen havde en forventning til hvordan det ville blive.

Gueniévre blinkede let med sine øjne, og kunne til en start ikke helt forstå hvorfor det blev kigget så underligt på hende. Hun trak vejet dybt ind og gled let hænderne hen over bogens overflade.
"Jeg lader mig altid rive for meget med" sagde hun og bøjede hovedet i et let blottet smil.

Emnet blev ændret, og samme gjorde hendes ansigtstræk. Hun nikkede roligt.
"Ja, selvfølgelig. Han kan godt have hovedet lidt for meget i skyerne, men han er en god dreng, dygtig og yderst talentfuld" sagde hun og nikkede lidt i enighed med sig selv. Hun skævede let til den anden.

"Hvad mener du selv? Er det Uagadous bedste elev der er blevet valgt?"

Gueniévre havde en mening om langt de fleste ting, og det galt også andre mennesker, i dette tilfælde undlod hun dog at komme med bemærkninger om Uagadous udvalgte. Hun lyttede i stedet blot til den andens ord. Hun var sikker på at noget af det ville ændre sig som femkampen gik i gang. Det var vigtigt at forberede sig godt, men også at nærstudere ens konkurrenter. Alle har svagheder.

"Jeg er stadig ikke kommet over at pokalen ikke valgte bare én" sagde hun med et let suk.

"Ja." svarede hun kort. Det handlede nu ikke så meget om hendes egen skoles deltager i femkampen, for hun skulle nok forberede Rogier på bedste vis. Men hun havde da håbet at blot én enkel kvinde var blevet valgt. Det kunne hurtigt blive for ens med alt for mange mænd.

Hun smilte, og det var tydeligt at spore at der lå et svagt grin på hende læber.
"Nej åbenbart ikke." Hun rømmede sig og nikkede. "Jeg tror på at pokalen oprigtigt har valgt fem elever, der hver med deres styrker og svagheder har muligheden for at vinde. "

Gueniévre vendte opmærksomheden mod hende som hun rejste sig, og betragtede hende langsomt. Hun så tænksom ud.
"Det er ganske flot, er det ikke?" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå. "Vi blev enige om det i lærestablen, tror jeg" sagde hun og rynkede let på sine bryn. Hun mindes at det var blevet brugt før, og at selve idéen blot var ført videre.

"Så du kan se ned på det? Dit værelse på være ret højt oppe så. Jeres ligner jo næsten et bjerg. Det er meget fascinerende." måtte hun indrømme.

Gueniévre der før havde siddet med fronten mod det lange bord, var nu drejet en omgang. Stadig siddende holdte hun blikket på Ani og havde ikke selv registeret det smil der så tydeligt lå på hendes læber som hun fulgte den andens småbevægelser.

Hun nikkede langsomt til ordene der flød ud i rummet.
"Det er altid en god ting at medbringe noget der gør det hjemmeligt, og jeg tror faktisk at alle skolerne har forsøgt noget ligene" sagde hun eftertænksomt.

Smilet blev større da hun kom til at tænke på sit eget hjem.
"Jeg er opvokset i Paris. Men opholder mig byen Blois når jeg er hjemme på visit." sagde hun tav hurtigt ved tanken om hendes frygtelige svigerfamilie. "Alt for meget dyr vin og sladder der egentlig slet ikke vedkommer nogen. Jeg vil meget hellere høre om hvor du kommer fra" erkendte hun så til sidst.